Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Waldeck - Waldeck, Benedict Leo - Waldeck-Rousseau, Pierre Marie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
fremstilles Gummivarer, Papir, Maskiner, Smør og
Ost. Af Bjergværker nævnes Jernstensgruberne
ved Adorf. Handelen er ringe.
Forfatningen af 15. Apr. 1919, revideret 15.
Marts 1922, er republikansk. Et Statsoverhoved
findes ikke. Landdagen bestaar af 17
deputerede, der vælges ved direkte Valg, og som
vælger en Regering paa 3 Medlemmer. Iflg. den
1877 og 1887 fornyede Overenskomst med
Preussen af Juli 1867 ledes den indre Forvaltning af
en af Preussen udnævnt Landsdirektør
(Landesdirektor). W. er delt i 3 Kredse, Twiste,
Eisenberg og Eder. M. H. t. Retsplejen hører W. til
Landretsdistrikterne Kassel og Hannover.
Budgettet for 1925 beløber sig for Indtægter og
Udgifter til 2825000 Mark. Hovedstaden er Arolsen.
Fyrsterne af W. stammede fra Greverne af
Schwalenberg, der i Begyndelsen af
Middelalderen besad flere Godser ved Diemel og Weser,
og blandt hvilke Widekind og hans Broder
Hermann c. 1189 betegnedes som Grever af W.
Som den egentlige Stamherre til det nuværende
Hus W. betragtes den førstnævntes Søn Adolf
(1214—70). Midtpunktet for Grevskabet var
Retskredsen W. i Hessen, der omfattede Byen
og Borgen W., Sachsenhausen, Bergheim og
flere Flækker. Grevskabet Pyrmont blev 1631
erhvervet af W., som det tilhørte indtil 1922,
da det efter en Folkeafstemning indlemmedes i
Preussen. Efter 1438 traadte Grevskabet W. i
Lensforhold til Hessen, hvilket Forhold faktisk
ophørte ved Dannelsen af Rhin-Forbundet 1806
og senere formelt blev opløst ved
Forbundsdagens Afgørelse 1847. Blandt de betydeligste
Regenter nævnes Rigsfeltmarskal Georg
Friedrich (1664—92), der 1682 fik Fyrstetitelen, og
under hvem Førstefødselsretten blev indført for
at bevare Landet for videre Splittelse. 1641
var han traadt i Generalstaternes Tjeneste og
1651 i Brandenburgs, hvor han som ledende
Minister havde stor Indflydelse paa dette Lands
Politik. Under Karl X Gustaf kæmpede han i
dennes Felttog mod Danmark, blev senere af
Vilhelm III kaldt som Generalkaptajn til
Holland og forsvarede 1689 Belgien og
Nedre-Rhinen mod Franskmændene. 1712 blev Grev
Anton Ulrich ophøjet i Rigsfyrstestanden. 1807
tiltraadte W. Rhin-Forbundet; 1852 forandredes
den 1848 givne demokratiske Forfatning i
monarkisk Retning. 1866 stod W. paa Preussens
Side, og 1867 tiltraadte det det nordtyske
Forbund. Da Landet ikke var i Stand til at bære
de herved opstaaede Byrder, kom der i Juli
1867 en Overenskomst i Stand, iflg. hvilken
Fyrsten forblev nominel Suveræn, medens
Forvaltningen gik over til Preussen. Denne paa 10
Aar afsluttede Overenskomst fornyedes 1877 og
1887. Ved den sidste Fornyelse blev det
fastslaaet, at Overenskomsten skulde vedblive at
gælde, indtil den med 2 Aars Varsel blev
opløst; den er i Aug. 1926 opsagt af Preussen.
Efter Fyrst Georg Victor’s Død (Maj 1893) fulgte
dennes Søn Friedrich (f. 1865), som ved
Revolutionen Novbr 1918 frasagde sig Tronen. (Litt.:
Curtze, »Geschichte und Beschreibung des
Fürstentums W.« [Arolsen 1850]; A. Wagner,
»Geschichte W.’s und Pyrmonts« [Bad
Wildungen 1888]).
(Joh. F.). O. K.
Waldeck [’valdæk], Benedict Leo,
preussisk Politiker, f. 31. Juli 1802 i Münster,
d. 12. Maj 1870. Han blev allerede 1828
Dommer, vandt 1836—44 i Hamm stort Ry for sit
Frisind og sin Iver for Bondestandens Ret, og
blev 1846 Assessor i Overtribunalet (Højesteret)
i Berlin. 1848 valgtes han til
Nationalforsamlingen, var Venstres ypperste Fører og Formand
for Forfatningsudvalget; vilde grundlægge et
demokratisk Kongedømme og afskaffe alle
middelalderlige Indretninger. I Novbr samme Aar
gjorde han Indsigelse mod
Nationalforsamlingens Forlæggelse til Brandenburg og
Belejringstilstandens Indførelse, samt raadede til
Skattenægtelse. Da de nye Kamre kom sammen
i April 1849, foreslog han Indsigelse mod den
oktrojerede Forfatning. Da han ikke frivillig
vilde opgive sit Embede, blev han 16. Maj efter
et løgnagtigt Paafund arresteret af Politiet, men
aldeles frifundet 3. Decbr og ved sin Løsladelse
varmt hyldet af Befolkningen. Først 1861 lod
han sig vælge paa ny til Underhuset, var med
at grundlægge Fremskridtspartiet og blev
senere en haardnakket og uforsonlig Modstander
af Bismarck, men ivrig for en radikal
Gennemførelse af den tyske Enhed (uden Hensyn til de
gamle Enkeltstaters Ret).
(E. E.). H. J-n.
Waldeck-Rousseau [val’dæk-ru’so],
Pierre Marie, fransk Statsmand, f. 2. Decbr 1846,
d. 10. Aug. 1904, var Søn af en Sagfører i
Rennes, der 1848 i Nationalforsamlingen havde
vist sig som en trofast Tilhænger af General
Cavaignac og senere som uforsonlig Modstander
af Kejserdømmet. Han selv blev Sagfører i sin
Fødeby, valgtes 1879 til Deputeretkamret og tog
vigtig Del i Drøftelsen af det indviklede
Spørgsmaal om Domstolenes Ordning, bl. a. som
Udvalgsordfører. Novbr 1881—Jan. 1882 var han
Indenrigsminister under Gambetta og
Febr 1883-April 1885 under Ferry; han modsatte sig
afgjort flere yderliggaaende Forslag, men
gennemførte vigtige Love om Kommunernes
Ordning og om Arbejdersyndikater, samt fik nedsat
en Kommission om Arbejdernes Forhold. 1889
søgte han ikke Genvalg, men ofrede sig i flere
Aar for sin omfattende Sagførervirksomhed i
Paris (forsvarede 1893 Lesseps i
Panama-Kanalsagen). Oktbr 1894 valgtes W.-R. til Senator
(genvalgt 1897) og var 3 Maaneder senere en
af Kandidaterne ved Præsidentvalget. Juni 1899
blev han Førsteminister paa et meget kritisk
Tidspunkt, da Republikken truedes baade ved
indbyrdes Splid mellem dens Tilhængere og ved
voldsomme Angreb fra dens Modstandere; han
forstod at samle Republikanerne om sig og at
danne en stærk Regering, idet han optog baade
Socialisten Millerand og General Gallifet i sit
Ministerium; han bragte hurtig Fasthed i
Forvaltningen, fjernede mange upaalidelige
Embedsmænd og undertrykte Nationalisternes
Optøjer, samt fik en Afslutning paa
Dreyfus-Sagen ved en ny Rettergang og derefter følgende
Amnesti. Endvidere gennemførte han 1901
Loven om Foreninger, der ogsaa ramte de
gejstlige Ordener, men misbilligede senere som
Senator den hensynsløse Maade, hvorpaa hans
Eftermand, Combes, gennemførte Lovens
Bestemmelser. Da de nye Valg i Juni 1902 havde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
