Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tyskland (Kunst)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Bygningskunsten sig ogsaa til Udtryksmiddel for den
saglig maleriske og plastiske Kunsttrang; men
samtidig opelsker Barokken i Grundplan og
Opbygning en Linieaksernes Regelmæssighed og
Fasthed, der fra Bygningskomplekset breder
sig rytmisk ud i Terrainet over Haveanlæg m.
v. Tysk Barok med dens maleriske og plastiske
ornamentale Svulmen og Patos holder
mangesteds fast ved Traaden fra Renaissancens
formstrenge og regelrette Klassicisme, i
Sydtyskland fra Begyndelsen af 17. Aarh. i en
Palladiostil, der slutter sig til italiensk
Højrenaissance, i Nordtyskland fra Slutningen af
17. og over 18. Aarh. under Indflydelse af
hollandsk Barok og fransk Ludvig XIV’s Stil, og
da Rokoko-Stilen bliver raadende i T., c. 1730
til henimod 1780, og her bliver nyskabende i
Interiøret, vælger den i Modsætning til den
djærve og højttalende Barok i Bygningernes
Ydre — med lidt letløbende
Rocaille-Ornamenter hist og her — mere diskrete og
tilbageholdende Former, der naturligt glider over i den
paafølgende Klassicisme. Typisk for Barokstilen
i dens Blomstring blev Kirke- og
Klosterbygningen.
Den pragtfulde »Jesuiterstil« indføres i T.
gennem en Række italienske Arkitekter, der
særlig i Bayern og Østerrig giver Forbillederne
for den kirkelige Arkitektur (Theatinerkirken i
München, Trefoldighedskirken i Salzburg,
forskellige Kloster- og Stiftsbygninger som
Kremsmünster) saavel som for Profanarkitekturen,
Slotsanlæg og Paladser (Schleissheim,
Nymphenburg ved München, Ludwigsburg ved Stuttgart,
Palæ Czernin i Prag); fransk Indflydelse gør
sig bl. m. a. gældende i de prægtige
Orangeribygninger i Kassel (1701—11), P. du Ry. Men
mod Slutningen af 17. Aarh. begynder nationale
Kunstnere at erstatte Udlændingene: Familien
Dientzenhofer i Bamberg og Böhmen, Schlesien
m. m., dens Hovedværker er Domkirken i
Fulda og det storslaaede Slotsanlæg i
Pommersfelden (1711—18, v. Erlach). Johann Bernhard
Fischer, sammen med M. v. Welsch
(1656—1723), virker i Salzburg og Wien (Karl
Borromaeus-Kirken, Slottet i Schönbrunn,
Hofbiblioteket og Prins Eugen’s Palads og Palæ Trautsen),
sammesteds Johann Lukas Hildebrandt
(Lystslottet Belvedere), i Würzburg Johann
Balthasar Neumann, der er Mester for
Schönborn-Kapellet ved Domkirken og det pragtfulde
Residenspalads der, ligesom for Slottet i Bruchsal
og den i sin Rumkunst saa malerisk dristige
Vierzehnheiligen Walfahrtskirche ved
Lichtenfels (1743 ff.), i München endelig den stærkt
fransk paavirkede Joseph Effner (1687—1745),
der blev den førende i Münchens
Bygningskunst (den indre Udsmykning af Schleissheim);
J. Prandauer bygger det pragtfulde St Florian
Kloster i Melk (Østerrig). I den nordtyske
Barok staar Georg Bähr i Dresden, hvis
»Frauenkirche« i sit Centralanlæg gav den
protestantiske Kirkebygnings Idé en genial Løsning, i
Berlin den berømte Billedhugger Andreas Schluter
(Berliner-Slottet); paa Overgangen til
Rokokotiden virker i Dresden Matth. Daniel
Pöppelmann (1662—1736), Bygmesteren af det
berømte »Zwinger«. 1725 blev Franskmanden
François Cuvilliés kaldet til München, han tog
snart Førerskabet i Stedet for Effner, og med
Cuvilliés holder den franske Rokokkoarkitektur
sit Indtog i Bayern: Residenspaladset,
Amalienburg og Residensteatret i München skyldes ham,
flere fremragende Paladser ligeledes i München
hans Søn af samme Navn. Andre
betydningsfulde Arbejder af franske Kunstnere er Slottet
Ansbach, Slottene Brühl og Benrath ved Köln,
Smaaslottene Monrepos og Solitude i Stuttgart;
den ovenfor nævnte J. B. Neumann stod for
den pragtfulde Udsmykning af det Indre i
Slottene i Würzburg og Bruchsal. Medens i det
sydlige T. Rokokoen fandt en gunstig Jordbund,
betød den i Nordtyskland kun en kort
Overgangsperiode. I Berlin er den repræsenteret af
Georg Wenzel von Knobelsdorff (1697—1753),
Frederik den Store’s Arkitekt, der udførte
Ombygningen af Slottet i Potsdam, det ny Slot i
Charlottenburg, Operahuset i Berlin og Slottet
Sanssouci. Rokokoen gør sig her særlig
gældende i den indre Udstyrelse, medens det ydre
allerede viser hen mod Klassicismen, der
i Berlin har sin ypperste Fortolker i Karl von
Gontard: de saakaldte »Communs« ved det ny
Palads i Potsdam, Kolonnaden paa
Königsbrücke og Taarnene paa Gendarmenmarkt i Berlin;
Langhaas skabte Brandenburger Tor
(1789—1802) i Berlin.
19. Aarh. er karakteriseret ved
Genoptagelse af alle Fortidens Stilformer — men sin
egen Stil har Aarhundredet ikke skabt. Den
antikiserende Kunst har sin ædleste
Repræsentant i Karl Friedr. Schinkel (1781—1841) i
Berlin. Hovedværker af ham er Schauspielhaus,
Altes Museum og Die Königswache (i Berlin).
Schinkel’s Skole fortsættes af Persius, Soller,
Stüler (Neues Museum i Berlin, Slottet i
Schwerin), Strack, Hitzig og Knoblauch (russisk
Gesandtskabshotel i Berlin). — I München dyrker
Leo Klenze (1784—1864) den antikke Retning
(Glyptoteket, Pinakoteket, Ruhmeshalle og
»Propylæerne« i München, »Walhalla« ved
Regensburg). Side om Side med den klassiske
Bevægelse gaar Interessen for de middelalderlige
Bygningsformers Genoptagelse, en Bevægelse,
der havde sine Førstemænd i Karl Heideloff i
Nürnberg og i München især i Friedr. Gärtner
(1792—1847) (Ludwigs-Kirken, Biblioteket,
Universitetet), der hovedsagelig dyrkede den
romanske Stil ligesom Ziebland (Basilika) og
Bürklein (Banegaarden), medens Ohlmüller’s
Kirke i Forstaden Au er i Gotik;
»Maximilian-Stilen«’s ikke lykkelige Blanding af
romanske og gotiske Elementer fik bl. a. en
Repræsentant i A. von Voit (Ny Pinakotek). Fra
München spreder sig »Romantikken« til
Hannover (Gotikerne Konr. Wilh. Hase og Opler),
til Karlsruhe (Eisenlohr og Hübsch) og fra
Midten af Aarhundredet til Wien (J. G. Müller og
Ferstel: den gotiske Votivkirke, og Friedrich
Schmidt: det gotiske Raadhus). — Som Antikken
har sin Apostel i Schinkel, faar Renaissancen
sin i Gottfried Semper (1803—79), hvis
Hovedværker er Hofteatret, Synagogen og det ny
Museum i Dresden, Polytechnikum og
Observatoriet i Zürich, Raadhuset i Winterthur, det
kejserlige Museum i Wien. — Denne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
