Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Træsnit - Træsnoge - Træspidsmus - Træspiritus - Træsten - Træstof
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Forstaaelse af Bøgernes Indhold, men de gik godt
i Spand med Typesats, hvad enten dennes
Karakter var gotisk eller romansk.
Religionskampene i 16. og 17. Aarh. bragte
Træskærerkunsten i Forfald. I de Bogarbejder, paa hvilke
der ofredes kunstneriske Billeder, blev det
Kobberstikkunsten, der beherskede
Bogudsmykningen, for de oplysende Billeders
Vedkommende næsten altid som indheftede Plancher,
de almindelige Bogprydelser derimod indtrykte
efter Tekstens Fuldbyrdelse. T. blev
efterhaanden ukunstnerisk Hjemmeflid, men fra 18.
Aarhundredes sidste Fjerdedel opnaaede det en
stor Genfødelse. Den engelske Kobberstikker
Thomas Bewick skabte en hel ny Træsnitteknik,
det saakaldte tonede Træsnit. Da Fibrene i
T.’s oprindelige Arbejdsmateriale, Langtræet,
satte Grænser for, hvad Kunstneren tragtede
efter, og da hver enkelt Streg krævede to Snit
og Uddybningerne mellem Stregerne forskellige
Huljern for at kunne give Billederne højt
Relief, valgte Bewick Endetræ som Materiale og
Kobberstikkernes Gravstikker som skærende
Værktøj. Det var vistnok ogsaa Bewick, som
først benyttede Buksbomtræ, det senere eneste
Materiale. I den genopstandne
Illustrationsform arbejdedes der vel ligesom før med
Streger af forskellig Tykkelse, men det blev nu lige
saa meget Mellemrummene som disse selv, der
skabte Billederne. Bewick’s Tanke gik nemlig
ud paa i et Streglag af forskelligt fremtrædende
Linier og Mellemrummene mellem disse at
opnaa en tæt Skala fra Lys til Mørke. Det tonede
T. trængte i det 19. Aarhundredes Begyndelse
Kobberstikket helt ud af Bogtryk arbejdet som
Billedstof i og uden for Teksten, og Tekniken
udvidedes i Aarhundredets Løb til en høj Grad
af kunstnerisk Fuldkommenhed. Der skabtes
i denne Periode mange smukke illustrerede
Bøger, skønt det som Helhed stod slet til med
Boghaandværket. Ved Kemigrafiens Opfindelse
(se fotomekaniske
Reproduktionsmetoder) henimod 19. Aarhundredes
Slutning blev det kunstneriske T. atter, og denne
Gang sikkert for bestandigt, slaaet ud af
Bogudstyrelsen; Teknikken udøves vel endnu af
Kunstnere i særlige Kunstblade, der trykkes i
Bogtrykpressen, men Arbejdsmaterialet er lige
saa ofte det let haandterlige Linoleum som
Langtræ og Endetræ. Farvetræsnit eller
Kromoxylografi (engelsk: color printing
stocks, fransk: gravure sur bois en couleurs)
er T., trykte i mange Farver og med et
tilsvarende Antal Plader, men ogsaa denne
kunstneriske Teknik er nu gaaet over til
Kemigrafiens Trefarveætsninger (se Farvetryk).
(Litt.: F. Hendriksen, »Illustration, dens
Fremstilling og Forhold til Bogtryk«
[»Tidsskrift for Kunstindustri« 1891]; Aage
Marcus, »Illustrationskunstens Historie«
[»Haandbog i Bibliotekskundskab«, 3. Udg., Kbhvn
1924]).
E. S-r.
Træsnoge er en Fællesbetegnelse for en hel
Række forskellige Snoge (s. d.), der har
tilpasset sig til at leve paa Træernes Grene. Alle
er de mere eller mindre forlængede, smækre
Former med lang Hale og derved i Stand til at
sno sig fast i de tynde Grene. Farvetegningen
er gerne livlig, men samtidig vel egnet til at
gøre dem lidet iøjnefaldende; olivengrønne,
brunlige eller gullige Farver træffes saaledes
almindelig. En Del T. er aldeles uskadelige og
hører til de giftløse (aglyfe) Snoge; andre maa
derimod henføres til de mistænkelige
(opistoglyfe) Former. Blandt de første kan nævnes
Slægten Dendrophis, af hvilken en smuk
gulbroget Art er almindelig i Ostindien.
Sammesteds findes ogsaa de til de mistænkeliges
Gruppe hørende Piskeslanger (Dryophis), hvis
Legeme, som Navnet antyder, er særlig stærkt
forlænget; de er af alle de mest udprægede T. og
kommer aldrig godvillig ned paa Jorden, hvor
de kun bevæger sig ubehjælpsomt; til disse
hører f. Eks. den ved sit stærkt tilspidsede
Hoved ejendommelige Næbsnog (s. d.). Paa
lignende Maade lever adskillige andre Slægter i
de øvrige Verdensdele, og særlig naturligvis i
de tropiske Urskove, om end ikke udelukkende
i disse. (Litt.: se Snoge).
R. H. S.
Træspidsmus, se Egernspidsmus.
Træspiritus, se Metylalkohol.
Træsten, forstenet Træ, er opstaaet
af Træ, hvis Væv ved langvarig Indvirkning af
kiselsyreholdigt Vand er blevet udfyldt med
Hornsten, medens Træets Saft er fjernet.
Farven er mørkebrun til gullig og Træstrukturen
ofte meget tydelig. T. findes i Böhmen,
Sachsen, Ungarn, Sibirien og flere Bjerglande og
forarbejdes til Stokkehaandtag, Daaser o. l.
Den kan antage en smuk Politur.
K. M.
Træstof (bot.) eller Lignin kaldes i
Vævlæren det organiske Stof eller den Gruppe af
Stoffer, som ved at gennemtrænge
Cellulosehinden (se Celle) eller udvikle sig i denne
forandrer dens kemiske og fysiske Egenskaber,
saa at den bliver, hvad man kalder træagtig,
ɔ: haardere og mere lysbrydende; de
»forveddede« Væv bliver derved særlig skikkede til at
overtage en beskyttende eller afstivende Rolle.
Fremfor alt er Karrene, Trakeïderne, og
Veddets Styrkevæv, Vedprosenkymet, forveddede,
men ogsaa Stenceller og andre Elementer,
bl. a. et bestemt Lag i Korkcellernes Vægge, er
inkrusterede af Lignin. Hvorledes T. dannes,
er endnu ubekendt; det er næppe nogen enkelt
kemisk Forbindelse, men rimeligvis sammensat
af flere organiske Stoffer. Den fineste Prøve,
vi mikrokemisk har paa Lignin, er Wiesner’s
Floroglucin-Saltsyre samt Svovlsurt
Anilin-Prøven; med den første bliver forveddede
Cellehinder røde, med den sidste gule; forveddede
Membraner bliver gule med Klorzinkjod, røde
med alkoholisk Safraninopløsning samt
brungule med Vesuvin. Koges de med Tinforklor,
omdannes T., og Membranerne viser ikke mere
Floroglucin-Saltsyre-Reaktionen; dersom
forveddede Væv behandles med Manganoversurt
Kali, derefter med stærk Saltsyre og udskylles,
bliver de intensivt røde, naar de behandles med
Ammoniak, rimeligvis fordi T. ved denne
Behandling er blevet iltet (Mäule’s Reaktion).
Allerede 1838 viste Payen, at Træ, hvoraf de
»inkrusterende« Stoffer var udtrukne med
Salpetersyre eller Natronlud, gav
Cellulosereaktionerne; talrige senere Studier af Baumhauer
(1848), Mulder (1844), F. Schultze (1857), Frémy
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
