Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tyskland (Plante- og Dyreverden)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Vinterfrost, som er ugunstigt for Bøgen. Den
fugtige, stærkt humøse Muld, som er
almindelig paa Dalsletterne langs T.’s Floder, er ikke
heldig for Bøg. Paa disse Sletter vokser
smukke Skove af Eg med Avnbøg og Hassel som
underordnede Bestanddele. Skovbunden bestaar
af Anemoner, Primula, Løgplanter. Hvor
Jorden er sumpet, er El og Pil dominerende. Den
største Del af Nordtysklands Skove vokser dog
paa tør, sandet Jord, dels Bakker med
Morænesand, dels Flodsletter fra Istiden, hvor
Grundvandet i Nutiden ligger langt fra Overfladen.
Paa saadanne Steder er Skovfyrren med lidt
indblandet Birk næsten eneherskende. Ligesom
i Danmark taaler Fyrren ikke godt Kystklimaets
milde Vinter, i hvilken den er udsat for
Svampeangreb. Den er ikke vildtvoksende paa
Rügen og NV. f. en Linie fra Lübeck til Bremen
og videre til den hollandske Grænse V. f.
Meppen. I den vestlige Del af Fyrrens Omraade,
var den, som det fremgaar af Mosefund, forhen
meget almindelig, men var allerede i
Middelalderen trængt stærkt tilbage og mange Steder
helt udryddet, indtil den ved Skovplantning
siden det 18. Aarhundrede atter er blevet
almindelig. Under Træerne vokser Lyng, Tyttebær,
Blaabær og Gyvel sammen med Blaamunke og
andre fra Hederne kendte Urter. Mod Syd
træder Dværgbuskene tilbage for Labiater,
Skærmplanter, Nelliker o. a. Stauder. Fyrreskoven
betegnes i T. ofte med Navnet Heidewald, og
tit har disse Skove Navne, som ender paa
»Heide«. Træløs Hede af samme Natur som
den jyske findes kun mod NV. paa
Diluvialsand og magert Morænesand. Opdyrkning og
Skovplantning har stærkt formindsket den
bekendte Lüneburger Hede, og i Nutiden kører
man med Jernbanen fra Hannover over
Lüneburg til Hamburg uden at se en eneste
Hedeplet. Længere mod V. mellem Hamburg og
Bremen er der derimod endnu megen Hede
tilbage. I Morænefladernes Lavninger og paa de
flade Aflejringer af Diluvialsand findes Moser,
navnlig Højmoser med Tørvemos, Kæruld og
Lyng. De indtager uhyre Landstrækninger i
Egnen omkring Ems og i Oldenburg, alene V. f.
Ems ligger mere end 1000 km2 med Mose. I
nyere Tid er der gjort meget for Afvanding og
Opdyrkning af disse Mosestrækninger. Længere
mod Ø. er Mosestrækningerne mere
indskrænkede. I Syd- og Mellemtyskland findes ligeledes
megen Skov. Paa Flodsletterne er Egen
sædvanlig dominerende. Den vokser i Selskab med
Avnbøg. Paa bakket Terrain, hvor Jorden ikke
er saa fugtig som paa Dalsletterne, kommer
Ædelgran og Bøg til. Blandskov er hyppig, men
mange Steder er Bøgen dominerende, og særlig
gælder dette, hvor Jorden er kalkrig. Fyrren
skyr ikke tørre Kalkklipper, men den er
hyppigst paa Gnejs og Granit, paa hvis
vanskelig smuldrende Overflade de andre Træer
trives mindre godt. Ved Plantning har
Fyrreskov ogsaa i Mellem- og Sydtyskland faaet en
langt større Udbredelse, end der naturlig
tilkommer den. I de lavest liggende Skove paa
Rhinsletten og ved Foden af dens Grænsebjerge
kommer hertil Kastanjen, men mulig er den
indført sydfra i Oldtiden. Paa Bjerge og
Plateauer, som rager højere op, forandrer Skoven
efterhaanden sin Karakter. I Erzgebirge gaar
Avnbøgen som bestanddannende ikke højere
end 300 m, medens enkelte Træer endnu findes
ved en Højde af 400 m. Bestande af Eg gaar
til 600 m over Havet, Bøg, Ædelgran og Fyr til
800 m, medens Birk og Gran naar til c. 1000 m.
I Böhmerwald ligger de øvre Grænser noget
højere. Medens der i de lavere Bjergskove
findes Naaletræer spredt i Løvskoven, hist og her
ogsaa Naaleskov, bliver denne i større Højde
dominerende. I Harz er saaledes Gran næsten
eneherskende fra 500 m til Toppen. I
Böhmerwald er Gran dominerende over 700 m, men
blandet med Ædelgran og Bøg, og endnu i en
Højde af 1200 m forekommer Bøgen enkeltvis.
Ogsaa i Schwarzwald bliver Granen
dominerende i en Højde af 700—800 m. Selv om Skov
i forhistorisk Tid var den overvejende
Vegetationstype, har der dog altid været skovfri
Pletter. Paa Klipper og Bakketoppe, hvor
Bunden bestaar af Sten eller stift Ler, trives
Skoven ikke, og i Stedet for finder man en
Vegetation af spredte Træer og Buske i et
Tæppe af Græs og Urter. Nogle Steder mangler
Træer og Buske, og ofte er saadanne Bakker
rige paa Steppeplanter. Dette gælder navnlig
Bakkelandet N. f. Erzgebirge, paa det
thüringske Plateau og i Mains og Donaus
Flodomraader. Da saadanne Steppeplanter aldrig vokser
paa dyrket Jord, kan de ikke være indslæbt
efter Rydning af oprindelig Skov, og man maa
derfor antage, at den østeuropæiske Steppe her
paa de tørre Bakketoppe i T. har sine yderste
Forposter mod V. Paa de lavere Plateauer
spiller i Mellem- og Sydtyskland Moser en
underordnet Rolle. Paa den sydligere højtliggende
bayerske Slette dækker de dog store Arealer,
og dette gælder endnu mere om Rhön o. a.
højtliggende Plateauer. I de højere Bjerge afbrydes
Skoven ogsaa mange Steder af Enge og
Græsgange. Skoven holder gerne op 100—200 m
under Toppene, men kun Schwarzwald,
Sudeterne og Böhmerwald naar op til den klimatiske
Skovgrænse, som ligger ved c. 1300 m. (Litt.:
Drude, »Deutschlands Pflanzengeographie«
[Stuttgart 1896]; Borggreve, »Heide und
Wald« [Berlin 1889]; Graebner, »Die Heide
Norddeutschlands [Leipzig 1901]; Drude, »Der
hercynische Florenbezirk« [Leipzig 1902]).
T.’s Dyreverden tilhører den
palæarktiske Region, men som i andre Kulturstater
har den lidt store Forandringer ved Menneskets
Indgreb, idet alle de store Dyreformer er
udryddede eller trængte tilbage til afsides og
tyndt befolkede Egne; dog er T. i denne
Henseende endnu langtfra naaet saa vidt som
Danmark, hvilket maa tilskrives Skovenes store
Udstrækning, særlig i Bjergegnene. Allerede i
17. Aarhundrede forsvandt Uroksen, udryddet
er ligeledes Bjørnen. Ulven er ret hyppig i de
østlige Provinser, hvortil den stadig indvandrer
fra Rusland, Af Bævere findes en lille Rest i
Thüringen, Los og Vildkat lever endnu i
enkelte Bjergskove. Elsdyret fredes i en
Dyrehave i Østpreussen. Som Jagtdyr fredes
Raadyr, Kronhjort, Vildsvin og Hare; indførte er
Daadyr og Kanin. Af Fugle findes i T. 396
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
