Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Waldeck-Rousseau, Pierre Marie - Val del Bove - Valdemar den Store
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
givet Republikanerne et stort Flertal, trak han
sig tilbage, netop da han havde naaet
Toppunktet af Magt, efter at have styret Frankrig
i den usædvanlig lange Tid: 3 Aar.
(E. E.). H. J-n.
Val del Bove [-’båve], se Ætna.
Valdemar den Store, dansk Konge, f.
1131, d. 1182. V. fødtes d. 14. Jan. 1131 — otte
Dage efter Faderens, Knud Lavard’s, Mord —
og opkaldtes efter sin Moders Farfader, Fyrst
Vladimir. Efter Erik Emune’s Drab 1137 vilde
den jyske Høvding Kristjern gøre V. til Konge,
men hans Moder, Ingeborg, modsatte sig det.
V. opfostredes hos Asser Rig (s. d.) og voksede
saaledes op sammen med Absalon og Esbern
Snare. Ved Aar 1150 traadte han som voksen
Yngling i sin Fætter Kong Svend’s Tjeneste og
fik af ham overdraget sin Faders Stilling som
Jarl (Hertug) i Sønderjylland, og det lykkedes
ham at overvinde Henrik Skatelaar’s Søn Knud
{s. d.), som paa Knud Magnussøn’s Vegne gjorde
ham Rangen stridig. I Svend’s paafølgende Sejre
over Knud ved Viborg havde V. sin store Del,
og ved Forliget mellem Kongerne i Merseburg
1152 maatte han gaa i Borgen for Svend’s Løfte
til Knud om at give ham Sjælland til Len. Men
Svend holdt kun slet sit Ord, og V. fjernede sig
da efterhaanden fra ham og nærmede sig Knud,
hvis Halvsøster Sofia blev hans Fæstemø. Svend
gjorde et forgæves Forsøg paa at faa V. i sin
Magt ved at lokke ham med sig paa en
Tysklandsfærd, og i 1154 brød V. afgjort med ham
og lod sig sammen med Knud udraabe til Konge
paa Viborg Ting. Svend flygtede ud af Landet;
da han 1157 atter kom tilbage til Danmark og
fandt en Del Tilslutning, især paa Fyn, var V.
Hovedmanden for det Forlig, der sluttedes paa
Lolland samme Sommer, hvorved Riget deltes i
tre; selv valgte V. Jylland. Svend stræbte flere
Gange forgæves sine to Medbejlere efter Livet
og satte endelig Kronen paa Værket ved
Overfaldet i Roskilde 9. Aug. 1157, men det lykkedes
ham kun at fælde Knud, V. undslap haardt
saaret og tog Vejen til Fjenneslev, hvor han blev
forbunden, og ved Esbern Snare’s Hjælp
lykkedes det ham at slippe over til Jylland. I Viborg
holdt han Bryllup med Sofia og samlede en stor
Hær om sig, og om Efteraaret overvandt han
Svend paa Gradehede (s. d.) 23. Oktbr 1157; ved
Svend’s Fald var V. Enekonge. Som Tak til Gud
for Sejren grundlagde han næste Aar (1. April
1158) det store ansete Cistercienserkloster
Vitskøl ved Limfjorden.
Den Opgave, der først og fremmest forelaa,
var at skaffe Landet Fred for Vendernes
ødelæggende Hærgninger, og her var det V.’s store
Lykke, at han ved sin Side havde sin
Fostbroder, Absalon, en af Danmarkshistoriens største
Skikkelser. V. fik ham allerede 1158 valgt til
Bisp i Roskilde, og dette var Indledningen til et
storslaaet Samarbejde for Landets Vel mod
ydre og indre Fjender. Den Mangel paa
Beslutsomhed, som stundom synes at have præget
V.’s Færd, dannede Absalon’s Energi en kraftig
Modvægt til, hvad der især lagde sig for Dagen
ved de første Forsøg paa at opsøge Venderne i
deres eget Land; naar Kongen vegt gav efter
for Ledingsfolkets Uvilje mod slige Tog, var det
Absalon, der ved sit djærve Frisprog satte
Mod og Mands Vilje i ham. Selv om de første
Tog kun bar ringe Frugt, var Udbyttet derfor
stadig stigende, og ved det store Tog 1169
fuldbyrdedes Rügens Erobring ved Arkonas
Indtagelse; men paa selve Fastlandet hindredes i
al denne Tid de Danskes Fremgang ved den
mægtige Sachserhertug Henrik Løve’s Skinsyge.
— Ogsaa paa andre Omraader havde V.
Vanskeligheder at kæmpe med i sin Kongetids
første Tiaar. Navnlig greb den store Kirkestrid i
disse Aar stærkt ind i hans Skæbne; V. hældede
nærmest til den kejserlige Modpave Victor IV
(Octavian), og herved kom han i Strid med
Ærkebisp Eskil (s. d.), der var en ivrig
Tilhænger af Pave Alexander III; dog endte
Striden snart med Eskil’s Nederlag, V. erobrede
hans Borg paa Sjælland, og Eskil drog i
syvaarig Landflygtighed til Clairvaux (1161). Mod
Absalon’s Raad drog V. dernæst til den tyske
Kejser, der holdt Rigsdag i Dôle (Franche
Comté), og her maatte han hylde Kejseren som
Overherre og anerkende Victor IV som Pave
(1162). Efter Victor’s Død (1164) tabte
Kirkestriden sig dog efterhaanden. — Ogsaa
Forholdet til Norge var en Tid lang spændt. Jarlen
Erling Skakke (s. d.) havde til Gengæld for V.’s
Tilsagn om Hjælp til hans unge Søn Magnus
lovet at afstaa ham Viken, men holdt ikke sit
Ord, da det kom til Stykket, og V. gjorde da i
1165 et Tog til Norge uden dog at udrette stort.
Erling sluttede nu Forbund med det
misfornøjede Parti i Danmark, hvis Hovedmand var
Henrik Skatelaar’s Søn Buris (s. d.), hvem V. havde
vist stor Gunst. Planen gik ud paa at overfalde
V. paa Hjemvejen fra et Vendertog, men blev
røbet af Henrik Løve, og Buris sattes i Fængsel
paa Søborg. Samtidig faldt Nordmændene over
den jyske Flaade ved Grenaa, men da de vilde
gaa i Land paa Sjælland, blev de vist tilbage af
Absalon. Næste Aar gjorde V. atter et Tog til
Norge, hvor han blev hyldet af Vikverjerne,
men i øvrigt snart maatte vende om, fordi
Jyderne raabte paa Hjemfærd.
Kort efter Rügens Erobring klarede det dog
ogsaa paa disse Punkter. Eskil var allerede
vendt hjem 1168, og 25. Juni 1170 skrinlagde
han i en pragtfuld Stormandsforsamling i
Ringsted Kongens helligdømte Fader, Knud Lavard.
Hertil sluttede sig som Festens anden
betydningsfulde Del Kroningen af V.’s lille Søn Knud
(f. 1163), der allerede nogle Aar tidligere var
kaaret til Tronfølger paa Hærstævne. Samtidig
kom der Forligstilbud fra Erling Jarl, og kort
Tid efter sluttedes Fred paa det Vilkaar, at V.
skulde have Viken, men give Erling Jarl det til
Len. — Den Uenighed, der herskede mellem V.
og Henrik Løve paa Grund af deres
Medbejlerskab i Venderkampene, og som endnu 1170 førte
til alvorlige vendiske Hærgninger paa de
danske Kyster, endtes med et Forlig, der gav
Henrik Overherredømmet over alle Vender paa
Fastlandet; tillige aftaltes Giftermaal mellem
den lille Knud og en af Henrik’s Døtre. V.
havde dog ment det nødvendigt at forstærke Rigets
gamle Værn mod Syd og ved Danevirke opført
den mægtige, c. 4 km lange Teglstensmur,
hvoraf store Levninger er bevarede til vore Dage.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
