Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tyskland (Kunst)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
med romantiske Emner, Militær-, Portræt- og
Dyrmaleren Franz Krüger, Wilh. Wach, A. von
Kloeber, K. Blechen med romantiske
Landskaber, Karl Begas, Portrættisten Ed. Magnus,
Historiemaleren Jul. Schrader (tillige Portrætter)
og Gustav Bichter. Hørende hjemme i Berlin, men
ragende op over enhver Skole staar Adolf Menzel
(1815—1905), den nordtyske Aands
Repræsentant i moderne tysk Kunst, som den sydtyske
bar sin geniale Fortolker i Schweizeren
Arnold Böcklin (1827—1901); Menzel’s
Bationalisme og Böcklin’s Mysticisme betegner
Grænserne for den moderne tyske Kunsts Udstrækning.
Ogsaa over og uden for de almindelige
Rammer staar den aandfulde Raderer og Maler
Max Klinger (1857—1920). Blandt de Malere af
realistisk Retning, der har haft Betydning i
Midten og mod Slutningen af 19. Aarh.,
nævnes: Genremalerne Ed. og Paul Meyerheim, H.
Kretzschmer, Karl Becker, W. Riefstahl,
Portrætmaleren F. v. Rayski o. fl., A. von Werner
er det tyske Kejserdømmes officielle
Historiemaler; historiske Skildringer skyldes Julius
Scholtz, romantiske Billeder Henneberg,
religiøse Emner behandles af Pfannenschmidt. I
Wien har Genrekunsten været dyrket af Peter
Krafft (1780-1856), F. Waldmüller og Jos.
Danhauser, det historiske og monumentale Maleri
af Karl Rahl (1812—65) og Canon; Angeli
nævnes som Portrætmaler, Pettenkofen som
Skildrer af slavisk Folkeliv, Munkácsy (af
tysk Skole, men Ungarer) for sine
realistiske bibelske Billeder. Tysk
Landskabskunst gennemgik i Aarhundredets Løb
Udviklingen fra det komponerede heroiske
Ideallandskab (Josef Anton Koch, Joh. Chr.
Reinhart, Karl Rottmann, Fried. Preller o. fl.) og
romantisk-realistisk Naturgengivelse (Karl
Fried. Lessing, Chr. Morgenstern, Heinlein,
Weber, Oswald og Andreas Achenbach o. a.) over
Friluftsmaleri i fransk Aand (Lier fra München
etc.) til det impressionistiske og det stiliserende
(Walther Leistikow etc.) og det nyeste
ekspressionistiske. En let stiliseret landskabelig
Stemningskunst dyrkede indtil sin høje Alderdom den
folkekære »urtyske« Genre- og Bibelmaler H. Thoma,
hvis jævnt forstaaelige og storlinede grafiske
Kunst ogsaa blev Folkeeje. I det store Kaos, som
den nyeste tyske Malerkunst viste fra Firserne
og opad, mærkedes vel særlig to Strømme:
en fra fransk Kunst udgaaet naturalistisk og
impressionistisk Bevægelse, hvis Hovedsæde er
Berlin, og hvis betydeligste Dyrkere blev Max
Liebermann, den alt nævnte Franz Uhde,
Skarbina, Habermann, Kalkreuth o. fl. a., og en
anden, fremkaldt ved Reaktionen mod den
franske Kunsts Indflydelse, og hvis Tilhængere til
Feltraab har Ordet »Heimatkunst« (og
ovennævnte H. Thoma som Mønster), der antyder
deres Program: at søge at skabe en hjemlig
Kunst paa tyske Kunsttraditioner, uafhængig af
udenlandsk Paavirkning. Særlig kendte Skoler
blev Skolerne i Karlsruhe og i Worpswede.
Særpræget staar Käthe Kollwitz (født 1869),
udgaaet fra naturalistisk Skole, men stærkt
subjektiv i den Vælde, hvormed hun (særlig i
grafiske Blade) skildrer Fortids og Nutids
sociale Kampe. — Med den betydelige
Folkelivsskildrer Leibl mod Syd (München) og A. Menzel
mod Nord havde Naturalismen naaet sit
Højdepunkt, Leibl den jordbundne objektive
Iagttager, uovertræffelig i malerisk Kunnen og
Omhu (»Bønderkoner i Kirke«, 1868—70),
Menzel den vidt spændende, i sin Myreflid geniale
Kunstner, Preusserforherliger, der i sine yngre
Dage havde ydet en glimrende (fransk
paavirket) koloristisk Kunst (Théâtre Gymnase [1855])
og i 1875 med Stræben efter nøgtern
Objektivitet gav sit store »Jernvalseværket«. I Leibl’s
Spor fulgte Trübner og mange andre; C.
Schuch, G. Küehl, L. Hoffmann etc. ydede
meget koloristisk værdifuldt, og den alsidige,
frodige og selvstændige L. Corinth fortsatte
endnu op i vore Dage denne Linie. Liebermann’s
mægtige, saa koloristisk behændige og lysende
Produktion betegner Impressionismens Tinde
(Ny-Impressionister: Kurt Herrman, P. Baum,
Chr. Rohlfs m. v.), og paa andre Omraader
fejrede et impressionistisk Syn Triumfer i
Slevogt’s fantasirige, dekorativt let flydende Kunst.
Men da disse Retninger under teknisk
Fuldkommengørelse syntes at have udtømt
Mulighederne, og Tilbageslaget her som overalt i Kunstens
Verden meldte sig i Form af Kubisme og
meget andet, viste der sig ikke ringe Grobund i
T. for dette ny. Særlig for »Kunsten indefra«,
Ekspressionismen, der kunde give netop visse
tyske Karakteregenskaber det forløsende Sprog.
Den i Tyskland levende Nordmand Munch’s
følsomme Kunst virkede ansporende
(Schmidt-Rotluff, E. Heckel, Otto Müller), men
Schweizeren Hodler’s mandig-stærke og storladne
Kunst blev den mønstergyldige; den var med
til at give Udløsning for den ny, famlende
Kunsttrangs Mod paa det djærve og stærke,
selv det brutale. Denne ny tyske Kunst staar
endnu højst uafklaret. Blandt Mængden af
Navne fremhæves Karl Caspar, L. Feiniger, Karl
Hofer, Ad. Hölzel, W. Jaeckel, A. Kanoldt, E.
Kirschnr, M. Melzer, de af Matisse
paavirkede H. Purrmann, H. Nauen, O. Moll;
endvidere den højtbegavede Oskar Kokoschka, de
to i Verdenskrigen faldne A. Weisgerber og
den meget lovende Fr. Marc, de oprindelig fra
Liebermann udgaaende Max Beckmann, B.
Berneis og W. Rösler, endelig Emil Nolde, Georg
Gros, Pechstein og Levy. Af andre Malere fra
den nyeste Tid kan nævnes A. Degner, Leo
v. König, E. Spiro og Lesser Ury samt R.
Nägele. (Litt.: Hovedværk: »Geschichte der
Deutschen Kunst«, I—V [Berlin 1887—91] [I
Dohme, »Baukunst«, II Bode, »Plastik«, III
Janitschek, »Malerei«, IV Lippmann,
»Kupferstich und Holzschnitt«, V Falke,
»Kunstgewerbe«]; Lübke, »Geschichte d. D.
K.« [Stuttgart 1890]; Otte, »Gesch. d.
deutschen Baukunst« [Leipzig 1874]; A. Haupt,
»Baukunst d. Renaissance in Deutschland«
[Berlin 1916]; M. Wackernagel, »Die
Baukunst d. 17. u. 18. Jahrh. in d. germanischen
Ländern« [Berlin 1915]; Fr. Burger, H.
Schmitz m. fl., »Die Deutsche Malerei« [3
Bd, Berlin 1913—19]; Reber, »Kunstgeschichte
d. Mittelalter« [Leipzig 1886]; Lübke, »Gesch.
d. Renaissance in Deutschland«, I—II [2. Opl.,
Stuttgart 1882]; Gurlitt, »Gesch. d.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
