Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Transkaspiske Jernbane - Transkaspiske Provins
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Jernbaneingeniørkorps under Ledelse af General
M. N. Annenkov (s. d.). Stødet til
Anlæggelsen gav General Skobelev, som overtog
Kommandoen over Russerne, efter at disse
havde lidt et stort Nederlag (28. August 1879)
i Felttoget mod Teke-Turkmenerne, fordi
Tilførslen af Tropper, Ammunition og
Forplejningsartikler — p. Gr. a. manglende
Transportmidler og -veje — ikke kunde finde Sted
hurtigt nok. Efter en kejserlig Befaling af 9. Juni
1880 paabegyndtes Bygningen af en Bane fra
Fort Michailovsk ved det kaspiske Hav, og 4.
Septbr 1880 var den første Delstrækning til
Achtscha—Kuima (124,8 km) færdig, og et
Aars Tid senere var Kisil—Arvat (232 km) naaet,
efter at Russerne i Januar 1881 ved Geok Tepe
havde sejret over Turkmenerne, og Felttoget
var endt. 1885 truedes Russerne med en Krig
med England, hvorfor der sattes al Kraft paa
Viderebygningen af den T. J., der i Juli 1886
naaede Oasen Merv og i Novbr samme Aar
Tschardshui (1142 km) ved Floden Amu-Darja.
Decbr samme Aar forlagdes Banens
Udgangspunkt fra Michailovsk, hvis Havn ikke var dyb
nok for større Skibe, til Havnen Usun-Ada, der
ligger paa en Ø af samme Navn, der er
forbundet med Fastlandet ved en 2,1 km lang
Sandbanke. Da denne Havn i det lange Løb
heller ikke viste sig at være tilstrækkelig dyb,
flyttedes Banens Udgangspunkt endnu en Gang,
nemlig 1896 til Krasnovodsk (135 km). Efter at
Russerne havde faaet en Overenskomst med
Afghanerne, der — tilskyndede af Englænderne
— havde gjort Indsigelse mod Russernes
Fremrykning, angaaende Grænselinien mellem
Russernes og Afghanernes Besiddelser, førtes
Banen i Juli 1887 videre over Amu-Darja-Floden
paa en Træbro, der brændte 1893 og blev
erstattet med en Bro af Sten og Jern (1600 m
lang, hvilende paa 24 Bropiller), og naaede
Februar 1888 Kagan (1261 km) og den paa en
Sidebane (12,7 km) liggende By Buchara, og
endelig 15. Maj samme Aar Samarkand (1511
km). T. J. var nu fuldendt efter den foreløbige
Plan, men senere har man gjort flere
Tilføjelser, nemlig dels en Linie fra Samarkand over
Tschernjajevo, Chodshent, Kokand til Andishan
(529 km) henimod den kinesiske Grænse, dels
en Linie fra Samarkand over Tschernjajevo til
Taschkent (152 km) til Vestsibirien; begge Linier
blev aabnet for Drift 1. Marts 1898. Medens de
nævnte Baner hidtil havde staaet under de
militære Myndigheder, idet de væsentligste
Dele jo var anlagt af militære Grunde, overgik
de ifølge Tsarens Befaling af 13. Januar 1899
til Trafikministeriet, sammenfattet under
Navnet: Mellemasiatiske Jernbaner.
1899 kom saa Strækningen Merv—Kuschk over
Her at til; denne skal danne Forbindelsen til
Afghanistan og siden til det indiske
Jernbanenet. Endelig er der bygget en Stikbane (12,7
km) fra Stationen Gortschakovo til Skobelevo
(i Egnen Novo—Margelan). 1910 var den
samlede Længde af de mellemasiatiske Jernbaner
2536 km, hvis samlede Værdi (inklusive
rullende Materiel) var c. 158,5 Mill. Rubler. T. J.
har den russiske Normalsporvidde (1,523 m),
største Stigning 10 ‰ og mindste Kurveradius
427 m; der er 116 Stationer, og imellem disse,
særlig paa Ørkenstrækningerne, findes for hver
c. 13 km et Vogterhus, der af Hensyn til
Faren for Overfald af Turkmenerne er beboet
af 6 à 8 Mand.
G. K.
Transkaspiske Provins, Transkaspien,
russisk Sakaspijskaja Oblastj,
Provins i den vestlige Del af den russiske
Sovjetrepublik Turkestan, grænser mod S. til
Afghanistan og Persien, mod V. til det kaspiske Hav,
mod N. til Provinsen Uralsk og Kanatet Chiva
og mod Ø. til Kanatet Buchara. Arealet er
388634 km2 med (1922) 449054 Indbyggere.
T. P. udgør den vestlige Del af Turan, hvortil
henvises angaaende Skildringen af de
geografiske Forhold. Befolkningen er tættere samlet
i Oaserne langs Nordfoden af Erans
Randbjerge samt ved Flodløbene. I de øvrige Dele
af T. P. lever en faatallig Befolkning af
Nomader, dels Kirgiser mod N., dels Turkmener i de
mellemste og sydlige Egne. Der findes c. 50000
Kirgiser, der nomadiserer paa Plateauet
Ust-Urt, paa Halvøen Mangishlak samt i visse Dele
af Distriktet Krasnovodsk; hertil slutter sig
endelig nogle Stammer af Karakalpaker hen
ad Aral-Søen og Amu darja. Turkmenerne
falder i forskellige Stammer, af hvilke nævnes
Tekke-Turkmenerne N. f. Achal-Tekke-Oasen
fra 56—60° Ø. L., Jomuderne langs Kaspihavets
Østside fra Grænsefloden Atrek til hen ad
Ust-Urt, samt Stammerne Saryk omkring Murgab
S. f. Merv og Ersari mellem Murgab og
Amudarja. Ligesom Kirgiserne er de nævnte
Turkmenerstammer væsentligst typiske Nomader
uden anden Besiddelse end deres Hjorder af
Faar og nogle Kameler, Heste og Okser; men
desuden er en meget stor Del af Turkmenerne
virksomme som Agerdyrkere. Dog selv disse
landbrugende Turkmener har indtil den nyeste
Tid ikke været helt bofaste. Saa snart Høsten
var forbi, brød man Teltlandsbyen af og drog
ud i Steppen med Hjorderne. Det er først det
russiske Herredømme, der har skabt en helt
bosiddende Befolkning i T. P.’s Oaser, hvor
der nu foruden den turkmenske
Hovedbefolkning findes c. 10000 Russere, 10000 Perser samt
nogle Tatarer, Afghaner, Armenier og Jøder.
Agerbruget er som sagt i Fremgang, og der
avles Hvede og Byg, lidt Ris og Sesam,
Bomuld, Luzerne, Druer og Meloner. Industrien er
meget ubetydelig. Handelen fremmes ved den
transkaspiske Jernbane, der med en Strækning
af 1050 km gennemskærer Provinsen. Desuden
foregaar i T. P. endnu en ikke ringe
Omsætning med Karavaner til Chiva, Buchara,
Afghanistan og Persien. T. P. organiseredes 1890 som
en egen Provins.
T. P.’s tidligere Historie falder sammen med
det øvrige Turans. I 19. Aarhundrede var
Stammerne Saryk og Tekke de mægtigste blandt
Turkmenerne i T. P. Den sidstnævnte tog 1855
Oasen Merv fra Chiva, slog Perserne og holdt
Russerne i Skak. Disse sidste havde allerede
1716 under Peter den Store forsøgt at faa
Fodfæste paa Kysten, men blev slaaede, hvorpaa
deres Erobringer tilfaldt Perserne (1732).
Senere satte Russerne sig fast paa Øen
Achurada for at have Opsigt med de turkmenske
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
