Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Wagner, Wilhelm Richard
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Sagen saa vidt, at man endelig i Sommeren 1876
(i det amfiteatralsk byggede Teater med det
»overdækkede« Orkester) kunde opføre »Der
Ring des Nibelungen« i sin Helhed. Da nu
»Festspilhusets« Skæbne efter Kamp og Møje var
sikret, hengav W. sig ganske til det Værk, der
blev hans sidste, »Parsifal« — atter en
aargammel Idé, der genoptages og fuldføres. Dette
Bühnenweihfestspiel fremførtes første
Gang (under H. Levi) i Juli—Aug. 1882. — I
disse sidste Aar havde W. ofte søgt Rekreation
paa Rejser til Italien; i Vinteren 1882—83 tog
han Ophold i Venedig i det gamle Palazzo
Vendramin. Herfra skrev han Artikler til de af
ham (fra 1878) udgivne »Bayreuther-Blätter«,
ledede en hjemlig Opførelse af hin
Ungdomssymfoni i C-dur og var i det hele optagen af
Planer og fuld af Virkelyst, da Døden pludselig
overraskede ham uden egentlig forudgaaende
Sygdom. Hans Lig førtes til Bayreuth og hviler
i Wahnfrieds Have. — Festspillene fortsattes
efter W.’s Død, væsentlig under Cosima W.’s
Ledelse, men W.’s Arvinger har ingen Sinde
gjort Skridt til at realisere W.’s Tanke, at
Festspilhuset efterhaanden ogsaa skulde give Rum
for andre af Musikdramaets Mestere (som Gluck,
Mozart, Weber). W.’s Operaværker er
efterhaanden opført paa Alverdens Scener; størst
Udbredelse og Popularitet uden for Tyskland
kan vistnok »Tannhäuser«, »Lohengrin« og
»Mestersangerne« siges at have vundet. —
Utvivlsomt er W. en af de mærkeligste og
rigeste Skikkelser siden Beethoven. Fordums
Tids eksalterede W.-Begejstring uden al
Skelnen saavel som den bornerte, ofte hadefulde
Fordommen er nu ophørt; men hvad der endnu
kan vanskeliggøre Synet paa og Dommen om
W.’s Gerning som Helhed, er hans
Universalitet, hvortil Kunstens Historie kun viser faa
Sidestykker. W. kan betragtes (og er atter og
atter »behandlet«) som Musiker, Digter,
Dramatiker, Æstetiker, Filosof, Organisator,
Instruktør (for Orkester og udøvende Kunstnere),
Litterat, Skuespiller. Overalt staar høje Maal
for ham, overalt kæmper han med jernhaard
Energi, uden Hensyn (heller ikke til andre) og
med aldrig svigtende Villie for at komme
Maalet nærmere. For saa vidt kan hans
Kunstnerliv og Gerning sammenlignes med Beethoven’s
— fra beskedne Spirer, fra nær Tilknytning til
det overleverede arbejdede de sig frem til de
Geniet forbeholdte Højder, hvor kun
Personlighedens fulde Udfoldelse og Ideernes restløse
Virkeliggørelse er Loven, og hvor alle Hensyn
til det tilvante, til Publikums gængse Krav o. l.
svinder. Og saaledes »hører W. til
Kulturmagterne« (G. Adler), og hans udpræget tyske Kunst
har (efterhaanden) kunnet vinde Magt, ikke
blot over hans Landsmænd, men ogsaa for store
Deles Vedkommende over fremmede Nationer.
Ganske modsat Beethoven, der skabte en stadig
mere individuel, absolut Musik, gik W.’s
Vej og Stræben imilertid mod en stadig mere
omfattende dramatisk Musik, bestemt til, i
hans ideale »Gesammtkunstwerke«, at virke i
Forening med alle andre sceniske Faktorer. —
Som Reformator danner W. det maaske sidste
Trin i den historiske Udvikling: Peri,
Monteverdi, Gluck, Mozart, Weber. En
sjælden Forening af skabende Geni og skarp
gennemtrængende Forstand lod ham erkende
ikke blot Mangler og Synder i den hidtidige
Udvikling, men ogsaa i hvert Led af hans egne
Frembringelser. Hans »Musikdrama« blev en
helt ny Forening af Musik og Digtning, og rig
Uddybning af det poetiske og sjælelige Indhold
og en ukendt Sluttethed i hele den dramatiske
Virkning. Dette naaede W. dels ved (første
Gang i Operaens Historie) stedse selv at skrive
sine Tekst-Digtninge, dels ved — som Regel —
at søge sit Stof i Sagndigtningen med dens
usammensatte, plastiske, »rent - menneskelige«
Skikkelser, dels endelig ved et afgjort Brud
med den overleverede, sammenstykkede
Operaform. Han skabte sine Musikdramaer som
levende bevægede Organismer, byggede paa den
saakaldte »Talesang«, den »uendelige Melodi«,
paa »Ledemotiv«-Tekniken og paa et evig
strømmende, rigt farvet stemningsvækkende og
fortolkende Orkester. I sin Stræben efter at
give sin Musik en stadig større Udtryksfylde og
-rigdom skred W. som Melodiker, Harmoniker
og Instrumentator dristig og sikkert forud for
sin Samtid, og hans Kunst har da sat dybe
Mærker ogsaa i den efterfølgende »absolute«
Musiks Udvikling, saavel som i Sangens Historie.
Paa selve Operaens Omraade har W.’s Værk
dels gjort det af med den saakaldte store
»historiske« Operas hule Patos og Italieneroperaens
Ligegyldighed for Kongruens mellem Ord og
Musik og oftest tomme behagesyge Stil, dels
mægtig højnet Kravet til musikalsk-sceniske
Værker overhovedet. Nogen egentlig Skole har
W. ikke dannet (og vilde det ikke heller); de,
som nærmest mente at følge dette udpræget
ejendommelige Geni, blev kun hans matte
Efterlignere, der oftest blev stikkende i, hvad der
vel kan nævnes som W.’s væsentligste Brøst:
en vis »Überschwänglichkeit« i det musikalske
Udtryk og et Hang til for brede metafysiske
Udviklinger, der ikke harmonerer med det
sagnagtige Stof og hemmer den dramatiske
Bevægelse. Snarere end i »Nibelungen-Ring«
turde Fremtidsspirerne i W.’s Værk da ligge i
»Tristan«, »Mestersangerne« og »Parsifal«. — Kendelig
har W.’s mægtige Kunst paavirket senere
Digtere og Dramatikere (G. Hauptmann,
Maeterlinck, K. Gjellerup, d’Annunzio),
og i Frankrig samledes ikke blot Musikere, men
ogsaa Digtere (Beaudelaire, Mallarmé)
om hans Navn; imod denne næsten
overspændte W.-Dyrkelse har dog de sidste Aaringer
bragt en Reaktion. Overhovedet vil det være
vanskeligt endnu fuldt ud at dømme om W.’s
Betydning for de ikke germanske Folk. (Litt.:
Om W.’s Liv og Værker findes allerede et
Bibliotek af Skrifter paa vistnok alle europæiske
Sprog. Som de betydeligste og lettest
tilgængelige skal næst W.’s »»Sämmtliche Schriften« [5.
Udgave, 1911] og hans »Mein Leben« [1911]
nævnes: Glasenapp’s Standard-Biografi
[1876-1911], W. Tappert’s, Pohl’s, Ad.
Jullien’s [1886], Chamberlain’s [1911],
Kienzl’s, Guido Adler’s [2. Oplag 1922],
Max Koch’s [1907-18], Batka’s [1912], H.
T. Finck’s [engelsk 1893], Poirée’s [1922]
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
