Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Vaccination
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
bemærket, at et overstaaet Koppeanfald som
Regel immuniserede for Livet, og at Kopper, der
tilfældig var opstaaet ved, at Smitstof var
bleven indpodet i Huden, oftest forblev begrænset
til Indpodningsstedet, var baade det lægelige og
det psykologiske Grundlag for Variolation som
Metode til Stede. De epidemisk opstaaede
Tilfælde af Kopper udbredes paa en anden
Maade, antagelig gennem den saakaldte
Draabeinfektion, hvorved forstaas Smitte gennem
mikroskopisk fine Smaadraaber af Sekret fra
Slimhinden i Næsesvælgrummet, der ved Hoste,
Nysen, Skrigen, Latter o. s. v. løsnes fra den
Syge og slynges ud mod raske Personer, som
optager dem paa Slimhinderne og derved
smittes. For et Smitstofs Virkning spiller nemlig
ikke blot Kvantitet og Kvalitet, men ogsaa
Smittevejen en meget stor Rolle.
Variolationen førtes fra Asien først til
Tyrkiet, hvorfra den paa Initiativ af den engelske
Gesandts Frue, Lady Mary Montagu, bragtes
til England, hvor hun lod sin ældste Søn
variolere, efter at den yngste allerede i
Konstantinopel havde været Genstand for samme
Behandling. Da ogsaa Kongehuset blev grebet af
Begejstring for den nye Metode, havde denne til
at begynde med god Fremgang, men snart
indtraadte en kraftig og ikke uforstaaelig
Reaktion. Det viste sig nemlig, at et ikke helt ringe
Antal Tilfælde forløb ugunstigt, det indpodede
Smitstof holdt sig ikke begrænset til
Indpodningsstedet, men generaliseredes og kunde give
en dødeligt forløbende Sygdom. Hertil kom,
at variolerede Personer kunde blive
Udgangspunkt for rigtig Epidemi. I Danmark fandtes
omtrent en halv Snes Aar en
Variolationsanstalt, oprettet 1755, senere nedlagt og
genoprettet paa Struensee’s Initiativ. Efter at
Variolationen paa forskellig Maade var bleven
forbedret, kunde man regne med Dødsfald som
Følge af Behandlingen 2—4 paa hver Tusinde,
medens de naturlige Kopper gennemsnitlig
dræbte hvert 10. Menneske.
Efterhaanden rejste der sig imidlertid en
stærk Uvilje mod Variolationen, de fleste
Steder blev den endda ved Lov eller kgl. Reskript
forbudt, saaledes i Danmark og Norge ved
Forordning af 3. Apr. 1810. Hertil bidrog
naturligvis mægtigt, at Jenner’s V. nu var ved at vinde
Indpas overalt.
Jenner’s Fortjeneste er ikke at have været
den første, der har haft Idéen at overføre
Kokopper til Mennesker for derved at frembringe
en varig Beskyttelse mod Kopper, men han har
klart forstaaet V.’s sociale Betydning, og han
har paa eksperimentel Basis som den første
leveret et værdifuldt Materiale til objektiv
Bedømmelse af V.’s Nytte.
Det bør erindres, at enkelte praktiske Folk
før Jenner allerede havde udført V. ledet af
den for Landboerne ikke ukendte Iagttagelse,
at Malkepiger, Røgtere etc., der tilfældigvis var
bleven smittet med Kokopper under deres
Gerning, som Regel gik fri i en senere
Koppeepidemi. Saaledes havde allerede i 1774 en
engelsk Landmand Benjamin Jesty indpodet
Kokoppemateriale paa sin Hustru og sine to
Sønner, de sidste kom let over det, men hos
Hustruen udviklede sig en alvorlig Betændelse,
der dog helbredtes. Dette Forsøg vakte en vis
Forargelse, men hindrede dog ikke, at andre
forsøgte sig paa lignende Maade. Den
holstenske Skolelærer Peter Plett udførte i 1791
ganske lignende Forsøg paa nogle Børn, der i en
nogle Aar senere optrædende Koppeepidemi gik
fri for Smitte. Ingen ænsede imidlertid Sagen
ud over, at Forargelse nu og da kom til Orde,
og der skulde en Mand med Jenner’s Talent
baade for videnskabelige Forsøg og for
Organisation til, før der kom Mening i Sagerne.
Efter Fremkomsten af Jenner’s Skrift 1796
nedsattes i forskellige Lande officielle
Kommissioner til Prøvelse af Metodens Værdi. Rundt
om oprettedes Vaccinationsinstitutter, bl. a.
ogsaa i Danmark (1802), hvor offentlig og gratis
V. kunde foregaa. Den anvendte Vaccine skrev
sig for største Delen fra England, hvor Jenner
havde indsamlet og videreført adskillige
»Stammer« fra »spontant« smittede Køer, Heste og
Mennesker. Vaccinen holdtes i Live derved, at
den indpodedes paa et friskt Individ, derfra til
et nyt o. s. v. i fortsat Rækkefølge. I Wien
fandtes efter Sigende endnu for faa Aar siden
en Stamme, der direkte skulde være ført fra
Menneske til Menneske siden Jenner’s Tid.
Ellers er den saakaldte humane V. nu overalt
opgivet, og den V., der bruges, er overalt høstet
fra Køer (Kalve), Heste, Æsler, Kameler.
Grunden til, at man forlod den direkte V. fra Barn
til Barn, var Frygten for mulig at overføre for
Mennesket smitsomme Sygdomme, særlig Syfilis
og Tuberkulose, gennem Vaccinen. Frygten,
der kraftigt er taget i Brug af
Vaccinationsmodstanderne i deres Kamp mod V., er sikkert
ikke meget begrundet. Sandsynligheden for, at
man ved direkte V. fra Barn til Barn skal
overføre fremmed Smitstof af farlig Art, er
overmaade ringe. Ikke desto mindre maa det
betragtes som en betydelig Fordel, at man nu
overalt er gaaet over til animal Vaccine.
Fordelene er særlig følgende: Anvendelse af
kontrolerede, absolut sunde Dyr og Mulighed for
Indhøstning af rigeligt Podemateriale af
konstant Styrke.
Siden 1810 er der i Danmark tvungen V., idet
ethvert Barn skal være vaccineret inden det
fyldte 7. Aar. Revaccination er her i Landet
kun tvungen for militære Personer, i flere
andre Lande findes Revaccinationspligt ogsaa for
Civile. I visse Lande, saaledes f. Eks. i
England, findes vel principielt Vaccinationstvang,
men den Enkelte kan lade sit Barn fritage,
dersom han eller hun afgiver en Erklæring om, at
det strider mod den Paagældendes religiøse
Overbevisning at lade Barnet vaccinere. Dette
har ført til, at Befolkningen i visse Dele af
England er uvaccineret for 40—50 %’s
Vedkommende, i Virkeligheden en meget alvorlig Fare
for Samfundet.
Som venteligt er har en Tvangsforanstaltning,
som V. jo er, fremkaldt en vis Modstand, der
nogle Steder er drevet med stor Heftighed. De
Argumenter, der føres i Marken mod V., er af
forskellig Natur: 1) religiøse, moralske,
æstetiske, gaaende ud paa, at det er »Synd«,
stridende mod Moralen eller det æstetiske at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
