Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Undset, Ingvald Martin - Undset, Sigrid
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
der saa tidlig bortrev ham, maatte han afslaa
flere ærefulde Kaldelser fra Udlandet.
I den moderne Arkæologis Historie er der faa
Mænd, som har udøvet en saa bestemmende
Indflydelse paa Studiernes Gang, og særlig i
Nordtyskland har vel ingen indvirket saa
klargørende og vejledende som U. Han vakte først
Opmærksomheden hen paa sig ved et Arbejde
over Ungarns Bronzealder (1880), og hans
Hovedværk »Jernalderens Begyndelse i
Nordeuropa« satte ham med eet Slag blandt Europas
første Arkæologer. Hans øvrige videnskabelige
Forfatterskab er, uagtet hans Virksomhed blev
saa tidlig afbrudt, af betydeligt Omfang. Af
hans selvstændige Bidrag til Nordens særlige
Arkæologi er de vigtigste: »Norske Oldsager i
fremmede Museer« (1878), en udførlig
ræsonnerende Oversigt over Norges arkæologiske
Materiale fra den ældre Jernalder (1880) og nogle
mindre Afhandlinger fra hans sidste Aar,
vedrørende Vikingetiden, hvori han eftertrykkelig
fremhæver og med Eksempler belyser den
nordiske Kulturs Sammenhæng med den
udenlandske ogsaa i dette Tidsrum og Nødvendigheden
af at efterspore de Vidnesbyrd, denne
Sammenhæng har sat sig i de fra Tiden bevarede
Oldsager. Af hans andre Skrifter kan nævnes:
»Fra Akershus til Akropolis« (1892, 2.
forkortede Udgave 1925), som indeholder, i populær
Form, Erindringer fra hans arkæologiske
Studierejser. (Litt.: »Norsk Forf.-Leks.« VI).
(Siegwart Petersen.). K. F.
Undset, Sigrid, norsk Forfatterinde, f.
20. Maj 1882 i Kolding, Danmark, Datter af
ovennævnte Ingvald Martin U. og danskfødte
Hustru Anna Marie Gyth. Faderen døde, da
U. var 11 Aar gammel; hun voksede op i Oslo
i smaaborgerlige Forhold og fik levende
Kendskab til den dannede, men fattige Ungdom, som
lever i billige Pensionater og paa Kontorer,
hvor de unge Piger selv maa tjene sit Brød.
U. blev voksen i Overgangstiden omkring
Aarhundredskiftet, da Bruset fra de gærende
Frihedsideer, sociale, politiske og kunstneriske,
begyndte at dø hen; de unge havde en Følelse af,
at Kampen ikke havde forandret Verden — de
stod uden Fordomme, men ogsaa uden
Illusioner. Ypperlig er i U.’s første Bøger Skildringen
af det trange, graa Oslomilieu med dets
beskedne Glæder, og af den kæmpende, lykketørstige
men nøgterne Ungdom, hvis svimle Drømme
om Elskov og Kærlighed som Livets store
Rigdom faar saa svag Bekræftelse i det virkelige
Liv. I denne Aand er U.’s første Bog, den
klare og sandfærdige Ægteskabsfortælling »Fru
Marta Oulie« (1907) skrevet. I hendes næste
Bog, Novellesamlingen »Den lykkelige alder«
(1908) er Tonen uroligere; der dirrer baade
Længsel og Bitterhed bag den naturlige Stil, i
disse Skildringer af Ungdommen, som med fin
Ironi kaldes for en »lykkelig Alder«. Efter en
Udenlandsrejse til Frankrig og Italien udkom
1911 den store Roman »Jenny«, som vakte stor
Opmærksomhed og blev Genstand for heftige
Diskussioner. Milieu og Skikkelser er de
samme som i de tidligere Bøger; men Oplevelsen er
heftigere, mere smertefuld, og der er en stærk
Virkelighedens Patos over den samtidig
dristige og nøgterne unge Jenny, som giver sig til
en Mand uden at elske ham, og som ikke kan
resignere, men bukker under i Skuffelse og
Skam. Efter »Fattige skjæbner« (1912) en
Samling Noveller over lignende Motiver som de
tidligere, fuldte 1914 Romanen »Vaaren«, som i
flere Henseender føltes som en Modsætning til
»Jenny«. Den er langsommere, omstændeligere,
ikke saa heftig og fuld af indre Spænding, men
ofte trættende. Rose i »Vaaren« har begyndt
Livet med utilfredsstillede Drømme og
Længsler som Jenny; men Ægteskabet lærer hende
Resignation og giver hende Evne til at finde
Lykke i Samlivet og i Hjemmets Kampe og
Glæder. I de følgende Novellesamlinger »Splinten
af troldspeilet« (1917) og »De kloke jomfruer«
(1918) er lignende Stemninger og Skildringer
fremherskende. Og i den moraliserende
Brochure »Et kvindesynspunkt«, som udkom i 1919
og var bygget over offentlige Foredrag, som
var holdt tidligere, holdt U. et heftig Opgør
baade med Kvindesag, Dyrkelse af Elskovens
ubetingede Ret og andre moderne Opfattelser,
og fremholdt med fanatisk Ensidighed Tanken
om Kvindens Hovedopgaver som Hustru og
Moder. U.’s Ideer begyndte at gribe bagover i
Tiden, og det samme gjorde fra nu af hendes
Emnevalg. Den historiske Sans, som var en
Arv efter Faderen, havde alt tidligere bragt
hende til at skrive Bøger over Fortidsemner —
i 1909 »Fortællingen om Viga-Ljot og Vigdis«,
en Digtning helt i Sagaens Aand og Tone, og i
1915 en Genfortælling af »Fortællinger om kong
Artur og ridderne af det runde bord«. Men
nu, da hele hendes Opfatning af Moral og
Kultur bragte hende paa Afstand af alt moderne
Liv, fordybede U. sig for Alvor i en Tid, da
Menneskene mere følte og tænkte, som hun selv
var kommet til at gøre. Baade hendes
historiske Sans og hendes nye Livsopfatning, som
mere og mere nærmede sig Katolicismen for
til Slut helt at gaa over til den, forenede sig
med hendes store digteriske Evne i den
betydelige og fængslende 3 Binds Roman »Kristin
Lavransdatter (I Kransen, II Husfrue, III
Korset)«, som udkom 1920—22. Det er en Roman
fra det 14. Aarhundredes Norge; med stor
historisk Viden skildrer hun Livet i norske Daler
og Byer i disse fjerne Aarhundreder, da Adelen
gik over til at blive Storbønder. Men først og
fremmest er »Kristin Lavransdatter« et mægtigt
Digterværk, som — trods sin unødige Bredde i
Skildringen af det daglige Liv i Norden og trods
sin tydelige Tendens — giver en gribende
Menneskeskildring mod Tidens Kulturbaggrund,
hvor Katolicismens Aandsindhold fremstilles
som den stærkeste Magt. Der er
uforglemmelige friske og levende Scener i Bogen, og flere
af dens Skikkelser — Kristin, Erlend, Lavrans,
Simon Darre — bliver altid staaende for ens
Bevidsthed. Saa betydelig er ikke U.’s næste
store Roman »Olav Audunssøn i Hestviken«,
I—II, som udkom 1925. Skildringen har ikke den
samme Inderlighed som i »Kristin
Lavransdatter« — den er blevet omstændeligere, mere
udflydende og Idéindholdet har ikke det Præg af
ny personlig og lidenskabelig Tilegnelse,
Stemningen er roligere, tryggere, Tendensen mere
doktrinær. Ogsaa denne Roman viser i mange
Henseender U.’s store digteriske Evner i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
