Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tyskland (Litteratur)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Sange vakte Jubel i alle tyske Sind og langt ud
over T.’s Grænser; hans Navn blev med eet
berømt. Digtet betegner virkelig et betydeligt
Vendepunkt i den tyske Litteraturs Historie;
selv om det svæver ud over Menneskelivet i
høje Regioner, har det dog Forsøg paa
Sjæleskildring og betegner et afgjort Brud med
fransk Paavirkning. Men Digtets Slutning holdt
ikke, hvad de første Sange lovede, og da 15.—20.
Sang saa Lyset 1773, var den fordums
Begejstring kølnet — men man kan ogsaa sige, at
dens Tid havde været, Grundtankerne i Digtet
havde for længst øvet deres Virkning. Et ungt
Hjertes Storm og Trængsel havde givet sig
digterisk, serafisk Udtryk, men Klopstock var ikke
udviklingsmulig; han faldt hurtig til Ro i den
een Gang erhvervede Berømmelse, ligesom hans
Kærlighed faldt til Ro ved Meta, da den
besungne Kusine var ubønhørlig. Hans Lyrik er
svulmende, enten den besynger den, han i
Øjeblikket sværmer for, eller Skøjteløbet paa
Furesøen eller den elskede Frederik V’s Død; men
helst dvæler den ved de store Livsspørgsmaal
om Liv og Død og Gud og Evighed, og gennem
sine Digte herom er og bliver han den første
tyske Digter — ikke til Tidsfordriv i en ledig
Time, men med hver dirrende Streng opstemt
til den højeste Yden. Det var hans Betydning,
og derved paavirkede han Samtiden.
I sine Oder bevæger han sig i stadig
Begejstring mellem de mest ophøjede Tanker, men
hans Emner er især Religion, Venskab,
Kærlighed og Fædreland. Han forsmaar ethvert
naturligt ligefremt Udtryk og vil stadig være i
Højden, men hans begejstrede Ildfuldhed kan
dog ubevidst give sig smukke og patetiske
Udtryk. I hans Kærlighedslyrik mærkes ligeledes
hans stadige Kamp for at svæve højt over
Jorden, og den samme Stræben giver sig til Kende
i hans Besyngelse af Venskabet og i hans
patriotiske Oder om det tyske Fædreland og tyske
Helte. Hans Dramaer er religiøse eller strengt
patriotiske; de er overvejende lyriske,
følelsesfulde og uden individuel Karakteristik. Sine
tre patriotiske Dramaer om Hermann kaldte
Klopstock selv »Bardieten«, fordi han i dem
søgte at efterdigte gamle Bardesange, han
paavirkedes til denne Digteform af den paa Tysk
digtende Dansker Gerstenberg og af Ossian’s
Sange, og han fandt en ikke ringe Mængde
Efterlignere i denne Digtart. Udstyret med
større Selvtillid end Selvkritik tænkte
Klopstock at kunne samle alle om den Tanke at
befri den tyske Aand for alt fremmed Aag, og
han nedlagde sine Tanker herom i sit sidste
store Værk, »Die deutschen Gelehrtenrepublik«;
men Læsekredsen skuffedes ved Værkets
Fremkomst, og dette som hans andre Værker har
sin fornemste Betydning ved sin sproglige
Gehalt og sin dristige Flugt.
De første Sanges Virkning var umaadelig. Det
var Bodmer og hans Kreds, som først
begejstredes, senere Goethe, Brødrene Stolberg og
det litterære Göttingen, der sluttede sig
sammen i Beundring om Klopstock; men til denne
Klopstock-Begejstrings Opblussen bidrog i ikke
ringe Grad Wieland’s Fremtræden.
Christoph Martin Wieland (1733—1813)
begyndte lige saa pietistisk som Klopstock, og en
Klopstock-serafisk Forelskelse bevirkede, at han
svømmede over af Følsomhed og Sværmeri for
Religion og Moral; han besynger den prøvede
Abraham og finder Anakreontikerne
forargelige. Men det varede ikke længe, før den let
omskiftelige Wieland fandt dem mindre
forargelige og med Glæde gik ind i deres Kreds
— til stor Forargelse for alle Klopstockianere.
Han begyndte at forsøge sig i den dramatiske
Digtning om Johanne Gray og flere Emner,
men tog imod Lessing’s Raad om at studere
Menneskene, før han skildrede dem. Wieland
gik da i Skole hos Shakespeare, af hvem han
senere gav en prosaisk Oversættelse af 22
Skuespil, og han studerede Klassikerne, særlig
Lukian, og desuden Crébillon og Voltaire. Belært
af dette Studium gik han i Kast med de
Mennesker, han traf paa, og Resultatet blev en Række
satiriske Romaner, hvor han i græsk
Forklædning fremstiller gode Borgere fra sin Samtid;
saaledes gør han i »Don Silvio von Rosalva«
Korstog mod Sværmeriet, og han fortsætter
denne i og for sig ret uskyldig drillende Satire
i sin Yndlingsroman »Agathon« og vedbliver
endnu i sin Molboroman »Abderiterne«, og han
øvede ved disse Romaner en meget betydelig
Indflydelse paa den tyske Litteratur, idet
Musäus, Thümmel, Heinse, Hermes, Sophie v.
Laroche o. m. fl. tog den frivole Genre op uden
dog at forbedre den. Men tillige viste hans
komiske Fortællinger med de ofte ret farlige
Emner, at det var muligt at skrive saa
sprudlende, knitrende let og henkastet, som
Noblessen kun var vant til at læse paa Fransk.
Interessen vaktes i de højeste Kredse, Hofferne
begyndte at følge med; Wieland blev — ganske
vist paa Grund af sine politisk-pædagogiske
Romaner i Haller’s Manér — kaldet til Opdrager
i Weimar for Hertug Karl August.
Men tillige havde Wieland haft stor
Betydning som Oversætter, ikke blot af Shakespeare,
som han forholdsvis slap daarligst fra, men
tillige af de Klassikere, Horatius, Cicero, Lukian
o. fl., som han elskede, og han havde
Betydning som Redaktør af det interessante og
højtansete Maanedsskrift »Deutscher Merkur« og
dets Fortsættelser, hvori der fandtes Bidrag fra
de allerypperste Penne. Uden at fordømme sin
tidligere Produktion var Wieland lidt efter lidt
gledet ind i en mere alvorlig, til Dels mere
borgerlig Digtning og Virkekreds. Begyndelsen
var allerede sket i »Musarion«, hvor Gratiernes
Filosofi fremstilles som Mellemtrin mellem
sanselig Nydelse og Sværmeri, og han naar
Højdepunktet af sin Formaaen, da han i »Oberon«
o. fl. henter sit Emne fra Middelalderens
Forestillinger. Han gav her Sproget ny Lethed og
Rimfylde og aabnede Blikket for det romantiske;
men derfor havde kun de færreste Efterlignere
eller Modstandere Blik; for dem stod han som
den frivole.
Det var ganske naturligt, at to saa modsatte
Naturer som Klopstock og Wieland ved at drage
og frastøde maatte stifte Skole, og den følgende
Tid har ogsaa en Mængde Efterlignere af den
alvorlige og den lettere Genre. Ren bibelsk er
Salomon Gessner i sin Idyl »Abel’s Død«; baade
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
