Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Urinstof - Urinstofbakterier - Urinstofgæring
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Urinstof, Karbamid, CO(NH2)2, er
Kulsyrens Amid. Det findes i Urinen, navnlig hos
Kødædere, og i forskellige dyriske Vædsker. U.
dannes paa forskellig Maade, f. Eks. ved
Indvirkning af Ammoniak paa Karbonylklorid. Det
kan fremstilles saavel syntetisk som af Urin. Af
den sidstnævnte faas det ved Inddampning til
Sirupstykkelse og derpaa følgende Tilsætning af
koncentreret Salpetersyre; herved udfældes tungt
opløseligt salpetersurt U., som i vandig
Opløsning sønderdeles med Baryumkarbonat,
hvorefter U. udtrækkes af Blandingen med Alkohol.
Syntetisk fremstilles U. af Ammoniumcyanat,
idet man opvarmer en Opløsning af
Kaliumcyanat med Ammoniumsulfat; det herved
dannede Ammoniumcyanat, CNONH4, omdannes ved
Opvarmning af dets Opløsning til det isomere
U. Opløsningen inddampes, og af
Inddampningsresten udtrækkes U. med Alkohol og
udkrystalliserer af Alkoholopløsninger i store
farveløse Prismer. Disse smager kølende
ligesom Salpeter og er meget letopløselige i Vand
og i varm Alkohol. U. smelter ved 132° og
sublimerer i Vakuum uden Sønderdeling. Den
vandige Opløsning reagerer neutralt, idet
Dissociationskonstanten kun er 1,5 . 10-14. U.
danner ret bestandige Salte, men et Molekyl U.
forener sig kun med eet Ækvivalent Syre.
Talrige Forbindelser af U. og aromatiske Stoffer
har faaet stor teknisk Anvendelse til
Fremstilling af Farvestoffer, især Svovlfarvestoffer. —
Da U. i Organismen opstaar som
Sønderdelingsprodukt af Vævenes kvælstofholdige
Bestanddele, hvis Kvælstof væsentligst udskilles som U.
i Urinen, har det stor Betydning at kunne
bestemme Mængden af U. i Urin paa nogenlunde
nem Maade. Hertil benyttes bl. a. det Forhold,
at al U.’s Kvælstof frigøres ved Behandling af
U. med Bromnatron: CO(NH2)2 + 3NaOBr +
2NaOH = N2 + Na2CO3 + 3NaBr + 3H20;
det frigjorte Kvælstof opsamles og maales. Ved
Ophedning af U. dannes Cyanursyre og
Biuret, NH2—CO—NH—CO—NH2. Overhedes en
vandig Opløsning af U., dannes
Ammoniumkarbonat, idet der optages Vand: CO(NH2)2 +
2H2O = CO(ONH4)2; denne Proces indtræder
ogsaa ved Uringæringen. Ved Indvirkning
af Salpetersyrling spaltes U. i Kulsyre, Kvælstof
og Vand. Menneskeurin indeholder
gennemsnitlig 2,4 % U., i Hundeurin kan Mængden af U.
beløbe sig til 10 %.
(O. C.). S. P.
Urinstofbakterier, se Urinstofgæring.
Urinstofgæring. Den Mængde Urinstof,
som daglig udskilles af et voksent Menneske,
anslaas til c. 30 g, altsaa c. 10 kg om Aaret.
For Danmarks Vedkommende (Voksne og Børn)
vil det blive c. 20 Mill kg aarlig, hvortil
kommer den af Kvæget og andre Dyr udskilte
enorme Mængde Urin, hvori Urinstoffet dog delvis
er ombyttet med Hippursyre. Da baade
Urinstof, Urinsyre og Hippursyre er daarlige
Kvælstofnæringer for de grønne Planter, vilde
denne aarlige Urinmængde betyde et væsentligt
Tab af Kvælstof for Planterne, hvis disse
Stoffer ikke i Naturen omdannedes paa en saadan
Maade, at deres Kvælstof igen blev optageligt
for de grønne Planter. Dette sker ved en
mikrobiel Virksomhed: Uringæringen, hvorved
der af de tre nævnte Stoffer dannes kulsur
Ammoniak.
Bedst kendt er Omdannelsen af Urinstoffet,
som ved en Gæringsproces, under Optagelse af
Vand omdannes til kulsurt Ammoniak, efter
Formlen:
CO(NH2)2 + 2H20 = (NH4)2CO3 + 7 Kalorier.
Denne Omdannelse skyldes Bakterier. De
fleste urinforgærende Bakterier fordrer
Tilstedeværelse af fri Ilt; men der behøves kun en
ringe Mængde, og der findes ogsaa nogle
urinforgærende Bakterier, som vokser kraftigt og
forgærer Urinstof under anaërobe Betingelser. I
en Ailebeholder vil Urinstoffet derfor
omdannes, selv om der ingen Adgang for Ilten findes.
Da den ved Urinstofgæringen frembragte
Energimængde er meget ringe, har man opstillet
den Hypothese, at Hensigten med denne
Omdannelse skulde være at hæmme andre
Mikroorganismer ved Hjælp af det dannede
Ammoniumkarbonat, altsaa et Middel i »Kampen for
Tilværelsen«. Det sandsynligste er dog vel, at
Omdannelsen sker for at frembringe Energi; og
netop fordi der frigøres et meget ringe Antal
Kalorier ved denne Proces, bliver
Urinbakterierne nødte til at omsætte meget store Mængder
Urinstof. Der angives (Löhnis), at disse
Bakterier i en Time kan omsætte 1000 Gange deres
egen Kropvægt. Derved forklares den enorme
Hastighed, hvormed Urinen omdannes, saa at
der allerede i Stalden lugter stærkt af Ammoniak.
Det synes sikkert, at Urinstof ikke kan tjene
Bakterierne som Kulstofnæring. Derfor vil
Uringæringen fremmes ved Tilsætning af andre
organiske Stoffer, der tjener som
Bygningsstoffer for Bakterierne, mens Urinstoffet kun tjener
som Energistof. De forskellige urinforgærende
Bakteriearter fordrer (Rubentschik) forskellige
organiske Stoffer. Stivelse og Dekstrin kan kun
assimileres af en enkelt Art; bedre tjenlige er
Sukker, Pepton, Asparagin, oxalsure Salte, og
mærkeligt nok ogsaa Humussyrer. Det er muligt,
at disse Bakterier ogsaa spiller en stor Rolle som
Forbrugere af Humussyren i Jordbunden.
Alle urinstofforgærende Bakterier frembringer
et Enzym: Urease (først fremstillet af Miquel,
som kaldte det Urase). Man kan fremstille en
Opløsning af Urease ved at dyrke en kraftig
Urinstofforgærer i Peptonbouillon, hvortil der
er sat noget Urinstof. Efter nogle Dages
Forløb kan man ved at filtrere Kulturen gennem
et sterilt Porcellænsfilter erholde en bakteriefri
Urease-holdig Vædske, som uden levende
Bakteriers Hjælp kan forgære Urinstof meget
kraftigt. Det er altsaa et typisk Ektoenzym, som
fra Bakteriecellerne siver ud i den omgivende
Vædske (tidligere blev det f. Eks. af Beyerinck
betragtet som et Endoenzym). Dets pH,
Optimum ligger ved 7,4. Ved at udsættes for 60° i
15 Minutter afsvækkes det noget, og ved 80°
gaar det til grunde. Urease dannes ikke alene
i de urinforgærende Bakterier, men det er
ogsaa paavist i en Mængde (200) Arter
Hatsvampe (i nogle Hatsvampe, hvor Urease ikke kunde
paavises, fandtes derimod Urinstof), samt i
Frøene af Soja og andre Bælgplanter. Ligesom
en Del andre Enzymer, bestaar Urease af den
egentlig fermentativ virksomme Bestanddel, som
er ubestandig overfor Kogning, og et kogefast
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
