Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Wallis
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Metaller og nyttige Mineraler. Udnyttelsen af den
sølvholdige Blyglans ved Nendaz og Isérable
har man dog maattet opgive, og det samme
gælder Kobber- og Nikkelminerne i Val
d’Anniviers. Derimod udnyttes Jernmalmene ved
Martigny og Val d’Illiez, Antracitlejerne ved Sion,
Grone og Chandoline samt forskellige
Krystaller, Mineraler og Bygningssten paa flere
Lokaliteter. De bekendteste Mineralkilder findes ved
Leuk, Saxon og Morgin. Industrien er i
Fremgang, og man kommer mere og mere ind paa
at anvende Vandkraften. Særlig nævnes Glas-,
Sæbe- og Sukkerfabrikationen i Monthey,
Konservestilvirkningen i Saxon, Tobaksindustrien i
Sion og Monthey samt Dynamitfabrikken
Gamsen-Brig. For Handelen har de aarlige
Markeder i Sion og Martigny endnu stor Betydning;
men for øvrigt er W.’s afsides Beliggenhed for
Handel og Samfærdsel med eet Slag bleven
forandret ved Aabningen af Simplon-Tunnelen i
1906, og gennem W. gaar nu en af de
bekvemmeste Færdselsruter fra det vestlige Schweiz
og fra Frankrig til Norditalien. Ogsaa over
Furka-Passet fører siden 1921 en Bane. En af
W.’s Hovedindtægtskilder er Turistvæsenet og
Fremmedbesøget om Sommeren.
Forfatningen, der i sin nuværende Form daterer sig fra
8. Marts 1907, er repræsentativ-demokratisk
med Referendum, der er obligatorisk baade for
visse Love og Traktater og for større finansielle
Forpligtelser. Den lovgivende Magt har det
store Raad (Grand Conseil), der bestaar af 1
Medlem for hver 1100 Indbyggere, og som
vælges af Folket paa 4 Aar. Udøvende Magt har
Statsraadet (Conseil d’État), hvis 5 Medlemmer
ligeledes vælges af Folket. I administrativ
Henseende deles W. i 13 Distrikter og 171
Kommuner. Hovedstad er Sion. Hver Kommune har
et Fredsdommerembede og hvert Distrikt en
Distriktsret. Som øverste Instans i W. gælder
den kantonale Appellationsret, hvis 7
Medlemmer vælges paa 4 Aar af det store Raad. I
kirkelig Henseende danner W., der endnu har 10
Klostre, Bispedømmet Sion, naar fraregnes det
selvstændige Abbedi Skt Maurice, til hvilket
ogsaa Hospitalet Store Skt Bernhard hører. I
militær Henseende er W. delt, idet Nedre-W.
hører til 1. og Øvre-W. til 8. schweiziske
Divisionsdistrikt. W.’s Vaaben er et lodret delt,
rødt og hvidt Skjold med en Stjerne for hvert
af de 13 Distrikter.
Historie. Rhône-Flodens øvre aflukkede
Bassin, der af Romerne kaldtes Vallis Poenina
eller simpelthen Vallis (Dalen), beboedes i
Oldtiden af de keltiske Nantuater, Seduner og
Veragrer samt de liguriske Viberer. 57 f. Kr.
erobredes W. af Romerne under Cæsar og
latiniseredes fuldstændig. Augustus forenede W. med
Rætien; men senere blev det p. Gr. a. de vigtige
Pasovergange over Alperne ved Store Skt
Bernhard og Simplon organiseret som eget
Statholderskab med Octodurum (det nuværende
Martinach) som Hovedstad. 480 kom W. under
Burgunderne, hvis Konge, Siegmund, 516
stiftede Klosteret Skt Maurice. Tillige med hele
den vestlige Del af Helvetien erobredes W. 534
af Frankerne, og efter det karolingiske Riges
Deling blev W. 888 en Del af det transjuranske
Burgund og kom, da Kejser Konrad II blev
Konge af Burgund, 1032 under det tyske Riges
Lensherredømme. Rudolf III (993—1032)
forlenede Biskoppen af Sion med W.; men
omkring 1250 tilrev Huset Savojen sig det
romanske Nedre-W., medens Øvre-W., der ved
Indvandring siden det 12. Aarhundrede
efterhaanden var blevet fortysket, under stadige Kampe
med Biskoppen, Savojen og Adelen erhvervede
sig mange Rettigheder, der 1354 blev
bekræftede af Kejser Karl IV. 1473 sluttede
Biskoppen af Sion og Øvre-W. et Forsvarsforbund med
Bern og Luzern og deltog derefter i Krigen mod
Karl den Dristige. I denne lykkedes det
Øvre-W. fra Savojen at erobre Nedre-W., der
herefter behandledes som et erobret Land i
Undersaatsforhold til Øvre-W. 1513 blev W.
anerkendt af Edsforbundet som »zugewandter Ort«.
I Forbundets italienske Felttog spillede W. en
fremragende Rolle gennem sin krigerske Biskop
Mathäus Schinner (1456—1522), der var
Hovedfører for det antifranske Parti i Schweiz. 1557
besluttedes almindelig Tolerance i
Religionssager; men som Følge af jesuitiske Intriger
begyndte alligevel i 17. Aarhundrede
Religionskampe, der endte med de Reformertes
Forjagelse 1655. Da Franskmændene 1798 rykkede
ind i Dalen, modtoges de i Nedre-W. som
Befriere, medens de mødte Modstand i Øvre-W.
Ved Oprettelsen af den helvetiske Republik blev
W. et selvstændigt Kanton med samme
Rettigheder for de øvre og de nedre Egne. 1802 blev
paa et Magtsprog af Napoleon W. skilt fra
Schweiz som en selvstændig Republik, og 1810
indlemmedes denne i Frankrig som
Departementet Simplon. 1815 blev W. atter optaget i
Edsforbundet som eget Kanton; men ved
Forfatningen af samme Aar blev Øvre-W. stærkt
begunstiget paa Bekostning af de nedre
Distrikter. For at fremtvinge en Revision af
Forfatningen og indføre en Repræsentation, der var
valgt efter Stemmetal, gjorde Nedre-W. samt
Siders og Sion Opstand 1839 og tvang i Apr.
1840 med Vaabenmagt Øvre-W. til at give efter.
Derpaa førte Modsætningen mellem Klerikale
og Liberale nye Stridigheder i W. med sig.
Gammelschweizerne, der nærmest var et
Præsteparti, benyttede den Overvægt, de 1843 fik i
det store Raad og Statsraadet, til at tyrannisere
deres radikale Modstandere, Ungschweizerne.
20. Maj 1844 foretog de et blodigt Overfald paa
disse, og 14. Septbr samme Aar iværksatte
Gammelschweizerne en Forfatningsrevision, iflg.
hvilken den protestantiske Gudstjeneste
forbødes i Landet, medens den katolske
Præstestand fik en forøget Repræsentation samt
Fritagelse for at betale Skat og for at dømmes af
de verdslige Domstole. Selvfølgelig sluttede W.
sig nu til Sonderbund, men gav allerede 29.
Novbr 1847 efter uden alvorlig Modstand. Der
indsattes en liberal provisorisk Regering, og
ved Forfatningsrevisionen af 1848 mistede
Biskoppen og Præstestanden deres Repræsentation
i det store Raad. Dog allerede 1852
gennemførte de Klerikale en ny Revision af
Forfatningen, og de formaaede fra nu af stedse at hævde
deres Overlegenhed ved Valgene. Selv da de
Klerikales daarlige Finansforvaltning 1870
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
