Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Udødelighed - Udødelighedsdrikken - Udødelighedslandet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Kirkes Lære har U. været et Grundled, og inden
for Teologien har U.’s legemlige Karakter
ikke været meget betvivlet, selv om der har
været megen Strid om dette Legemes Natur.
Den athanasianske Bekendelse erstattede dog
Trosleddet: »Kødets Opstandelse« med »de
dødes Opstandelse«, hvad f. Eks. den svenske
Kirke har fastholdt i sin Oversættelse af den
apostoliske Trosbekendelse.
Tvivlen om U. har rørt sig blandt
Tænkerne fra tidlig Tid, nemlig saa længe som der
har været en materialistisk Tankegang
fremme, hos Grækere saavel hos Atomisterne
Demokrit og Epikur som hos Skeptikerne. Men
den platoniske Filosofi med den mystiske
Evighedslære overvældede ganske disse
naturalistiske Standpunkter, og der dannede sig
allerede hos Platon (især i hans Phædon)
Beviser for Sjælens U., der lægges Sokrates i
Munden, nemlig at Sjælen (i Modsætning til
Legemet) efter sit Væsen er uopløselig. Senere
Tider har opstillet en Række saadanne
Beviser, blandt hvilke tre er blevne særlig
navnkundige: 1) det psykologiske Bevis, der
gaar ud fra Sjælens uopløselige Natur, 2) det
moralske, der gaar ud fra Retfærdighedens
Fordring om Harmoni mellem Menneskets
Værd og Skæbne, og, i sin smukkest udviklede
Form hos Kant, kræver en hinsidig
Lyksalighed til at opveje de Savn, den gode har
maattet paalægge sig, og endelig 3) det
teleologiske Bevis, der kræver denne Fortsættelse af
Menneskelivet for at give Individet Lejlighed
til fortsat Udvikling. Især 18. Aarh.’s
rationalistiske Filosofi og Teologi, for hvem U. stod
som en af Religionens faa uomstødelige
Sandheder, arbejdede meget med disse Beviser. De
er imidlertid blottede for al egentlig
Beviskraft og snarere at betragte som Paastande
eller formulerede Krav fra Menneskets Side.
Den moderne Tankegang i denne Sag vilde
omtrent forme sig saaledes: Fra naturalistisk
Side vil man benægte Sjælens U. og tværtimod
erklære Sjælen for en Funktion af Organer,
med hvis Opløsning den maa forsvinde; man
vil fremdeles vise hen til den øvrige Natur, i
hvilken sjælelige Fænomener forekommer, uden
at vi derfor tænker os disse Sjæle som
udødelige. Fra mere kritisk Side vilde man derimod
atter indvende, at vi ikke paa Forhaand ved,
om Sjælen blot er en Organfunktion, og om
den uden videre falder sammen med
Dyresjælen; ligesom man ogsaa vil undre sig over, at
den samme Videnskab, der til det yderste
fastholder Stoffets Uforgængelighed, vil frakende
Aandens langt vigtigere Omraade en lignende
Bestandighed. Medens det er uforklarligt,
hvorledes en saadan fortsat Tilværelse kan
realiseres, bliver paa den anden Side
Tilværelsen selv lige saa uforstaaelig, hvis den
menneskelige Personlighed blot skulde tænkes som
en saadan organisk Funktion, der stiger frem
for atter at forsvinde, og det er en fattig Trøst
og i Grunden en Borttydning af Problemet,
naar Aug. Comte og andre henviser til den
U., der vindes ved at leve videre i Slægten,
enten gennem sine Børn eller gennem sine
Gerninger. (Litt.: Oversigter: C. Stange,
»Die Unsterblichkeit d. Seele« [Gütersloh 1925];
G. Runze, Artiklen »Unsterblichkeit« i
Realencyplop. d. protest. Kirche XX; Artiklen
Immortality i Hasting’s Encycloped. of Rel. a.
Ethics, vol. 7. Historisk: E. Spiess,
»Entwickelungsgesch. d. Vorstellungen vom
Zustande nach d. Tode« [1874]; L. Marillier,
La survivance de l’âme et l’idée de justice chez
les peuples non civilisés [Paris 1898]; I. G.
Frazer, The belief in immortality, I—III
[London 1913 ff.] (primitivt); A.
Wachtmeister, »Primitiv själevandringstro« [Sthlm
1925]; W. Brede Kristensen, »Livet fra
Døden. Studier over ægyptisk og gammel
græsk Religion« [Oslo 1925]; Alfr.
Jeremias, »Die babylonisch-assyrischen
Vorstellungen vom Leben nach d. Tode« [Leipzig
1887]; N. Söderblom, La vie future d’après
le Mazdéisme [Paris 1898]; E. Rohde,
»Psyche, Seelenkult u. Unsterblichkeitsglaube d.
Griechen« [Tübingen 1894, 7.-8. Opl. 1921]; J. P.
Jacobsen, »Manes; de døde og Menneskelivet«,
I—III [Kbhvn 1914 ff.]; Ferd.
Kattenbusch, »Der Christi. Unsterblichkeitsglaube«
[1881]; John Caird, Fundamental ideas of
christianity [Glasgow 1899]. — Filosofisk: W.
Windelband, »Lehrbuch d. Gesch. d.
Philosophie« [Tübingen, 4. Opl. 1907 og senere]
(»Unsterblichkeit« i »Index«); Samme,
»Einleitung in die Philosophie« [Tübingen 1914] § 21;
O. Pfleiderer, »Religionsphilosophie« [1878
ff.]; J. E. Carpenter, The place of
immortality in religious belief [London 1898]; W.
Chester, Immortality [1904]; G. Runze,
»Die Psychologie des Unsterblichkeitsglaubens
u. d. Unsterblichkeitsleugnung« [Stud. z. vergl.
Rel. Wiss., II, 1894]; Poul Martin
Møller, »Tanker over Muligheden af Beviser for
Menneskets Udødelighed« (i Efterladte Skrifter
1839—43[; F. v. Scheele, »Om själens
odödlighet« [1899]; Theodor Fechner, »Das
Büchlein vom Leben nach d. Tode« [1836];
William James, Human immortality
(Ingersoll Lectures) [London 1898]; Maurice
Maeterlinck, La Mort [Paris 1913].
Spiritistisk: W. H. Myers, Human personality
and its survival of bodily health [London 1903].
Se i øvrigt Litteraturangivelsen til Artiklen
Spiritisme).
Edv. L.
Udødelighedsdrikken, se Amrita.
Udødelighedslandet (oldn. Ódáinsakr).
Ligesom mange andre Folk (jfr. Elysion)
har Nordboerne en Forestilling om en
Udødeligheds- og Salighedsverden ved Siden af de
egentlige Dødsriger. Sædvanlig opfattes det som
eet med Glasisvellir (de straalende
Vange), og her bor Kong Gudmund med sin
Guldrigdom og sine mange fagre Døtre (denne Form
er vistnok paavirket af irske Skippersagn om
»Livslandet«, »Ungdomslandet«, »Jomfrulandet«).
Dog findes ogsaa noget vage Forestillinger om
en Dommer (Hovund) i U. Sakse har et
kortfattet Sagn om en Høvding Fjaller, der drog
bort (døde bort?) til »Undensakre«. Senere i
Middelalderen overførtes U. til det kristne
Paradis (»Erik den vidførles Rejse til U.«). (Litt.:
A. Olrik, »Sakses Oldhistorie«, II, S. 133 ff.,
158 ff.).
(A. O.). G. K-n.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
