Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ungarn
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
er vanskelige at færdes paa; i Sommerens tørre
Tid støver de voldsomt, og naar Regnen
kommer, bliver de somme Steder helt bundløse. De
daarlige Veje og mangelfulde
Kommunikationsmidler hemmer i høj Grad Landbruget ude paa
Lavsletten, og Manglen paa Sten i Jordbunden
gør en Grundforbedring af Vejene meget
kostbar.
En Del af Landsbyernes Jord ligger hen som
Overdrev i Fælleseje, og de benyttes til
Fællesgræsgange for Heste, Kvæg, Svin og Gæs.
Af det dyrkede Areal i U. benyttes c. 70 %
til Korndyrkning og heraf igen Størsteparten til
Hvede og Majs; Resten anvendes saa til
Kartofler, Sukkerroer, Spindeplanter m. m.; ogsaa
til Vindyrkning bruges noget Areal; ude paa
Lavslettens sandede Strækninger dyrkes Vinen
paa flad Jord, den saakaldte »Landvin«. De
mest kendte Vinegne er dog Højdedragene ved
Byen Tokay.
Kornarealet i U. giver kun et lille
Foldudbytte, hvilket skyldes en mindre god
Behandling af Jorden og en alt for ringe Tilførsel af
Gødning. Kunstgødning bruges der kun lidt af,
og den største Part af Staldgødningen falder
paa Fællederne. Besætningerne er ogsaa
forholdsvis smaa. Tidligere spillede Hesteavlen en
Rolle, og den udholdende, velbyggede ungarske
Kørehest var kendt og skattet i Nabolandene.
Størsteparten af Kvæget er Fedekvæg og
Arbejdskvæg; foruden den hjemlige Race — den
hvide ungarsk-siebenbürgiske Steppeokse med
de lange udstaaende Horn — findes en Del
Berner-Simmelthaler-Kvæg og en Del Bøfler.
Kvægantallet er ikke stort, og den ungarske
Landbruger har af Kvæg i det alt væsentlige kun til
Husbehov, lidt til Mælk, til Slagtning og til
Trækbrug. Af Svin har han forholdsvis
betydelig flere, og af disse sælger han en Del. Det er
den hjemlige Race, det krusbørstede
Mangalika-Svin, som i særlig Grad har Interesse. Det er
af Fedtsvinetypen og slagtes i 18 Maaneders
Alderen i stærkt fedet Tilstand, for det er Fedtet
og Spækket, Ungarerne vil have. Smør spiser
de kun lidt af, og af Margarine næsten intet.
Husholdningernes Fedtforsyning maa komme
fra Svinene og fra Gæssene, og af disse sidste
vrimler det i Landsbyerne. Af Faar holdes der
ogsaa en Del, dog langtfra saa mange som i
ældre Tider.
I U. findes en Del meget store Godser, disse
er som Regel dyrket særdeles godt, hvorimod
Bondebrugene de fleste Steder staar meget
tilbage, hvilket i ikke ringe Grad skyldes, at en
Del af Jorden endnu drives i Fællesskab, og at
Bønderne ikke vil flytte ud fra Landsbyerne for
at bo paa deres Jord Vinter som Sommer.
Trevangssystemet er det fremherskende, en Del
Steder endog Tovangssystemet, hvor saa Hvede
veksler med Majs.
Der har i de senere Aar været arbejdet for
Oprettelse af mindre Landbrug ved Deling af
Storgodserne — »Latifundierne« —, hvoraf en
hel Del tilhører Staten, Kommuner og Kirken;
men Mangelen paa Penge har hindret dette
Arbejde, ligesom det ogsaa har knebet med at
skaffe Pengemidler til Landbrugsskoler og
andre tekniske Skoler til Dygtiggørelse af
Landboungdommen.
N. S.
Sprog og Litteratur, se
Magyarisk Sprog og Litteratur.
Historie. Vort Kendskab til U.’s Historie
begynder først med Slutningen af 1.
Aarhundrede f. Kr., da Romerne erobrede den vestlige
Del af Landet, som blev lagt ind under
Provinsen Pannonia inferior; om hvad der gaar
forud for denne Tid, vides ikke andet, end at
Pannonierne, et Folk af illyrisk Herkomst,
havde hjemme her, men ved Siden af dem
ogsaa Stammer af anden Nationalitet, Sarmater
og Kelter, der havde Bopæl især i den østlige
Halvdel af U., som allerede i den fjerne Oldtid
ligesom senere hen synes at have været
Tumleplads for Folkeslag af meget forskellig
Afstamning. I 5. Aarhundrede slog Hunnerne sig ned
paa Sletterne mellem Donau og Tisza, og
herfra udgik de frygtelige Plyndringstog, hvormed
Attila (s. d.) hjemsøgte Germanien, Gallien
og Italien. Efter Attila’s Død (453) gjorde
Østgoterne og dernæst Gepiderne (s. d.) sig til
Herrer i Landet, disse sidste maatte 527 vige
for Longobarderne, der 568 overlod U. til
Avarerne (s. d.), som nu i de følgende
Aarhundreder hærgede Nabolandene med Ild og Sværd,
indtil Karl den Store kort før 800 undertvang
dem; til Værn mod dem oprettedes Østmarken
(det senere Østerrig). Da Frankerriget efter
Karl den Store’s Død opløstes, trængte slaviske
Stammer N. fra ind i U., der blev indlemmet i
Sventopold’s store slaviske Rige i Mähren,
men dette omstyrtedes allerede 894 af den tyske
Konge Arnulf af Kärnten, som til Hjælp mod
Slaverne hidkaldte Magyarerne. Dette med de
finske Folk beslægtede Nomadefolk, der hidtil
havde boet paa Sletterne mellem Don og
Donau, hvorfra det fordreves af Petshenegerne,
satte sig nu (894—98) under Anførsel af Akmus
og hans Søn Árpád i Besiddelse af U. og blev
snart ligesom tidligere Avarerne en Skræk for
Tyskland, hvor deres vilde Rytterskarer
anrettede forfærdelige Ødelæggelser. Disse standsede
først, da de tyske Konger Henrik Fuglefænger
og Otto den Store havde tilføjet dem saa
frygtelige Nederlag paa Sletterne ved Unstrut (933)
og ved Augsburg (955), at de tabte Lysten til
fornyede Angreb paa Tyskland, og efter at de
ogsaa var blevne drevne tilbage af Bulgarerne
og Grækerne, slog de sig til Ro i deres eget
Land, hvor de tog faste Bopæle og lagde sig
efter Agerbrug. Under Árpád’s Sønnesønssøn
Geza (972—97) og dennes Søn Stefan I
den Hellige (997—1038) blev
Kristendommen med Magt indført i Landet, Stefan antog
Kongetitel og lod sig 1001 krone med den ham
af Paven skænkede Krone, hvorpaa den
kraftige Konge ordnede Rigsstyrelsen saaledes, at
der ved Siden af den med udøvende og
dømmende Magt udrustede Konge stilledes et Senat
bestaaende af Rigets Magnater og de fornemste
Prælater; desuden fik ogsaa den lavere Adel
og Gejstligheden store Privilegier og Riget
inddeltes i 72 Komitater. Stefan’s Søstersøn,
Peter I (1038—46), maatte for at faa Hjælp hos
den tyske Kejser Henrik III mod en af
Hedenskabets Tilhængere valgt Modkonge tage U. til
Len af Tyskland, men hans Efterfølger,
Andreas I (1046—61), der atter befæstede
Kristendommen, gjorde igen U, uafhængigt af
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
