Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tyskland (Teater)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
protestantiske Propaganda. Mestersangerlauget dèr
ejede et fast Teater med overdækket Scene og
aaben Tilskuerplads. Den lærde, saakaldte
Skolekomedie for de dannede Klasser blev
anbefalet af Morten Luther ud fra den
Betragtning, at den »lærte unge Folk godt Latin og
gjorde Djævelen gal i Hovedet«. Ude paa
Landet vedligeholdt Bønderne i de katolske
Landsdele det kirkelige »Mysterium«, hvilket endnu
i moderniseret Form finder Sted hvert tiende
Aar i Oberammergau — om end næppe længer
med Gudsdyrkelse som Motiv — og »Mysteriet«
blev ogsaa længe opretholdt af Jesuitterne, der
anvendte stor Pragt for at vinde og bevare
Stemningen for Katolicismen.
Interessen for Skuespil blev yderligere næret af
omvandrende engelske Trupper, der fra c. Aar
1600 hurtigt overfløj de hjemlige Agerende, som
hidtil var Dilettanter. Englændernes Repertoire
var nyt for T.; det udførtes paa »god Tysk« og
bestod af spændende, blodige Optrin isprængt
en lystig Harlekinsfigur; disse Bander gav
ogsaa det tyske Publikum det første, om end
forvrængede Begreb om Shakespeare’s Drama.
Englænderne og for Resten ogsaa en Del
Hollændere blev efterhaanden konkurreret ud
af tyske Vandretrupper, hvis Repertoire var de
saakaldte »Haupt- und Staatsactionen«, raa
Farcer, halvt ekstemporerede Harlekinsløjer,
Varietékunster af simpel Art, stærke Mænd og
Blaarædere.
Omkring Slutningen af 17. Aarh. kan paavises
nogen Forbedring i Smagen, idet Magister
Velthen 1684 knyttedes til Dresdnerhoffet og
indførte Molière, Calderón og Goldoni.
Vidererækkende Betydning fik Litteraten I. C. Gottsched,
der reformerede i fransk Aand, og som
støttedes af den energiske Teaterdirektrice Caroline
Neuber, hvis Trup blev ledet med streng
Disciplin, hvorved Skuespillernes sociale Niveau
højnedes. Kampen gik ud paa at rydde Scenen
for »Haupt- und Staatsactionen« og
»Hanswurstløjerne«, og Truppen blev understøttet af
Hertug Karl Frederik og antog Betegnelsen
»Slesvig-Holstensk«, men efter et Brud med
Gottsched og hans Ideer sluttede Caroline
Neuber sig til en nyere Smagsretning og indførte
Lessing, der gav det tyske Teater de
Originaler, det længe havde savnet. Hendes Ensemble,
der opløstes c. 1750, er Kærnepunktet i 18.
Aarh.’s tyske Teaterhistorie; derfra udgik
Relationer til de senere Teatre. J. F.
Schönemann, som 1741 indførte Holberg, virkede hos
hende, og til hans Trup hørte senere Konrad
Ekhof, som blev »den tyske Skuespilkunsts
Fader«, fordi han grundlagde den naturalistiske
Menneskefremstilling i de tysktalende Lande;
han overtog c. 1775 Hofteatret i Gotha, hvorfra
Fr. Schiller’s første Scene, Mannheimerteatret,
hentede sine Hovedkræfter. Til Schönemann’s
Ensemble hørte ogsaa K. Ackermann, hvis
Personale senere blev til Hamburger-Teatret, som
under F. L. Schröder’s navnkundige Ledelse i
Slutningen af 18, Aarh. dyrkede baade det
borgerlige Skuespil, Goethe og Shakespeare. Hos
Ekhof i Gotha uddannedes A. W. Mand, hvis
sentimentale Komedier hævedes over
Fortjeneste, og hvis Kulmination som scenisk
Fremstiller fandt Sted i Weimar, hvor han vandt
Goethe’s Anerkendelse; 1796 overtog han det kgl.
Teater i Berlin, og her blev en af hans sidste
Handlinger at ansætte Ludwig Devrient, den
romantiske Periodes største Geni, paa den
tyske Scene. Overhovedet kan Skuespilkunsten
i T. adskilles i to Arter: Hamburger-Skolen
med Schröder’s Krav om karakteriserende
Naturlighed i Spillet og Weimar-Skolen, som efter
Goethe’s Mønster kræver skøn Deklamation og
idealiserende Stil. Begge Kunstretninger
kappes endnu og har gennem Tiderne haft højt
begavede Repræsentanter.
Fra Midten af 19. Aarh. overstraaledes alle
tyske Scener af Burgteatret i Wien, hvor
Sammenspillet holdtes i Ære, medens
Virtuosvæsenet ellers bredte sig til Skade for den
kunstneriske Helhed. Forgæves bestræbte Karl
Immermann i Düsseldorf c. 1835 sig for at skabe en
ny Goethe-Scene. Fyrsternes Støtte havde
tidligere betydet meget for Skuespilkunstens
Udvikling, og det blev da atter en Regent, som
paany bragte tysk Skuespilkunst i Ry, nemlig
Georg II af Sachsen-Meiningen. Hans
Bestræbelser gik ud paa at bekæmpe Virtuosvæsenet
og gøre Fremstillingen til et organisk Hele, i
hvilket alt, fra den pragtfulde Dekoration til den
mindste Rekvisit, var af lige Værdi for den
kunstneriske Virkning. »Meiningerne« indførte
Ibsen og Bjørnson, og fra 1874—90 gav
Ensemblet c. 2600 Gæsteforestillinger i de andre
tyske Byer samt i Holland, Belgien, Rusland
og Skandinavien (Kbhvn 1889). Med stor
Troskab mod Teksten dyrkede de den ædle Stil;
deres Styrke var den størst mulige Ægthed i
Udstyret, Svagheden en Trang til at udspile alt,
hvorved man lagde lige saa stor Vægt paa det
uvæsentlige som paa det væsentlige i
Digterværket, medens man tilstræbte større
Naturalisme, Koncentration og Handling ved
Deutsches Theater i Berlin, som under O. Brahms’
Ledelse (1894—1904) blev den førende Scene
med Kunstnere som Kainz, Hermann Nissen
og Agnes Sorma i Spidsen. Ogsaa under
Efterfølgeren M. Reinhardt bevarede Deutsches
Theater sit Ry, navnlig da han var paavirket
af Kunstnerteatret i Moskva og søgte at bringe
»de indre Oplevelsers Skuespilkunst« til det
øvrige Europa via Berlin. Men snart fortabte
hans Iscenesættelser sig i ydre tekniske
Paafund, og efterhaanden gled de helt ud i
Manegen. Efter T.’s Sammenbrud maatte Reinhardt
forlade Styret for alle de Scener, han ledede;
Forholdene blev kaotiske, og Folkets oprevne
Tilstand afspejlede sig i dramatiske
Skildringer af Usædelighed og Rædsler; de førende
Kunstnere, f. Eks. Moissi, drog selv ene paa
Gæstespil viden om Lande; alle mulige
Eksperimenter blev forsøgt; saaledes tilstræbte L.
Jessner paa det tidligere kgl. Skuespilhus at
gennemføre en »kubistisk« Stil, der dog næppe
vil faa Betydning for Fremtiden. Snarere synes
denne at tilhøre Arbejdernes Teater
Volksbühne (bygget 1914), hvor den naturlige
Forenkling er Parolen. Denne Scene staar ikke
alene aaben for nye kunstneriske Forsøg, men
Shakespeare og Ibsen indtager ogsaa en stor
Plads i Repertoiret. Rampelyset er et
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
