Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tilpasning - Tilpassethed - Tilregnelighed
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
er ensartede, men omfatter Individer med ofte
ret forskelligt Anlægspræg. Og under forskellige
Kaar vil Individer med forskelligt Anlægspræg
vise ofte ret forskellig Evne til at leve under
de forskellige Forhold; d. v. s. Kaarene vil
ligesom fortrinsvis udvælge de i Bestanden
forefundne Livstyper, som bedst passer til de givne
Kaar. Derved kan saadanne Bestandes
oprindelige Sammensætning, deres hele gennemsnitlige
Præg, blive ændret betydeligt. Og her staar vi
ved et Kernepunkt for Darwinismen, som det
er vigtigt at opfatte rigtigt. Darwinismen har
som bekendt søgt at forklare Tilpassetheden i
Naturen ved den Antagelse, at de Individer,
der »tilfældigt« — som Følge af de stedse
optrædende Variationer — var bedst eller
nærmest tilpassede til de givne Kaar, fortrinsvis
overlevede Konkurrenterne og nedarvede deres
forholdsvis gode Tilpassethed; hvert nyt
Slægtled skulde paa denne Maade ved Naturens
Udvalg (natural selection) blive bedre og bedre
tilpasset. Dette er rigtigt nok, for saa vidt man
bar at gøre med blandede Bestande
af en eller anden Art; thi det naturlige Udvalg
har her noget at virke paa. Men derved
produceres intet nyt (hvad man tidligere har troet);
det naturlige Udvalg sorterer kun. Dette sidste
har selvfølgelig sin store Betydning i
Naturlivet, men det er af Vigtighed at forstaa, at der
gennem Individernes T. ikke skabes nye arvelige
Livstyper. Og uden det naturlige Udvalg — hvis
det kunde tænkes borte — vilde der forekomme
langt talrigere Livstyper paa Jorden, end der nu
er Mulighed for.
W. J.
Tilpassethed. Dermed betegnes den
Tilstand, at et Individ eller en Bestand af
Organismer besidder saadan Beskaffenhed (de
paagældende Individers fysiologiske Egenskaber),
at de trives under de givne Naturforhold (se
Tilpasning). Man taler navnlig om T.,
hvor særlige Livs-Kaar betragtes, f. Eks.
Livet i Have, i Floder og Søer modsat Livet paa
Land,, eller f. Eks. Forholdene i Ørkener eller
arktiske Egne modsat Livet i mere tempererede
Zoner o. s. v. De Organismer, der lever under
saglige Kaar, f. Eks. i Ørkener, har selvsagt T.
til disse Kaar. Læren om T. betegnes ofte som
Økologi og staar i nært Forhold til Plante- og
Dyre-Geografien.
Naar man, i Tilslutning til Lamarck’s
Opfattelser, i T. har villet se en Indflydelse af
Øvelse eller Tilvænning til bestemte Livs-Kaar,
saaledes at f. Eks. et Havdyr (eller en
Vandplante) gradvis gennem en Række Slægtled
kunde tænkes »akklimatiseret« til at leve paa
Landet, idet lidt efter lidt Organismen ved
forandrede Kaar omprægedes, og disse
gradvise Omprægninger blev arvelige, da er denne
Opfattelse ganske løs, idet der ikke foreligger
nogen Kendsgerning, som viser Arvelighed af
de ved Kaarforskelligheder frembragte
individuelle Forskelligheder. Her staar vi paa bar
Bund: en virkelig Forklaring af Arternes T. i
Naturen kan ikke gives endnu.
W. J.
Tilregnelighed betegner Indbegrebet af de
subjektive (personlige) Betingelser, som er
Forudsætningerne for, at en Forbryder kan
straffes. Disse Forudsætninger afhænger i
betydelig Grad af den Opfattelse, der lægges til
Grund for Straffens Formaal og Opgave. I
Privatfejdens Tid er alene Skaden Straffens
(Fejdens) Forudsætning, og
Retshaandhævelsen ikke engang særlig rettet mod den
skadegørende Person, men mod hele hans Slægt,
Stamme (jfr. Mose-Loven: Fædrenes Synd
nedarves paa Børn og Børnebørn). End ikke
Afskrækkelsesteorierne i deres ældre Former (se
Straffeteori) fører nødvendigt T. med
sig (»naar endog den uskyldige straffes, hvor
meget mere maa da den skyldige skælve«), og
man vil endnu i vore Dage under særlige
Forhold, hvor Afskrækkelsesmomentet træder
stærkt i Forgrunden (Revolter, Oprør), se, at
»Eksempler statueres«, uden synderligt
Hensyn til, om det netop er den eller de skyldige,
Straffen gaar ud over. Først med
Gengældelsesteoriernes stærke Fremhæven af
den sædelige Skyld som Forudsætning for al
Straf er det individuelle Ansvar for den
begaaede Forbrydelse givet, og T. i moderne
Forstand blevet defineret. Herved er
Udgangspunktet i Reglen blevet søgt i selve det sædelige
Skyldbegreb og som Forudsætning for dette i
Menneskets »fri Vilje«, saaledes at alle
Omstændigheder, der ophæver eller formindsker
Viljesfriheden, ligeledes udelukker eller
nedsætter T. og saaledes ophæver eller formilder
Straffeskylden. Disse Omstændigheder
(Sindssygdom, Aandssvaghed, Tvang, ung Alder m.
v.) tillægges der altsaa ikke Betydning som
saadanne, men efter deres Indvirkning paa
Viljesfriheden, der paa dette Omraade i Reglen
formuleres som Evnen til at skelne mellem godt
og ondt, mellem Ret og Uret, mellem strafbart
og tilladt (discernement). Herefter vil kun
Sindssygdom i dens højeste Grader
(Forrykthed) ubetinget udelukke T. og Straf, medens
dens Betydning i øvrigt er forskellig: lettere
Sindssygdomsformer, der kun i ringe Grad
paavirker Erkendelseslivet, behøver slet ikke
at berøre T.; Forbrydelser begaaede i den
sindssyges »lyse Øjeblikke« maa ubetinget
straffes; de af »partiel« Sindssygdom (»fikse Ideer«)
lidende Personer er straffri, hvis Forbrydelsen
er et Udslag af de sygelige Forestillinger,
ellers ikke. Paa samme Maade vil ung Alder,
Aandssvaghed, Beruselse, Feber, Hidsighed,
Lidenskab, Skræk o. s. v. kun have Betydning
for T., men paa den anden Side ogsaa altid
ophæve denne, naar »Skelneevnen« er kommen
til at mangle. Er »Skelneevnen« kun nedsat,
maa Straf anvendes; men da Viljesfriheden (og
altsaa den sædelige Skyld) dog ikke er normal,
maa der til den ringere T. svare en nedsat
Straf ɔ: Grader af T. vil kunne anerkendes.
Med Gengældelsesteorien falder hele denne
stærkt teoretiske Konstruktion. Medens paa den
ene Side Samfundet uden Hensyn til
Forbryderens mentale Tilstand maa have Midler til
at værne sig mod den fra ham truende Fare,
er paa den anden Side denne mentale Tilstands
Beskaffenhed af væsentlig Betydning ved
Spørgsmaalet om, hvilken Behandling der passende
(ɔ: samfundsnyttigst) bør anvendes over for
ham. T. bliver Udtryk for, at Forbryderen ikke
af særlige psykiske Grunde bør underkastes
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
