Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Træstof - Træstof - Træstuk - Træsvale - Træsyre - Træthed
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
(1868), Erdmann, Thomsen, Tollens,
Hoppe-Zeyler, Czapek, Höhnel o. m. a. lige til vore
Dage har imidlertid endnu ikke lært os T.’s
egentlige (sammensatte eller usammensatte)
Natur at kende.
(V. A. P.). A. M.
Træstof, se Cellulose.
Træstuk, Bois durci, kaldes forskellige
plastiske Masser, der bestaar af fint, helst
harpiksrigt Savsmuld og, oprindeligt, Blodalbumin
og Vand, hvilken Blanding tørres ved c. 50°
og derpaa presses i ophedede Forme under
stærkt Tryk, hvorved Albuminet koagulerer og
giver Massen en fast Konsistens. I Stedet for
Blodalbumin anvendes ogsaa Lim og i Stedet
for Savsmuld Træmasse, ligesom denne ogsaa
sammenholdes med andre Bindemidler, saasom
Kaseinkalk, Fernis, Magnesiacement o. a., idet
der ogsaa ofte indblandes uorganiske
Fyldstoffer og Farver. Smlg. Træ, kunstigt.
K. M.
Træsvale, Træsejler (Macropteryx), se
Mursvaler, S. 443.
Træsyre, Træeddike, kaldes den ved
tør Destillation af Træ fremstillede Eddikesyre,
naar den endnu ikke er renset, men mere eller
mindre mørkt farvet af forskellige
empyreumatiske Stoffer og andre Urenheder. Dels
oparbejdes den til ren Eddikesyre, dels benyttes den
i uren Tilstand til teknisk Brug, bl. a. i Form
af »træsurt« Jern og Kalk. (Smlg.
Trædestillation).
K. M.
Træthed er et normalt fysiologisk Fænomen,
der opstaar, hvor der foregaar et legemligt eller
aandeligt Arbejde, som kræver et større
Forbrug af Energi, end det samtidige Stofskifte
kan erstatte, og den ytrer sig derved, at det
udførte Arbejde mere eller mindre hurtig
aftager saavel i Mængden som i Værdi. Ved
aandeligt Arbejde er Værdiforringelsen under
T. bekendt: den trætte begaar Skrive- eller
Regnefejl, som han ikke vilde kunne begaa i
frisk Tilstand. Men ogsaa ved legemligt
Arbejde gør det samme sig gældende: et
Muskelarbejde, som kræver stor manuel Færdighed,
bliver ved voksende T. stadig slettere, fordi
Bevægelserne bliver usikre. Ved stor T. bliver
selv grovere Bevægelse, f. Eks. Gangen,
usikker, hvilket ved vanskelige Bjergbestigninger
kan medføre en ikke ringe Fare. Disse
kvalitative Forandringer af Arbejdet under T.
ledsages i øvrigt altid af tilsvarende kvantitative:
Arbejdsmængden formindskes, og da Mængden
er en maalelig Størrelse, bliver det i
Almindelighed mest den, man tager Hensyn til ved
Undersøgelserne over T.; Maalet for T. bliver
da ligefrem den i en vis Tid udførte
Arbejdsmængdes Formindskelse.
T. kan gennemløbe alle mulige Grader, lige
fra den lette T., som kun kan paavises ved
nøjagtige Maalinger af den udførte
Arbejdsmængde, til den fuldstændige Udmattelse,
der kan have Døden til Følge. Til at modarbejde
T. besidder enhver højere Organisme et meget
kompliceret Refleksapparat, der bevirker en
forøget Blodtilstrømning til og dermed et
livligere Stofskifte i det arbejdende Organ. Dette
opnaas ved, at ethvert Arbejde, aandeligt
saavel som legemligt, medfører en Forøgelse af
Hjerteslagets Hyppighed, hvorved Blodet
bringes til at cirkulere desto raskere, jo
voldsommere Arbejdet er, og hermed følger tillige et
livligere Aandedræt, hvorved Blodets Iltning
fremskyndes. Desuden udvider de fine Blodkar
sig i de arbejdende Organer (Hjernen, Armene,
Benene), medens Karrene i den øvrige, relativt
hvilende Del af Organismen trækker sig
sammen; herved bliver Modstanden mod Blodets
Bevægelse forøget i de hvilende, men
formindsket i de arbejdende Organer, saa at det
forøgede Stofskifte kun foregaar der, hvor der er
Brug for det. Endelig opstaar der, hos alle
normale Mennesker og rimeligvis ogsaa hos de
højere Dyr, paa et vist ikke nærmere
bestemmeligt Stadium af T. særlige, ubehagelige eller
endog smertelige Fornemmelser,
Træthedsfornemmelser, der især ved Muskelarbejde kan
blive saa pinlige, at de tvinger Individet til at
ophøre med Arbejdet. Sker dette, svinder
Fornemmelserne i Løbet af kort Tid; disse
psykiske Tilstande er altsaa for det bevidste Individ
et Tegn paa, at en Fare truer Organismen,
saafremt Arbejdet forceres. Uheldigvis udebliver
disse smertelige Træthedsfornemmelser hos
mange Mennesker ved anstrengende aandeligt
Arbejde, hvor den voksende T. kun gør sig
subjektivt gældende ved en vis Mathed og
Uoplagthed, som ikke umuliggør Arbejdets
Fortsættelse; derved bliver Faren for en
Overanstrengelse, Udmattelse, med den deraf følgende
»Nervøsitet« kun saa meget desto større.
Organismens sidste og virksomste Middel mod T.
er Søvnen, under hvilken kun de vegetative
Organer arbejder, tilmed med formindsket Kraft.
Under Søvnen skulde den af de forskellige
Organer i Dagens Løb forbrugte Energimængde
fuldstændig kunne erstattes; sker dette, saa kan
Individet begynde Arbejdet den følgende Dag
med samme Kraft som den foregaaende, og T.
har altsaa ikke overskredet Grænserne for,
hvad Organismen kan udjævne. Viser en
Maaling af Arbejdsmængden derimod, at denne
bliver ringere for hver Dag, saa er dette Tegn
paa — og i Virkeligheden det eneste afgørende
Bevis for — Overanstrengelse. I dette Tilfælde
lider sædvanligvis ogsaa Søvnen under
Organismens Udmattelse, idet den bliver urolig og
mindre dyb, hvorved Hvilen og Organernes
Stoffornyelse yderligere aftager. Et Arbejde bør
derfor aldrig forceres saaledes, at T. vokser til
Udmattelse.
P. Gr. a. T.’s store praktiske Betydning har
den været Genstand for talrige Undersøgelser
i fysiologiske og psykologiske Laboratorier,
hvorved de omtalte, for det fysiske og psykiske
Arbejde fælles Hovedlove er fastslaaede. Meget
staar dog endnu tilbage; særlig paa det
pædagogiske Omraade er der to betydningsfulde
Problemer, som endnu venter paa deres Løsning.
Det gælder nemlig om at bestemme dels de
forskellige Fags relative Tendens til at trætte
Eleverne, og dels den enkelte Elevs
Arbejdsevne, Modstandsdygtighed over for T. Ogsaa
paa dette Punkt har der været anstillet talrige
Undersøgelser, ofte med et stort Antal
Skolebørn, men Forsøgene har ikke ført og har ikke
kunnet føre til noget brugbart Resultat. Thi for
at kunne sammenligne de enkelte Fags
Virkninger maa man have et Middel til at maale T.
uden Hensyn til, hvorledes den er
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
