Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tyskland (Kunst) - Tyskland (Musik)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
barockstils in Deutschland« [smst. 1889]; Reber,
»Gesch. d. neueren D. K.« [smst. 1876];
Rosenberg, »Gesch. d. modernen Kunst« [Bd
2—3, Leipzig 1887—89]; Gurlitt, »Die
deutsche Kunst des 19. Jahrh.« [Behlin 1890];
Dehio, »Geschichte des deutschen Kunst«
[Hovedværk, 3 Dobbeltbind, Berlin 1919—25]; C.
Glaser, »Zwei Jahrhunderte deutscher
Malerei« [München 1917]; Samme, »Die
altdeutsche Malerei« [1925]; L. Justi, »Deutsche
Malerkunst neunzehnt. Jahrhundert« [München
1917]; Rich. Hansen, »Deutsche Malerei im
neunzehnten Jahrh.« [1914]; Max Deri, »Die
Malerei im XIX Jahrh.« [2 Bd, Berlin 1919].
— En Oversigt over Kunsten i de forskellige
tyske Landsdele byder de talrige »Kunst- und
Baudenkmäler« [Rhin-Provinsen, Kongeriget
Sachsen, Provinsen Sachsen, Bayern, Hannover
og mange flere]).
(A. R.). A. Hk.
Musik.
Med Kristendommen kom den latinske
Kirkesang til T. i 8. Aarhundrede, og der oprettedes
særlige Sangerskoler til Oplæring i gregoriansk
Kirkesang, saaledes i Fulda, Eichstät og
Würzburg. Senere, under Karl den Store, blev disse
Sangerskoler yderligere udvidet med den
romerske Schola cantorum som Forbillede;
navnlig var Sangerskolerne i Metz, Reichenau og
St. Gallen berømte. Gennem mange
Aarhundreder blev St. Gallen Midtpunktet for Plejen af
Kirkesang og de musikalske Videnskaber. Dette
Kloster ejede som et kosteligt Klenodie en
Afskrift af det ældste gregorianske Antifonar, og
her holdt de gamle Sange sig i deres oprindelige
Renhed, medens Klosterbrødrene ivrig dyrkede
Tonekunsten, Mænd som Ratpert eller
Tuotilo, Opfinder af de saakaldte »Troper«,
eller Notker Balbulus, hvem de første
»Sekvenser«, latinske Salmer, skyldtes. Særlig
Benediktinerne arbejdede for Kirkesangens
Fremme, og lærde Traktater om Tonernes
Kunst forfattedes af Regino fra Prüm,
Berno og Hermann Contractus fra
Reichenau, Wilhelm fra Hirschau, Notker
Labeo fra St. Gallen. Til de tyske religiøse
Folkesange, de senere saakaldte »Leiser« (Kyrie eleison),
kom endvidere de ikke-kirkelige Sange, Heltesange
o. l. Om disse sidste ved vi dog fra denne Tid
meget lidt. Den ældste er et Kvad om Ludvig
III’s Sejr over Normannerne (9. Aarhundrede),
men Melodien mangler. Til Billedet af
Middelalderen hører tillige de gejstlige Skuespil og
Mysterierne, der opførtes med rigelig
Anvendelse af Sang, mest i »gregoriansk« Form,
Julespil, Passioner, Paaskespil og Marie-Klager, og
endelig senere i Tiden Skoledramaerne. En Rest
af alt dette eksisterer endnu i de bekendte
Passionsspil i Oberammergau i Sydbayern.
I 12.—14. Aarhundrede faar vi i
Minnesangernes Kunst en ejendommelig Forbindelse af Digt
og Musik ligesom hos de franske Troubadurer.
Berømt er Sangerkampen paa Wartburg 1207,
hvori bl. a. Walther v. d. Vogelweide
deltog og Wolfram v. Eschenbach,
»Parsifal«’s og »Titurek’s Sanger, derimod ikke
Tannhäuser, der er noget yngre. Bekendt
er endvidere »Tristan og Isolde«’s Sanger,
Gottfried af Strassburg, og
Frauenlob. Musikalsk interesserer
Minnesangerne os dog ikke synderlig ud over det historiske,
deres Melodier er endnu saare primitive, mest
holdte i en ensformig Psalmodieren efter
Kirkesangens Art. Dog forekommer enkelte smukke
Eksemplarer, øjensynlig paavirkede af
Folkevisen. Minnesangernes borgerlige Efterkommere,
»Mestersangerne«, har endnu mindre musikalsk
Interesse. Med deres mange Snørklerier og
musikalske Falbelader savner dog disse
Melodier ikke en vis Karakteristik.
For at lære selve Folket og dets musikalske
Begavelse at kende maa man gaa til
Folkevisen. Allerede i tidlige Opskrifter, »Limburger
Chronik« (14. Aarhundrede) og »Locheimer
Liederbuch« (15. Aarhundrede), træder denne
os i Møde i hele sin ejendommelige Skønhed og
Friskhed. Særlig Betydning faar Folkevisen ved
de religiøse Folkebevægelser. Den toner fra
Flagellanternes vilde Skarer, kommer med i de
tidlige Reformationsstrømninger, hos
Husitterne og hos de bøhmiske og mähriske Brødre,
og da Reformationen endelig bryder igennem,
bliver Folkevisen i den ny Kirke sat i Højsædet
Side om Side med de gamle Kirkesange. Med
Folkevisen og den lutherske Koral faar vi
Udgangspunktet for en ny national tysk
Tonekunst. Tidligere havde Franskmændene,
Nederlænderne og til Dels Italienerne ført an i
Musikkens Rige, tyske Navne forekommer kun
sjældent, saaledes i 12. Aarhundrede Franco
af Köln (Tonelærer), senere, i den
nederlandske Periode, Jacobus Gallus. Nu i
Reformationsaarene begynder derimod den
tyske Tonekunst at gøre sig selvstændig gældende,
den sætter Blomst med Mestre som den geniale
Hans Leo Hasler fra Nürnberg og
Schweizeren Ludwig Senfl, paa
protestantisk Grund med Johs. Eccard. Den ny
Kunst støttedes mægtig ved Nodetrykkets
Opfindelse ikke længe forinden. Blandt de ældste
Nodetrykkere findes to Tyskere, Gallus i
Ingolstadt og Reyser i Würzburg
(Slutningen af 15. Aarhundrede).
Det stærke Fremstød fra Reformationstiden
fulgtes af et tilsvarende Tilbageslag under
Trediveaarskrigen. For Musikkens Vedkommende
standsede dog Udviklingen ikke helt, men
fortsatte sin Gang trods alt. Den støttede sig til de
store protestantiske Kantorater, der blev
Planteskoler for den kommende Tid, og til den ny,
rigt opblomstrende instrumentale Kunst. Midt
under Trediveaarskrigens Rædsler virker
Komponister som Michael Prätorius i
Wolffenbüttel og Heinrich Schütz i Dresden,
den sidste baade med Kirkemusik og
Teatermusik, Passioner og Kantater, under stærk
Indflydelse af den ny Musikstil fra Italien, men dog
af tysk Aand, en Formidler mellem gammel og
ny Tid. Instrumentalkunsten knytter sig foreløbig
mest til Orglet. Fra 15. Aarh. findes allerede to
berømte Mestre, Konrad Paulmann fra
Nürnberg og Paulus Hofheimer i
Kejserens Tjeneste. Nu, i 16.—17. Aarhundrede,
da Udviklingen tager Fart, kan vi skelne mellem
to Skoler i den tyske Orgelkunst, en nordtysk
og en sydtysk. Den første tager sit
Udgangspunkt fra den nederlandske Orgelmester
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
