Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Urobilin - Urocol - Urocystis - Uroferin - Urogenitalaabning - Urogenitalorganer - Urokse - Urol - Urolithlasis - Urologien - Uromastix - Urometer - Uromyces - Uropeltidæ - Urosin - Uroskopi - Urotoksin - Urotropin - Urpadder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Afføringens normale brune Farve skyldes U. og
U.-lignende Stoffer (særlig Hydrobilirubin,
Urobilinogen). Fra Tarmkanalen opsuges noget U.,
som delvis udskilles i Urinen, hvor det ikke
findes uforandret, men som Urobilinogen.
Urinens gule Farve skyldes ikke U., men andre
Farvestoffer (Urochrom m. fl.). Ved forskellige
Sygdomme, bl. a. nogle Leversygdomme,
forøges Urinens Indhold af Urobilinogen.
Undersøgelse af Urinens U.-indhold har Betydning
for Diagnosen af forskellige Sygdomme. L. F.
Urocol er et Gigtmiddel, der bringes i
Handelen i Form af Tabletter, hvoraf hver efter
Fabrikantens Angivelse skal indeholde 0,5 g
Urol og 0,0001 g Colchicin, hvilket sidste er det
giftige Stof i Giftlillien, Colchicum autumnale.
E. K.
Urocystis, se Stængelbrand.
Uroferin er Theobrominlithium enten
sammen med Lithiumbenzoat (U. benzoicum) eller
med Lithiumsalicylat (U. salicylicum) og
danner i begge Tilfælde hvide Pulvere, der
anvendes som Lægemidler ved Nyre- og Hjertelidelser
i Doser paa 1 g.
E. K.
Urogenitalaabning, se Kønsorganer.
Urogenitalorganer. Da Urinorganerne og
Kønsorganerne delvis har fælles
Udførselsaabning (den forreste Del af Urinrøret hos Manden,
Vulva hos Kvinden), som Følge af, at de i
Fosteret opstaar i nøje Forbindelse med
hverandre, sammenfattes disse to Organgrupper
ofte under Fællesbetegnelsen U.
S. B.
Urokse, se Kvægracer og Okser,
Side 434.
Urol, C7H12O6. 2CO(NH2)2, er Kinasyrens
Urinstofsalt og danner farveløse, letopløselige
Krystaller, der bruges som Lægemiddel mod
Gigt og Nyregrus i Doser paa c. 2 g.
E. K.
Urolithlasis [-’ti’-], et næppe videre
anvendt Ord, der betegner Stendannelse i
Urinvejene, altsaa synonymt med det mere anvendte
Lithiasis renalis (Nyresten eller Nyregrus) og
Lithiasis vesicalis (Blæresten) (smlg. disse
Artikler).
(E. A. T.). V. Sch.
Urologien er oprindelig en Inspektion af
Urinen, foretaget til Understøttelse af
Diagnosen. I vor Tid betegner U. derimod alt, hvad
der henhører under Nyre-Blæresygdomme som
Specialitet. U. var i høj Kurs i de Tidsperioder,
da man ikke kendte de kliniske
Undersøgelsesmetoder, og da man kun havde faa
Hjælpemidler til at erkende Sygdommene. U. er
egentlig et middelalderligt Begreb, af hvilket der kun
findes svage Spor i den græsk-romerske
Medicin, men som sattes i System af
Theophilus, der skrev en lille Bog om U. Den afløstes
senere af et andet Skrift af Johannes
Actuarius (13.—14. Aarhundrede), og med
Salernoskolen tog disse Undersøgelser Fart, en
hel Litteratur om U. voksede op, og Urinens
Farve, Bundfald etc. gjordes til Genstand for
spidsfindige Tolkninger, idet man samtidig
indførte en Urintavle, ɔ: en grafisk
Fremstilling af Forskellighederne til Brug for Lægerne.
En saadan findes bl. a. i Fembilledserien,
Forgængeren for Johannes Ketham’s
Fasciculus medicinæ (1491). Hvor udbredt U. har
været, kan ses af, at Urinkurven, den Kurv i
hvilken Uringlasset bragtes til Lægen, blev
dennes Symbol, ligesom Stetoskopet er det nu til
Dags. Selvfølgelig holdt U. sig i Brug hos
Lægerne, og afløstes først i sen Tid af de kemiske
Urinundersøgelser. Men den egentlige U. gik
over i Folkemedicinen, hvor den fik en typisk
Forkæmper i Michael Schuppach, f.
1707 i Kanton Bern. Hans Undersøgelser hvilede
udelukkende, ligesom mange andre
Kvaksalveres, paa U. Han staar som en Repræsentant for
den middelalderlige Overlevering, medens
Uromantikerne søgte paa Basis af en U. at
spaa om Fremtiden og lignende, og derfor i
endnu højere Grad end S. udnyttede Folkets
Overtro og Lettroenhed. (Litt.: Vieillard,
L’Urologie [1903]).
J. S. J.
Uromastix, se Leguaner.
Urometer, Apparat til at bestemme
Urinens Vægtfylde.
Uromyces, se Encellerust.
Uropeltidæ, se Skjoldhaler.
Urosin er et Gigtmiddel, der bestaar af
Kinasyrens Lithiumsalt.
E. K.
Uroskopi, Urinundersøgelse.
Urotoksin. Undersøgelsen af Urinens
Indhold af U., ɔ: giftige Stoffer udskilte fra
Kroppen, har i de forrige Decennier spillet en vis
Rolle. Man indsprøjtede vekslende Mængder af
Urin paa Dyr og saa, hvor meget der skulde
til for at dræbe Dyret. Urinens Urotoksi var da
den Mængde, der pr. kg Vægt virkede dødelig.
Ved den urotoksiske Koefficient forstod man det
Antal Urotoksier, en Person udskiller pr. kg i
et Døgn. Ved Lidelser af Nyrerne er den
urotoksiske Kvotient nedsat. Undersøgelsen har
ikke vist sig frugtbringende for Oplysning af
Forholdene i Legemet under patologiske
Forhold, og Studiet af U. er nu opgivet.
H. I. B.
Urotropin, se Heksametylentetramin.
Urpadder eller Stegocefaler, som
danner en særegen uddød Orden inden for
Paddernes Klasse, er salamanderagtige, med Hale
forsynede Padder, hvis Hovedskal dækkes af solide
Hudknogler; Tænderne er spidst kegleformede
og stundom med stærkt foldet Tandbenmasse;
imellem Issebenene ses en uparret Aabning for
det saakaldte Isseøje. Hvirvellegemerne er
enten skedeformige og har i saa Fald omsluttet
en fuldstændig brusket Rygstreng, eller de
bestaar af flere, enkelte Stykker, eller de er solidt
forbenede og udhulede fortil og bagtil;
veludviklede Ribben fandtes hos nogle. Huden har
ofte indesluttet et veludviklet Skelet, sammensat
af forbenede Skæl og Stave; det er navnlig
fremtrædende paa Bugen og Lemmernes Underside.
U. fremstaar allerede i Kultiden og er
saaledes de ældste, ikke blot af Padderne, men i
det hele af alle de firbenede, lungeaandende
Hvirveldyr. De forekommer derpaa i de
følgende Jordperioder i stor Mængde og med en for
Nutidens Padder ukendt Størrelse, men uddør
fuldstændig med Triastiden. De synes navnlig
at have holdt til i Ferskvand eller paa
Landjorden, hvor de paa Rovdyrvis levede af
mindre Padder, af Fisk og Krebsdyr. Blandt den
store Mangfoldighed af Former, der i Tidens
Løb er bragt for Dagen, f. Eks. i England,
Mellemeuropa og Nord-Amerika, og som frembyder
stor Interesse ved de mange
Tilknytningspunkter, som i deres Skeletbygning findes ikke blot
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
