Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Trokart - Troki - Trold (overnaturlig væsen) - Trold (Fangeleg) - Troldand - Trolddom
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
og en deri nøje passende Naal eller Borer
(Poinçon), der med sin Spids stikker frem af
Kanylen. Denne Spids er sleben i tre Flader,
som mødes i Spidsen med Vinkler paa 90° (1/4
af Cirkelen), deraf Navnet Trois-quart med alle
Omskrivningerne. Instrumentet indstikkes, hvor
man vil udtømme Vædske. Naalen tages ud,
medens man lader Røret ligge, til Vædsken er
løbet saa vidt ud, som man ønsker.
(E. A. T.). V. Sch.
Troki, litauisk Trakai, By i polsk Guv.
Wilno, ligger 24 km VSV. f. Wilno ved Banen
fra Wilno til Kaunas. 4000 Indbyggere. T.
ligger i en Sø paa en Gruppe Øer, af hvilke een
bærer Ruinerne af et gammelt Slot. T., der er
en gammel Fæstning og fordums Sæde for
Hertugerne af Litauen, gaar tilbage til 1321. De
tyske Riddere brændte T. 1377. I Slottet i T.,
der ødelagdes 1655, faldt Storhertug Sigismund
af Lithauen for en Sammensværgelse 1440. Ved
Polens tredje Deling 1795 kom T. under
Rusland, 1919 til Litauen og 1923 til Polen.
(H. P. S.). N. H. J.
Trold er i nordiske Sprog fælles Betegnelse for
de mod Menneskene fjendske overnaturlige
Væsener, hyppig med stærkt Eftertryk paa deres
Grimhed. (Ordet er oprindelig Intetkøn, som
omfattende baade mandlige og kvindelige
Væsener). Deraf at trylle, ɔ: gøre til T.,
forvilde, hekse. Oprindelig vistnok Betegnelse for
grov tyk Person. Jfr. Thurser.
(A. O.). G. K-n.
Trold, Fangeleg, hvor Fangeren er et
overnaturligt Væsen, en T. Berøres man af T., skal
man staa stille, indtil man ved Berøring befries
af en af de andre. Legen har som Baggrund
den gamle Forestilling, at den, der berøres af
en T., forvandles, bliver til Sten, men atter
under visse Forhold kan befries. (Litt.: E. T.
Kristensen, »Børnerim m. m.: »Staatrold«,
Nr. 3262, 3921, »Staa og fri og lignende«
3263—66, »Hekselegen«, 3329, »Troldelegen«, 3330,
»Steds«, 3927; Jysk Ordbog IV, S. 853;
lignende Lege, dog uden at Forvandlings- og
Befrielsesmomentet nævnes: Thuren, »Danske
Studier« 1908, S. 159, »Bjergmandslegen« m. m.).
Fr. K.
Troldand (Fuligula cristata), se Ænder.
Trolddom, ældre ogsaa Troldskab, af uvis
Etymologi, de nordiske Sprogs Betegnelse for
Magi. Om Begrebet og dets kulturhistoriske
Betydning, se Magi og Hekse. — Som
Forbrydelse forekommer T. fra den tidligste Tid.
Under Hedenskabet var det dog kun den
skadelige Magi, der straffedes, men i kristen Tid
betragtede Kirken al Magi som en Form for
Hedenskab og derfor som en Synd, der burde
bekæmpes. De verdslige Love holdt sig dog
vedblivende i det væsentlige til den skadelige
Magi og fastsatte i Reglen kun Straf for ved T.
at tilføje andre Skade, først og fremmest
Døden, men dernæst ogsaa Skade paa Helbred
eller Ejendom, f. Eks. paa en Mands Kvæg eller
paa hans Korn paa Marken; i Modsætning til,
hvad der ellers var Reglen, var her ogsaa det
mislykkede Forsøg som oftest strafbart. Den
danske Lovgivning fra Middelalderen
indeholder kun et Par enkelte processuelle Forskrifter
om T., men af disse kan dog sluttes, at T., der
vistnok her som andetsteds ogsaa omfattede
Giftblanderi, har været anset for en grov
Forbrydelse. Nogen stor praktisk Betydning har
denne Forbrydelse imidlertid næppe haft, og
der er intet Spor af, at den strengere
Holdning, Kirken siden 13. Aarhundrede begyndte
at indtage over for den (se Hekse), i de
nærmest følgende Aarhundreder har affødt nogen
Virkning her i Landet. Heller ikke i Tiden
nærmest efter at Innocens VIII ved sin 1484
udstedte Bulle Summis desiderantes havde givet
Stødet til de store Hekseforfølgelser, er der
Grund til at tro, at Forholdene i Danmark
forandrede sig væsentligt. Det første Forvarsel
om de senere Forfølgelser indeholdes i nogle
ny Bestemmelser om T. i Christian II’s Landret
af 1521, men disse fik kun kortvarig Gyldighed,
idet Loven allerede ophævedes igen 1523, og
Hekseprocessernes egentlige Periode begynder
vistnok i Danmark først efter Reformationen,
hvor de paa den anden Side synes straks at
have taget stærk Fart.
Saaledes som Heksetroen paa denne Tid var
udformet, maatte Kernepunktet i
Trolddomsbegrebet være Indgaaelse af en Pagt med
Djævelen, men i den første Tid spores dog
endnu overalt Eftervirkningerne af den
middelalderlige Opfattelse, der forlangte, at T.
skulde være brugt til at skade. Paa dette
Standpunkt stod saaledes i Tyskland Karl V’s
store Kriminallov af 1532, Constitutio
criminalis Carolina, der i hvert Fald gjorde
Anvendelse af Baalstraf afhængig af, at der var
tilføjet Skade, og her i Landet de ovennævnte
Bestemmelser i Christian II’s Lovgivning. Den
tyske Ret arbejdede sig dog efterhaanden bort
fra den nævnte Begrænsning, og ogsaa den
danske havde paa Christian IV’s Tid i
Princippet opgivet den, idet Frd. 12. Oktbr 1617
bestemte »rette Troldfolk« som dem, der havde
bebundet sig med Djævelen og omgikkes med
ham, uden at antyde noget om, at der ogsaa
krævedes Skadetilføjelse. Et
Forbrydelsesbegreb, der som dette lagde Vægt paa et
Moment, som unddrog sig Iagttagelse, egnede sig
imidlertid bedst for en Procesmaade, der var
strengt inkvisitorisk saaledes som den tyske,
hvor Dommen regelmæssig grundedes paa en
ved Tortur fremkaldt Tilstaaelse. I Danmark,
hvor Tortur som nedenfor nævnt først kunde
anvendes, efter at Vedkommende paa andet
Grundlag var dømt, og hvor egen Tilstaaelse
før Dom derfor kun sjældent forekom, maatte
Beviset for Pagten med Djævelen derimod blive
et Indiciebevis, hvor de fældende Indicier
bestod i, at Sigtede havde lovet en anden noget
ondt, der derefter var hændt ham, uden at
man kunde finde anden Forklaring derpaa end
en af Sigtede udøvet T., hvortil Djævelen havde
givet ham Magten, men dette var ikke meget
forskelligt fra simpelthen at lægge Vægt paa
Skadetilføjelsen. Trods den i Frd. 1617
opstillede Definition af Trolddomsbegrebet blev den
danske Ret derfor i Realiteten nærmest
staaende paa det middelalderlige Standpunkt, og det
var da ogsaa kun yderst sjældent, at man i
Domspræmisserne fandt Anledning til at nævne
Djævlepagten.
Straffen for T. var regelmæssig Baalstraf
(s. d.), kun en sjælden Gang mildnet ved, at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
