Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tiende
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Kampe med Befolkningen. Den var oprindelig
en Afgift af al Indtægt og hvilede ikke alene
paa Udbyttet af Jorden, men f. Eks. ogsaa paa
Arbejdsydclser; heller ikke Købstæderne gik fri.
lier ydedes Afgiften imidlertid under Form af
Penge (Præstepenge),
Før Reformationen ydedes T. i 3 lige store
Dele, til Biskoppen, Præsterne og Kirkerne (til
disses Vedligeholdelse). Man skelnede altsaa
mellem Bispetiende, Præstetiende og
Kirketiende. Ved Reformationen tilfaldt Bispetienden
Kongen under Navn af Kongetiende, men gik
senere over paa andre, til Dels private Hænder.
Det samme gjaldt Kirketienden, dog saaledes,
at der paahvilede Ejerne Forpligtelse til at
vedligeholde Kirkerne. Præstetienden anvendtes til
Præsternes Lønning. En Række Jorder, navnlig
Sædegaardsjorder, Embedsjorder og
Købstadsjorder, var tiendefri. Nogle Steder ydedes der
ved Siden af T. den saakaldte Degnetrave, der
udgjorde 1/3 af Præstens T.
T. ydedes oprindelig som Bruttoafgift, men
ved Landbrugets begyndende Opkomst føltes
Ulemperne herved meget stærkt. Allerede 1740
var Kvægtienden omsat til en fast Pengeafgift
for hvert Dyr, der skulde være leveret in
natura, og ved en Forordning af 8. Januar 1810
blev det bestemt, at Korntienden af enhver
Tiendeyder skulde kunne fordres omsat til en fast
aarlig Afgift, men denne Bestemmelse fik dog
ikke stor Betydning, bl. a. fordi
Omsætningsreglerne var ugunstige for Tiendeyderne. Man
bestemte da ved en Lov af 14. Apr. 1852, at den
Korntiende, som endnu ydedes i Kærven, skulde
være omsat til faste aarlige Afgifter forinden 1.
Jan. 1856. Fra nu af kunde T. ydes enten i et
fast Pengebeløb eller in natura eller efter
Kapitelstakst. Den langt overvejende Del blev ydet
in natura eller efter Kapitelstakst. Imidlertid
blev Uvillien hos Bondestanden mod T. stadig
stærkere, vel navnlig fordi T. for en væsentlig
Del ydedes til Private, og fordi Bønderne følte
T. som en Levning fra de ufri Tider. Derfor
gjordes der en Række Forsøg paa helt at skaffe
T. ud af Verden. Saaledes udkom der en Lov
af 8. Maj 1894, ifølge hvilken en Omsætning af
T. til en fast Kapital kunde fordres, naar der
var opnaaet Enighed mellem Tiendeejeren og
mindst 2/3 af Tiendeyderne (baade i Henseende
til Antal og til T.’s Størrelse), hvorhos
Statskassen støttede Tiendeyderne med billige (3 1/2
%) Laan. Denne Lov havde kun ubetydelige
Resultater. En endelig Afløsning af T.
gennemførtes derimod ved Lov af 15. Maj 1903, der
danner et Supplement til de samtidige
Skattelove.
Et Hovedtræk ved Tiendeloven af 15. Maj
1903 er det, at den beror paa en af Parternes
Villie uafhængig Tvangsafløsning, der skal
gennemføres samtidig for alle T. i et Sogn, hvilket
tjener til at simplificere den hele
Tiendeafløsning og de dermed forbundne ofte meget
indviklede Beregninger. Tiendeejerne modtager en
Kapital, der udgør 25 Gange et Aars T., heri
dog fradraget de aarlige T. paahvilende Skatter
og Afgifter til det Offentlige. For andre end
Pengetiender skulde T.’s aarlige Værdi beregnes
efter Gennemsnittet af Kapitelstaksterne for
Aarene 1892-1901, hvilket var meget gunstigt for
Tiendeyderne, da Kornpriserne i den nævnte
Aarrække var meget lave. Af
Afløsningssummerne udreder Tiendeyderne 18 Gange et Aars
T., medens Resten udredes af Statskassen.
Tiendeejerne modtager den dem tilkendte
Erstatning enten kontant eller i 4 % rentebærende
Obligationer, udstedte af en under
Finansministerens Overtilsyn staaende Tiendebank, der var
bestemt til at danne Mellemleddet mellem
Tiendeejerne og Tiendeyderne. Tiendeyderne
fyldestgør deres Forpligtelser ved til
Obligationernes Forrentning og successive Afbetaling at
erlægge til Banken en fast halvaarlig Ydelse af
2 1/4 % af den Tiendeyderne paahvilende Del af
Afløsningssummens oprindelige Beløb, hvoraf 2
% beregnes som Renten af den til enhver Tid
resterende Del af Gælden, medens Resten
afskrives som Afdrag, hvilket vil medføre, at
Kapitalen afbetales i Løbet af c. 55 Aar. Paa
samme Maade yder Statskassen 2 1/4 % halvaarlig
af den samme paahvilende Andel i
Afløsningssummerne. Finansministeren er berettiget til,
naar Laanemarkedet er gunstigt, at optage
St2tslaan for dermed at indfri
Tiendeobligationerne, medens de Tiendeyderne paahvilende
Forpligtelser da samtidig overgaar til
Statskassen. Kan Statskassen optage et Laan til
væsentlige lavere Rentefod end 4 %, aabner dette
Adgang til en betydelig Gevinst.
Er T. henlagt til Lønning af Embeder eller til
Kirkers Vedligeholdelse, baandlægges de til
Erstatning for Tiendeydelserne udstedte
Obligationer under Stiftsøvrigheden paa Embedets
eller Kirketiendeejernes Vegne. Kirketiendeejerne
kan dog ogsaa kræve deres Forpligtelse over
for Kirkerne afløste. I saa Fald henlægges der
til Kirkens Vedligeholdelse en saa stor Kapital,
at dens Renter i Forbindelse med Kirkens øvrige
Indtægter er i Stand til at dække samtlige
Kirken som saadan paahvilende Forpligtelser;
Resten af Afløsningssummen faar Tiendeejeren
udbetalt.
T.’s Afløsning begyndte, efter at de
nødvendige Forberedelser var tagne, i 1908, men
Arbejdet hermed viste sig meget betydeligt og
er først afsluttet i 1918.
I Sverige havde den katolske Kirke
henimod Slutningen af 11. Aarhundrede antagelig
tilkæmpet sig en almindelig Anerkendelse af
Tiendepligten. Af Korntienden tilfaldt 1/3
Sognepræsten, medens Resten deltes i 3 lige store
Dele mellem Kirken, Biskopperne og de fattige.
Fattigtienden anvendtes dog undertiden ogsaa
til andre Formaal. Ved Reformationen gik
Bispe- og Kirketiender over til Kronen og
udgjorde i Forening Kronetienden. 1869 blev
Kronetienden omsat til en Pengeafgift efter et
Forhold, der var gunstigt for Tiendeyderne.
C. T.
Efter at frivillig T. allerede i 11. Aarh. var
forekommet som Gaveform i fromme Øjemed,
indførtes i Norge den tvungne T. af Kong
Sigurd Jorsalfarer 1111—c. 1120 i H. t. et Løfte,
han herom havde aflagt under sit Korstog. Dog
faldt Reglerne for dens Ydelse i de forsk.
Landsdele ikke sammen og blev desuden i
Tidens Løb sædvanemæssig ændrede. Medens
T. vesten- og nordenfjelds var en Aarstiende af
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
