Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Trenčin - Trenck, Franz von der og Friedrich von der - Trenckner, Carl Vilhelm - Trendelenburg, Friedrich Adolf
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
slovakiske Indbyggere. Gammel Stadskirke (14.
Aarhundrede), Statsrealgymnasium. Paa en høj
Klippe findes det velbevarede Slot T. og 10
km mod Ø. ved Teplice det bekendte Badested
Trenčianské Teplice. Betydelig
Handel med Landbrugsprodukter og Træ, der
befordres paa Flaader paa Váh.
(Joh. F.). O. K.
Trenck [træŋk], 1) Franz von der,
Friherre, østerrigsk Kriger (1711—49). 17 Aar
gammel kom T. i østerrigsk Tjeneste, men p. Gr. a.
sin ustyrlige Karakter og sit udskejende Liv
maatte han forlade Hæren og indtraadte som
Ritmester i et russisk Husarregiment; da han
her var opsætsig mod sin Chef, blev han dømt
til at skydes 1740, men hjulpet af Münnich slap
han med Livet og nogle Maaneders
Fæstningsarbejde i Kijev. Han drog derpaa til sine
Godser i Slavonien. Da den østerrigske
Arvefølgekrig imidlertid udbrød, gav Kejserinden ham
Tilladelse til, for egen Regning, at udruste et
Korps paa 1000 Pandurer, som han skulde føre
ind i Schlesien. Dette Korps, som han senere
forøgede til 5000 Mand, dannede Hærens
Fortrop og udbredte overalt Rædsel ved sin store
Tapperhed, men ogsaa ved Grusomhed og
Plyndring. Det endte da ogsaa med, at T. 1746,
p. Gr. a. gentagne Brud paa Krigstugt og
human Krigsførelse, dømtes til livsvarigt
Fængsel paa Spielberg, hvor han døde. T. var meget
smuk, og skønt koparret meget lykkelig i sine
mange Elskovseventyr, og udrustet med en
ualmindelig Legemsstyrke. Hans Selvbiografi
udkom i Leipzig 1748. (Litt.: Wahrmann,
»Leben, Taten, Abenteuer, Gefängnis und Tod
des Franz Freiherr v. d. T.« [1837]).
2) Friedrich von der, Friherre,
foregaaendes Fætter (1720—94), traadte 1740 i
preussisk Krigstjeneste og blev ved Begyndelsen
af den anden Schlesiske Krig udnævnt til
Ordonnansofficer hos Frederik II 1744. Men snart
efter faldt han i Unaade p. Gr. a. Brevveksling
med sin Fætter Franz, Kongen tog heraf
Anledning til at sætte ham i Fængsel i Fæstningen
Glatz. Det lykkedes dog T. at undvige 1747,
hvorpaa han gik i østerrigsk Tjeneste som
Ritmester, men da han 1753 var rejst til Danzig
i Anledning af en Arv efter sin Moder, lod
Frederik II ham fange og sætte fast i
Magdeburg, hvor han, efter et mislykket Flugtforsøg,
blev smedet i tunge Lænker. Først 1763 slap
han fri og drog derpaa til Aachen, hvor han
dels levede af Vinhandel, dels af litterært
Arbejde; i sine Skrifter angreb han sine Fjender
skarpt. Senere rejste han i England og
Frankrig, oftere anvendt som Udsending af Maria
Theresia, og flere Gange forfulgt af Fjenderne.
Da Frederik Vilhelm II havde besteget Tronen
i Preussen 1786, fik T. sine inddragne Godser
igen. Efter Udbrudet af den franske Revolution
drog han 1792 til Paris, men da han her
mistænktes for at lægge Planer mod Republikkens
Sikkerhed, lod Robespierre ham guillotinere
1794. T.’s Selvbiografi, udkommet i 3 Bind 1787
i Wien (senere bl. a. i Reclam’s
Universalbibliotek), blev en meget læst Bog og vækker endnu
Medynk, men er ikke fri for Overdrivelser.
(Litt.: Wahrmann, »Friedrich Freiherr v.
d. T.’s Leben, Kerker und Tod« [1837]).
(J. L.). H. J-n.
Trenckner, Carl Vilhelm, dansk
Orientalist, f. i Kbhvn 26. Febr 1824, d. smst. 9. Jan.
1891. T. var Søn af en indvandret Tysker og
blev efter at have gaaet i den tyske Skole
privat dimitteret til Universitetet 1841; han
studerede først en Tid klassisk Filologi under
Madvig, men tog aldrig nogen Embedseksamen,
da hans Interesse snart vendte sig mod Studiet
af de semitiske Sprog (særlig Arabisk, Syrisk,
Æthiopisk, Persisk og Pehlevi), i hvilke han
opnaaede stor Færdighed. Senere udstrakte
han ogsaa sine Studier til Sanskrit og andre
indiske Sprog, og efter Fremkomsten af
Fausbøll’s »Dhammapada« (1855) helligede han sig
for Fremtiden udelukkende til Studiet af Pali
og den buddhistiske Litteratur. I Løbet af 30
Aar gennemgik og afskrev han næsten alle de
vigtigere Pali-Haandskrifter i de
kjøbenhavnske Biblioteker og anlagde store og værdifulde
Materialsamlinger til et Pali-Leksikon og
Grammatik, som han desværre ikke fik fuldendt;
p. Gr. a. sin alsidige Lærdom og store
Skarpsindighed regnedes han blandt de allerypperste
Forskere i sit Fag, og hans Udgaver af
buddhistiske Tekster anses af alle som sande Mønstre
for den Slags Arbejder. Fra 1860 var T. Lærer
i Sprog ved Vajsenhuset i Kbhvn, i hvilken
Stilling han virkede indtil sin Død. Hans store og
værdifulde Manuskriptsamling blev indlemmet
i Universitetsbiblioteket; de af ham udgivne
trykte Arbejder er: Pali Miscellany, Del I
(London 1879; de hertil hørende sproglige og
kritiske Noter er udgivne paa ny med et Register af
D. Andersen i Journal of the Pali Text Society
1908 p. 102—151), The Milindapañho: being
Dialogues between King Milinda and the Buddhist
Sage Nagasena (London 1880), The
Majjhima-Nikaya (Bd 1, London 1888, Pali Text Society);
hans efterladte leksikalske Samlinger er
fortsatte og bearbejdede i A critical Pali Dictionary,
begun by V. Trenckner, revised, continued and
edited by Dines Andersen and Helmer Smith,
Vol. 1, Part 1. Published by the Royal Danish
Academy, Copenhagen 1924—26 (indeholdende
en udførlig Biografi af T.).
D. A.
Trendelenburg [’trændələnbork],
Friedrich Adolf, tysk Filosof, f. 30. Novbr 1802 i
Eutin, d. 24. Januar 1872 i Berlin. Han
studerede Filosofi og Filologi i Kiel, Leipzig og
endelig i Berlin, hvor han tog Doktorgraden og 1833
udnævntes til Professor. T. var en fremragende
Forsker af Filosofiens Historie, særlig den
græske; 1833 udgav han Aristoteles’ Skrift om
Sjælen, og 1837 sine Elementa logices Aristotelicæ
(mange senere Udg.; bearbejdet paa Tysk under
Titelen »Erläuterungen zu den Elementen der
aristotelischen Logik« [1842]); hans betydeligste
historiske Arbejde er »Historischen Beiträge
zur Philosophie«, I—III (1856—67), i hvis første
Bind findes Kategorilærens Historie. Ved sin
historiske Sans stod T. Hegelianismen nær, men
ellers har han naaet sin største Berømmelse ved
en overordentlig klar og skarpsindig Kritik af
den Hegel’ske Logik. Som faa andre har T.
gennem sit erkendelsesteoretiske Hovedværk
»Logische Untersuchungen«, I—II (1840; 3. Udg.
1870) rejst de teoretiske Problemer, hvis
Behandling førte ud over Spekulationen og banede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
