Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Undervisningsmetode - Undervisningsministerium - Undervisningspligt - Undervisningsraadet - Undervogn - Underwriters
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
i Fremgangsmaaden eller i Systematiseringen af
Stoffet, f. Eks. »den indbyrdes Undervisnings
Metode, Læse-Skrivemetoden,
Bogstavstavemetoden, Lydmetoden, Ordbilledmetoden, ja man
finder endog i Sprogundervisningen
Benævnelser som »Talemetoden« (eller den »direkte«
Metode) i Modsætning til »Oversættemetoden«.
Som Udtryk for den Økonomi, der nøder en til
af et mangfoldigt Undervisningsstof at nøjes
med en grundig Behandling af visse
karakteristiske repræsentative Eksempler, har man
dannet Benævnelsen »Typemetoden«.
Ser man imidlertid bort fra alle saadanne,
efter Undervisnings stoffets Beskaffenhed
tilrettelagte Fremgangsmaader for dets
planmæssige Tilegnelse og betragter Undervisningen
alene fra et pædagogisk Synspunkt,
nemlig som et Middel til at dygtiggøre Eleven til
selvstændigt Arbejde, falder Fremgangsmaaden
naturligt i to Hovedarter, som man kunde
kalde den meddelende og den
udfindende, idet en Kundskab kun paa to Maader
kan blive Eleven til Del, nemlig enten ved at
han faar den meddelt af Læreren, eller at han
ved dennes Ledelse gennem Spørgsmaal eller
Opgaver selv arbejder sig frem til Resultatet.
I store Træk svarer den udfindende Metode til,
hvad Videnskaben kalder Analyse og
Induktion: man opløser et Hele i dets enkelte Dele,
og af det, der viser sig at være fælles for en
Gruppe af Enkelttilfælde, udleder man almene
Regler og Love. Den meddelende Undervisning
bygger derimod paa en forudgaaende Analyse
af Stoffet, saaledes at Læreren kan gaa
syntetisk til Værks, d. v. s. i sin Meddelelse
føje Enkelthed til Enkelthed, indtil
Helhedsbilledet er færdigt. Almene Regler og Love
meddeles som færdige Resultater (af
forudgaaende Induktion), som derefter belyses ved eller
anvendes paa Enkelttilfældene, hvilket kaldes
Deduktion. I Pædagogikkens Historie kan Rousseau
nævnes som Repræsentant for den analytiske,
Pestalozzi som Repræsentant for den syntetiske
Metode (se Hans Larsson, »R. og P. i våra
dagars pedagogiske brytningar«, Lund 1910).
For en flygtig Betragtning kunde det synes,
som om man helst burde undgaa den
meddelende Metode, og kun anvende den udfindende,
der bygger paa Elevens Selvvirksomhed. Men
dels er der jo Kundskaber, som kun kan faas
gennem Meddelelse fra andre (f. Eks. historisk
Viden); dels vil et større Krav til Elevens
Opfindsomhed, end denne kan svare til, kun virke
trættende, tidsspildende og nedslaaende paa
hans Mod, medens en direkte meddelt
Oplysning fra Lærerens Side hurtigt kan føre over
et dødt Punkt i Undervisningen og være
Betingelsen for, at en frugtbringende
Selvvirksomhed tager fat paa Fortsættelsen. Endelig kan
den være nødvendig i Tilfælde, hvor man ved
at lade Eleven prøve sig frem kunde risikere,
at Fejl (uheldige Vaner) sætter sig fast og er
vanskelige atter at udrydde, medens de
forebygges, naar man straks indprenter det
rigtige. At undervise er da som at lege »Tampen
brænder«. Det er Læreren, som ved, hvor den
er gemt; men det er Eleven, der skal have fat
i den. Dette kan aabenbart kun ske paa to
Maader, enten ved, at Læreren fortæller ham
Skjulestedet, eller ved at Eleven selv opdager det.
Vekselvirkningen mellem de to Parter og
Fornøjelsen ved Legen beror nu paa, at ingen af
Delene helt finder Sted. De betegner kun
Ydergrænserne for de utallige Blandingsformer, som
det er Lærerens Kunst at være fortrolig med.
Selv ved den udfindende Metode — især naar
den drives som Klasse- eller Masseundervisning
— er Elevens Selvvirksomhed imidlertid
indskrænket til at bevæge sig indenfor de af
Lærerens forudlagte Plan og gennem
Detailspørgsmaal afstukne Baner. Der er derfor i den
nyeste Tid kommet en Reaktion mod den
vidtdrevne Klasseundervisningsteknik. De frie
Skoleformer kræver, at ikke blot Behandlingen af
Undervisningsstoffet, men ogsaa dets Valg og
Valget af Arbejdsfæller i hvert Fald til en vis Grad
skal udspringe af Elevernes eget Initiativ.
Læreren faar da den Opgave — hvis han ikke
skal være helt overflødig — at lokke Eleverne
til at vælge fornuftigt. Laboratoriearbejde —
individuelt eller gruppevis — bliver derfor
disse Skolers Løsen, hvad Metodespørgsmaalet
angaar.
A. D.
Undervisningsministerium. Et særligt U.
oprettedes ved kgl. Resol. 28. Apr. 1916, der
delte det tidligere Kirke- og
Undervisningsministerium (s. d.) i to selvstændige Ministerier
for henholdsvis Kirkevæsen og
Undervisningsvæsen. U. behandler for Tiden alle Sager om
den højere og lavere Undervisning, dog med
visse Undtagelser, deriblandt navnlig den
under Landbrugsministeriet, Handelsministeriet og
de militære Ministerier hørende faglige
Undervisning, endvidere Sager angaaende Institutter
og Samlinger for Videnskab og Kunst og andre
Foranstaltninger til Fremme af disse, saaledes
Sager om Biblioteker, Arkiver, Museer, det kgl.
Teater, Kunstakademiet, Rigshospitalet,
endelig Sager om den litterære og kunstneriske
Ejendomsret og Sager om Bygningsfredning.
Indtil 1924 hørte ogsaa Sager om
Opdragelsesanstalter og Børnehjem samt Forsorgen for
Blinde, Døvstumme, Aandssvage og Vanføre
under U., men disse Sager overgik derefter til
Socialministeriet og behandles nu i dettes
Afløser, Sundhedsministeriet. U. er delt i to
Departementer, 1. Departement for Sager om
Folkeskolevæsenet, Folkeskolelærernes Uddannelse,
Højskolerne og visse andre nærbeslægtede
Grene af Undervisningsvæsenet, 2. Departement
for den højere Undervisning samt de andre
ovenfor nævnte Sager.
P. J. J.
Undervisningspligt, se Skolepligt.
Undervisningsraadet kaldes i Norge den
Institution, som bistaar Kirke- og
Undervisningsdepartementet ved Tilsynet med de højere
Almenskoler og ved Ordningen af
Afgangsprøverne (L. 27. Juli 1896 § 49). Det bestaar af syv
Medlemmer, som beskikkes af Kongen for en
Tid af fem Aar og vælges blandt Mænd, der har
praktisk Indsigt i det højere Skolevæsen. U.
sender aarlig Beretning til Kirkedepartementet
om sin Virksomhed og om Udfaldet af
Prøverne. Ved alle hygiejniske Spørgsmaal tiltrædes
Raadet af en Sagkyndig.
(K. F.). Wt. K.
Undervogn, se Jernbanevogne, S. 18.
Underwriters [andəra^itə], se Lloyd-Lloyd
Underwriters, S. 949.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
