Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Undersædig - Undersøgelse - Undersøgelseskommissioner, internationale
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Undersædig, se Blomst, S. 463.
Undersøgelse,
Undersøgelsesdommer, Undersøgelsesproces,
Undersøgelsesret, se Forundersøgelse,
Inkvisitionsproces og
Straffeproces.
Undersøgelseskommissioner,
internationale. I den paa den første
Haag-Konference 1899 vedtagne Konvention om fredelig
Bilæggelse af internationale Stridigheder optoges
i Afsnit III en Række Bestemmelser om
internationale U. (Commissions internationales
d’enquête). Meningen med disse Bestemmelser var
at give Anvisning paa et Middel til Bilæggelse
af Tvistigheder, som udspringer af en forskellig
Opfattelse af faktiske Forhold. Saadanne
Tvistigheder vil ofte frembyde særlige
Vanskeligheder, fordi de paagældende Regeringer hver
for sig maa støtte sig til Indberetninger fra
deres egne Embedsmænd, hvilke kan være stærkt
afvigende, navnlig naar det drejer sig om den
Adfærd, Embedsmændene selv ved en vis
Lejlighed har udvist. Er det faktiske Sagforhold
derimod bragt paa det rene, giver Tilfældet maaske
i øvrigt ingen Anledning til Tvivl, men lader sig
let ordne ved indbyrdes Forhandling. De
internationale U.’s Opgave er derfor at lette
Afgørelsen af Tvistigheder af den omhandlede Art
ved at oplyse de faktiske Spørgsmaal gennem
en upartisk og samvittighedsfuld Prøvelse,
hvorimod det ligger uden for deres Opgave at
afsige Voldgiftskendelser. Der forbeholdes
tværtimod Parterne fuld Frihed i Henseende til den
Virkning, de vil tillægge den stedfundne
Konstatering af Faktum. Efter det oprindelige af
Rusland stillede Forslag var det Meningen, at
en international U. altid skulde nedsættes, naar
det forlangtes af den ene af to stridende
Magter, forudsat blot at Uenigheden drejede sig om
faktiske Forhold, og at den ikke berørte
Modpartens Ære eller væsentlige Interesser. Paa
Grund af Modstand fra forskellige Balkanstaters
Side viste det sig dog umuligt at naa saa vidt,
og Konventionen maatte derfor indskrænke sig
til at anbefale Nedsættelse af U. i Tilfælde,
hvor Omstændighederne tillod at gøre Brug af
dem. At man ikke desto mindre vedblivende
udelukkede Anvendelsen af dem i Tvistigheder,
der berørte Æren eller væsentlige Interesser,
var strengt taget en Meningsløshed, men havde
naturligvis over for Bestemmelsernes fakultative
Karakter ingen praktisk Betydning. Angaaende
Kommissionernes Sammensætning og
Virkemaade indeholdt Konventionen kun et Par enkelte
forskrifter, idet den henskød Ordningen af disse
Spørgsmaal til de særlige Aftaler, som dog i alle
Tilfælde var nødvendige, for at Kommissionerne
kunde træde i Virksomhed. Konventionen af
1899 kom faa Aar efter dens Vedtagelse til at
gøre god Nytte i den saakaldte
Dogger-Bank-Affære (se Dogger Banke), under hvilken
der nedsattes en U., bestaaende af 5 Admiraler,
som ved deres Rapport skabte Grundlaget for
en mindelig Afgørelse af Striden.
De ved denne Lejlighed indhøstede Erfaringer
førte paa den anden Haag-Konference 1907 til
en Omarbejdelse af det om U. handlende
Afsnit i Konventionen om fredelig Bilæggelse af
internationale Tvistigheder, hvilken Konvention
paa den nævnte Konference var Genstand for en
almindelig Revision. Ifølge de 1907 vedtagne
Bestemmelser er Nedsættelsen af U. vel stadig
fakultativ, og de afgivne Beretninger har ingen
bindende Karakter, men Kommissionernes
Sammensætning og Forhandlingerne for dem er i
Modsætning til tidligere ordnede ved
detaillerede Forskrifter, der dog kun finder Anvendelse,
hvor Parterne ikke udtrykkelig har aftalt andet.
Kommissionerne skal saaledes som Regel have
deres Sæde i Haag, hvor den staaende
Voldgiftsdomstols internationale Bureau skal yde
dem Bistand. De skal sammensættes efter
samme Principper som den nævnte Domstol, altsaa
bestaa af 2 Medlemmer, udpegede af hver af
Parterne, samt en Formand, der vælges af de
fire andre Medlemmer, eller i Tilfælde af
Stemmelighed af en tredie Magt, som Parterne
udpeger i Fællesskab. Kan de ikke enes herom,
udpeger de hver sin Magt, og de to Magter
vælger da i Fællesskab Formanden. Hvis heller
ikke de kan enes, opstiller hver af dem to
Kandidater, og det afgøres derefter ved
Lodtrækning, hvem af de opstillede der skal være
Formand. Forhandlingen for Kommissionerne er
kontradiktorisk. Hver af Parterne giver en
skriftlig Fremstilling af Sagforholdet, saaledes
som det efter dens Opfattelse stiller sig, og
fremlægger desuden alle nødvendige
Dokumenter samt en Liste over de Vidner og Sagkyndige,
som den ønsker afhørt. Med Parternes
Samtykke kan hele Kommissionen eller enkelte af dens
Medlemmer besigtige Aastederne, ligesom den
ogsaa af egen Drift kan foranledige Vidner og
Sagkyndige tilkaldt. Efter Bevisførelsens
Slutning har Parterne Adgang til paa ny at
gennemgaa Sagen for Kommissionen, hvorefter
denne afgiver sin Beretning, der vedtages for
lukkede Døre med almindelig Stemmeflerhed,
men undertegnes af samtlige Medlemmer og
oplæses for Parterne i et offentligt Møde.
Efter disse Regler nedsattes 1912 en
Undersøgelseskommission i Anledning af, at italienske
Krigsskibe under Krigen med Tyrkiet havde
opbragt den franske Damper »Le Tavignano« og
beskudt to andre, hvorom Frankrig hævdede,
at det var sket i tunesisk Farvand, medens
Italien gjorde gældende, at det havde fundet Sted
paa det aabne Hav; da Kommissionen kun
kunde fastslaa visse Omraader, inden for hvilke de
paaklagede Handlinger var begaaet, indbragtes
Sagen for Voldgiftretten i Haag, men forligtes,
inden Kendelsen faldt. 1922 konstaterede en U.,
bestaaende af en dansk, en svensk, en hollandsk
og en tysk Marineofficer under schweizisk
Forsæde, at den hollandske Damper »Tubantia« i
1916 var blevet sænket af en Torpedo fra en
tysk Undervandsbaad, hvorefter Tyskland
betalte Erstatning.
De Forenede Staters Voldgiftstraktater med
Frankrig og Storbritannien af 3. Aug. 1911,
hvortil den amerikanske Præsident Taft og
Udenrigsminister Knox havde taget Initiativet,
men som paa Grund af det amerikanske Senats
Modstand ikke blev ratificerede, indeholdt
Bestemmelser om obligatoriske U., som paa
Begæring af en af Parterne skulde undersøge
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
