Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tyskland (Litteratur)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
her og i hans andre Idyller er kun hans lette,
flydende Prosa af Interesse. Ogsaa Johann
Kaspar Lavater gaar i Klopstock’s Fodspor ved sit
Digt »Jesus Messias«. Større Selvstændighed
udviser C. D. F. Schubart i sin Efterligning af
den patriotiske Digtart; man mærker i hans
Poesier, at han virkelig har været Digter og
har kæmpet for at faa sine Oplevelser digterisk
omformede; derimod gik F. A. I. M. v.
Sonnenburg rent til Grunde ved sine Forsøg i
Klopstock’s Retning.
Den lette Genre tæller forholdsvis flere
Digtere, navnlig naar de talrige Romanforfattere,
som efterlignede, regnes med. Selve Komikken
i Wieland’s Fortællinger blev efterlignet af A.
Blumauer, men paa en næsten stødende grov
Maade; desuden efterlignedes Wieland af H. v.
Nikolay, I. A. Alxinger, F. A. Müller o. fl.
Klopstock var paavirket fra England,
Wieland fra Frankrig; selv om de begge kastede
Paavirkningerne af sig, kunde deres
Efterlignere dog ikke fremstaa i samme Frigjorthed;
der klæbede altid noget ved. De tyske Digtere
maatte føres tilbage til det oprindelig tyske, og
denne Tilbageføren skete ved Gotthold
Ephraim Lessing (1729—81), en aldrig
trættet og aldrig kuet Sandhedssøger, som
trænger dybt ned og fremholder sin Forsknings
Resultater med en Klarhed og Formfuldendthed,
der maatte forbavse. Han kom til Leipzig med
et Skuespil, »Der junge Gelehrte«, hvor hver
Side er fuld af Selvironi over den unge Lærde,
der over sine Bøger glemte at leve. Men hurtig
indhentede han det forsømte, og hans Skrifter
kom til at strutte af Livsindhold; han digtede
mere med sin Forstand end med Fantasi, og
hans Poesier viser Tidens stigende Udvikling i
tro Spejlbillede; hans Epigrammer,
»Sinngedichte« og Fabler er tørre og træede, som
Datidens Digtning var, og selv hans første
Skuespil gaar i det en Gang givne Spor. Hans
dramatiske Reform begynder med »Miss Sara
Sampson«, som er digtet i Efterligning af
Diderot’s Kamp med Pseudoklassiken; og da
Skridtet er gjort, gaar han stadig længere, og i sine
Litteraturbreve gaar han løs direkte paa
Gallomanien og henviser til Shakespeare. »Minna v.
Barnhelm«, som han skrev paa Prosa for at
undgaa Versenes Unatur, er det første nationale
Lystspil; det modtoges med samme Jubel som
senere Tragedien »Emilia Galotti« (1772), der
skulde vise, at det tragiske ikke laa i
spændende Optrin og Rædsler, og han afsluttede sin
dramatiske Virksomhed med den noble og
aandsfri »Nathan der Weise«, der tillige med
sine femfodede Jamber lagde Form for den
følgende tragiske Digtning. Grundideen i dette
Drama, at Religion ikke er Endemaal, men kun
Opdragelsesmiddel, er udførligere ligeledes
lagt til Grund for hans litterære Testamente
»Die Erziehung des Menschengeschlechts«. Men
Lessing’s Betydning er tillige ren kritisk; han
giver Gottsched’s Meninger Dødsstødet, men
gennem sine Skrifter, sine Litteraturbreve,
Hamburger-Dramaturgi og »Laokoon« lægger
han Grunden til en ny Æstetik, og gennem sine
teologiske Fejder bidrager han til mere tolerant
og fordomsfri Opfattelse i teologiske
Stridigheder. Lessing er i det hele taget knyttet til en
Del Mennesker, som betegner Datidens højeste
Standpunkt i Retning af Kultur og
Fordomsfrihed, saaledes den jødiske Filosof Moses
Mendelsohn med det betydelige Værk »Phädon«;
mindre betydelig var den tredje Udgiver af
Litteraturbrevene Nicolai, der dog vakte
Opmærksomhed ved sin Roman »Magister
Sebaldus Nothanker«.
Fjernere stod de to Aander Winckelmann
(1717—68) og I. Kant (1724—1804), af hvilke dog
den første øvede Indflydelse baade paa
Lessing’s og paa den følgende Tids Kunstanskuelse,
medens Kant’s kritiske Filosofi ligeledes
efterhaanden begyndte at gøre sig gældende overfor
Samtiden.
»Sturm und Drang«-Tiden. Allerede
hos Klopstock og Wieland fremtræder Spor af
en uimodstaaelig Oppositionslyst, men denne
træder endnu stærkere frem i 1770’erne og
1780’erne som Revolution mod den litterære og
sociale Tilstand. I første Række optræder J. G.
Hamann og Lavater, af hvilke Hamann,
»Nordens Magus«, er mærkelig ved sin springende
Stil og Synsmaade. Han anbefaler at vende
tilbage til Naturen og til Barnetroens Enfold,
hvoraf en ny Poesi og et nyt Samfund vilde
springe frem. Lavater, Fysiognomikkens Profet,
er mildere, men usmagelig i sin Reklame for
sine Ideer. Den kraftgeniale Forkyndelse havde
imidlertid en sikker Modstander i G. C.
Lichtenberg og hans Ven Georg Forster, som udgav
»Magazin der Wissenschaften und Litteratur«;
men selv om disse to var Modstandere af
enhver Overdrivelse i Retning af svulstig eller
kraftgenial Selvovervurdering, indsaa dog
navnlig Forster med stor Sikkerhed det berettigede
i Oppositionen, og skønt han var den franske
Revolution paa nært Hold, erkendte han dog
dens heldbringende Virkninger. Men den Mand,
som paa samme Tid skulde blive Storm- og
Trængselstidens Repræsentant og Bekæmper,
var Hamann’s Discipel Johann Gottfried
Herder (1744—1803), som dannede et
mærkeligt Supplement til Hamann, idet han udfyldte
dennes Skarpsind med en rig Fantasi og et
udviklet Følelsesliv. Hans første Skrifter er i
Slægt med Hamann’s hensynsløse Polemik; men
hans Trang til Selvudvikling og hans store
Alsidighed maatte hurtig bringe ham ud over
enhver ensidig Fasthængen. Den tyske Litteratur
skylder ham overordentlig meget, ikke for hans
selvstændige Digtning, thi den er ret ubetydelig,
men fordi han ved sin alsidige æstetiske
Opfattelse har delagtiggjort den tyske Klassik i de
forskellige Folkeslags digteriske Anskuelser; han
ejede en Forstaaelse af Digtningen, navnlig paa
dens primitive Trin, som ingen af hans
samtidige. Gennem sine kritiske Skrifter bidrager
han til at stille Homer, Shakespeare og Ossian
i den rette Belysning, og efter gennem sine
kritiske Skrifter at have opladt Blikket for
Folkepoesien meddeler han i sit Værk
»Stimmen der Völker in Liedern« (1778) Prøver paa
denne Digtning, gendigtede paa en virkelig
mesterlig Maade. Derefter vender han sig til den
hebraiske og græske Poesi, indfører »Sakuntala«
(1791) og afslutter sin ejendommelige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
