Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Totem - Totemisme - Toten
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Dyremystik har haft en totemisk Karakter, eller om
den muligvis skylder andre Momenter sin
Oprindelse. Den Antagelse, der f. Eks. hyldes af
F. B. Jevons og S. Reinach, at Totemisme er et
Udviklingsstadium, som alle religiøse Systemer
har maattet gennemløbe, er aabenbart for
vidtgaaende.
Inden disse forskellige Stridsspørgsmaal
angaaende Totemismen kan finde deres Afgørelse,
er det dog nødvendigt, at man faar dens
Væsen klaret og dens Oprindelse afgjort hos de
Folkestammer, hvor den forekommer i sin
typiske Form. Flertallet af dem, der har studeret
Totemismens Oprindelse, er gaaet ud fra den
falske Forestilling, at det var et primitivt
Fænomen; alt tyder i Virkeligheden paa, at det er et
sociologisk Udviklingsprodukt med forholdsvis
lang og indviklet Genesis; men ingen har endnu
fundet den fyldestgørende Forklaring. J. G.
Frazer mente tidligere at have fundet, at den
Dyrkelse, hver australsk Gruppe yder sin
Kobong, nærmest er en Slags praktisk Magi, der
udøves for at faa Antallet af Dyr til at blive
større, Planterne til at bære rigeligere Frugt,
Regnen til at falde eller de ulykkebringende
Naturfænomener til at ophøre. Efter flere Gange
at have skiftet Mening er samme Forsker i sit
sidste store Værk Totemism and exogamy
kommet til den Opfattelse, at T. beror paa en
primitiv Forklaring af Undfangelse og
Fosterdannelse, som kan træffes blandt centralaustralske
Stammer, nemlig, at det er visse Dyre- eller
Plante-Aander, som tager Bolig i Moderen, saa
at Barnet betragtes som identisk med disse
Væsener og kan nedlede sin Herkomst derfra
— en Hypotese, som ikke har vundet synderlig
Tilslutning. Han afviser dermed en tidligere
fastholdt Forklaring, at Totemismen har sin
Grund i Exogamiet, nemlig i de primitive
Stammers Forpligtelse til at opretholde Stammens
Livskraft ved at søge sig Hustruer udenfor
deres egen Gruppe, hvilket da skulde have ført
til T.’s omhyggelige Gruppeinddeling. Ogsaa
Andrew Lang afviser nu denne Forbindelse og
mener, at T. fremkommer ved den Navngivning
udefra, der er almindelig under primitive
Forhold, idet Gruppen faar Navn — ja endogsaa
Smædenavn — af sine Naboer, ofte efter sit
Udseende, sin Syssel e. l., og at disse Navne,
der tit er Dyrenavne, tages for Alvor af
vedkommende og bliver Udgangspunkt for et
særligt Forhold til disse Dyr.
Indskrænker man sig til at dømme efter det
utvivlsomme Materiale, vil man ikke kunne
undgaa i T. at se et Udtryk for det intime, til
Dels mystiske Samliv mellem Dyr og Menneske,
der er ejendommeligt for de primitive, og som
gerne former sig gruppevis, saa at visse
Mennesker slutter sig om den ene Slags Dyr, andre
om den anden — Jagtdyr, Husdyr eller frygtede
Skadedyr. At der findes Ceremonier, f. Eks. de
australske Inchiuma-Fester, ved hvilke man
søger at indvirke magisk paa Dyrebestandens
Forøgelse indenfor den enkelte interesserede
Gruppe, er ligeledes utvivlsomt. For de
primitive er denne Gruppebevidsthed aabenbart lige
saa nødvendig for Selvopfattelsen som
Individualbevidstheden for det nuværende
Kulturmenneske, og de i Dyrelivet og den øvrige
Naturverden forekommende Artsgrupper kan
tænkes at have været velkomne Støttepunkter for
den sociale Gruppering i Menneskeverdenen. At
T. paa et udviklet Stadium først og fremmest
har social Betydning, er aabenlyst. Dens
Forbindelse med Ægteskabsforhold, navnlig med
Exogamiet, er saa uafladelig, at man ikke
kommer ud over denne Sammenhæng, selv om det
maa indrømmes, at den ser ud til at være
bragt senere til Veje.
Som Religion vil man i alt Fald ikke kunne
hævde T., medmindre man med Durkheim i
denne Ærefrygt for Naturvæsener ser et
Udslag af den Tro paa en hele Naturen
gennemtrængende Aandekraft (Mand), der ogsaa tager
Form i Dyr og Planter, og som da i Mangel af
et universelt Guddomsbegreb dyrkes partielt i
disse enkeltvise Eksistenser gennem den
Opmærksomhed, man skænker dem, og den
Tilslutning, man giver dem ved at gøre sig til ét
med dem. Fra disse Udgangspunkter kan T. let
tænkes at have udvidet sig systematisk i
Retning af Sagn og Mytologi, sociale og heraldiske
Konstruktioner. (Litt.: Alm. Oversigt i Art.
Totemism i Hasting’s Encyclop. of Rel. a. Ethics
af E. Sidney Hartland; J. F. Mc. Lennan,
The worship of animals and plants,
Forthnightly Review, Bd VI—VII; Robertson Smith,
Animal worship and animal tribes among the
Arabs and in the old Testament, Journ. of
Philology, Bd IX; F. B. Jevons, The place of
totemism in the evolution of Religion,
»Folklore«, Bd X; A. Fletscher, A Study from
the Omaha tribe, Annual Report of the
Smithsonian Institution for 1897 [Washington 1898];
F. Boas, The social organisation and the
secret societies of the Kwakiutl Indians. Annual
Report of the United States National Museum
for 1895 [New York 1896]; J. Kohler, »Zur
Urgeschichte d. Ehe« [Stuttgart 1897];
Parkinson, »Dreizig Jahre i. d. Südsee« [Stuttg. 1907]
[særligt Afsnit om Totemismen]; B. Spencer
& Gillen, The native tribes of Central
Australia [1899, værdifuldt Materiale];
Durkheim, Les formes élémentaires de la vie
religieuse, le système totemistique en Australie
[Paris 1912]; J. G. Frazer, Totemism and
exogamy, 1—4 [London 1910, indeholder trods sin
forfejlede Teori det bedste Oplysningsstof]; A.
Lang, The secret of the Totem [London
1905]; A. Goldenweiser, Totemism, an
analytical study. Journ. amer. Folklore 23,
1910; Samme, »Das Problems d. Totemismus«
(Anthropos, Bd IX ff.); Karl Vold,
»Naturdyrkelse [Totemismus] i de gammel-semitiske
Religioner« [Oslo 1904]; E. Reuterskiöld,
»Till frågan om sakramentala måltidars
uppkomst« [Disp. Uppsala 1908]; Edv.
Lehmann, »Totemisme« (i Festskrift til H. F.
Feilberg [Kbhvn 1911]).
(H. P. S.). Edv. L.
Totemisme, se Totem.
Toten, Fællesnavn for en Del af de i
Opland Fylke paa Vestsiden af Mjøsen liggende
Distrikter; Fogderiet Toten omfattede
Herrederne Biri, Østre og Vestre Toten, Eina, Kolbu,
Snertingdalen samt Vardal. Areal 1492,76 km2,
hvoraf 1148,5 km2 produktivt Land, 125,7 km2
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
