Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Vancouver Island - Vand
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
op, men ingen af dem er sejlbare. Som
Drivkraft spiller imidlertid flere en Rolle. Ogsaa
Søer forekommer i stort Tal. Vinteren er mild,
Sommeren kølig, Nedbøren meget stor.
Victoria, der ligger paa Sydkysten af Øen, i Læ
for de regngivende vestlige Vinde, har saaledes
3,3° og 15,5° i Middeltemperatur for Jan. og
Juli, og en aarlig Nedbør paa 957 mm, hvoraf
Hovedmængden falder om Vinteren. Vestkysten
har langt større Regnmængder. Naar undtages
Klipper og høje Bjergtoppe samt spredte
Strækninger med aabent Græsland, er V. dækket af
tætte Naaleskove, der endnu er rige paa
værdifuldt Vildt som Bjørne, Hjorte og Bævere. Det
indre af Øen er næsten mennesketomt og ret
ufremkommeligt. Der lever paa V. c. 2000
Indianere (se Nutka). Den hvide Befolkning er
ganske overvejende af britisk Oprindelse. I
Victoria findes et betydeligt kinesisk og japansk
Element. Da kun et lille Omraade mod SØ.
egner sig til Dyrkning, skrider V.’s Kolonisation
langsomt frem. Vigtige Næringsveje er
Skovhugst, Fiskeri og Bjergværksdrift. Fiskeriet
drives saavel i de ferske Vande som i Havet, og
der udføres betydelige Mængder af Laks.
Mineralrigdommen er stor. Særlig Betydning har
Kullejerne i Kystegnene ved Nanaimo og ved
Comox; her produceres c. 1 Mill. t Kul aarlig,
som især anvendes til Forsyning af Dampskibe.
De vigtigste Handels- og Havnepladser er
Nanaimo, Esquimault paa Sydenden samt Victoria,
hvilken sidste er Hovedstad. Nootka Sound
opdagedes 1778 af Kaptajn Cook. Allerede nogle
Aar tidligere skal V. være blevet opdaget af
Spanieren Juan Francisco Bodega de la Cuadra.
Spanierne satte sig 1789 fast ved Nootka
Sound og gjorde Fordring paa Landet. Efter at
George Vancouver i 1792 havde kortlagt
Kysterne og vist, at V. er en Ø., maatte Spanierne dog
vige for Englænderne. Omkring 1840 gjorde
U. S. A. Krav paa hele Britisk Columbias Kyst,
derunder ogsaa V. Ved Oregon Forliget 1846
tilfaldt V. dog Briterne. 1849—59 var V.
overladt til Hudson Bay Co., der grundede Byen
Victoria. 1859 overtog den britiske Krone
Administrationen af Øen V., som endelig 1866
forenedes med Britisk Columbia.
G. Ht.
Vand, H2O, er en kemisk Forbindelse af
Brint (Vandstof) og Ilt (Surstof). Det findes
overordentlig udbredt paa Jorden, i alle tre
Tilstandsformer. I fast Tilstand som Is og Sne
dækker det Polarlandene, Polarhavet og de
højeste Bjergtoppe, som flydende V. dækker det
4/5 af Jordens Overflade og findes i Jorden som
Grundvand, og som Vanddampe er det altid til
Stede i Luften. Desuden indeholder
Jordbunden altid Fugtighed, ligesom alle Organismer
indeholder V.
Skønt V. saaledes findes næsten overalt og i
meget stor Mængde, og selv om det
forekommer enhver at være et meget almindeligt og
velkendt Stof, er dets Egenskaber, især i
Vædskeform, saa afvigende fra alle andre Stoffers, og
saa ejendommelige, at man endnu langtfra
fuldtud kender dem. En Redegørelse for vort
Kendskab til V. vilde alligevel kræve en
Gennemgang af hele den fysiske Kemi; kun nogle
af de væsentligste Forhold kan derfor nævnes
her. Trods sine mange Ejendommeligheder
anvendes det stadig som »Normalstof« ved
Maalingen af mange fysiske Størrelser. F. Eks. er
Tallene for Temperaturen i Celsiusgrader valgt
saaledes, at Vandets Kogepunkt bliver 100°, og
at dets Frysepunkt bliver 0°, begge maalt ved
een Atmosfæres Tryk. Det sidste maa tilføjes,
da begge er meget afhængige af Trykket. Er
dette 2 Atmosfærer, koger V. først ved c. 120°,
og er det 5 Atmosfærer, koger det ved c. 150°,
hvilket er det samme som at sige, at Trykket af
Vanddampene i en lukket Beholder ved 150°
vil stige til 5 Atmosfærer (se i øvrigt Damp).
Ved Temperaturer under 100° fordamper V.
ogsaa, ved 15° er Dampenes Tryk dog kun c.
13 mm, og ved 0° er det 4,6 mm Kviksølvtryk;
ved dette Tryk koger V. følgelig ved 0°. Selv
Is fordamper kendeligt, hvorfor man kan tørre
Tøj i Frostvejr. I Modsætning til de fleste
andre Stoffers Frysepunkter synker Vandets med
stigende Tryk, dog kun til 2000 Atmosfærer, ved
hvilket Tryk Frysepunktet er c. ÷ 20°. Ved
højere Tryk dannes der nye Modifikationer af
Is, man kender i alt 5 forskellige Former.
Frysepunktet af den Form, der er bestandig
over 6000 Atmosfærer, stiger paa normal Maade
med Trykket, saaledes at V. ved 15000
Atmosfærer allerede bliver til Is ved c. + 60° (se
i øvrigt Is). Kun ved 4,6 mm Tryk og 0,0077°
er der Ligevægt mellem Is, V. og Vanddamp.
Ved alle andre Tryk og Temperaturer kan kun
to af disse tre Faser findes i Ligevægt med
hinanden. Ogsaa for Forholdet mellem Rumfang
og Vægt (Masse) benyttes V. som Normalstof,
idet man har fastsat, at Massen af 1 cm3 V. ved
4° kaldes for 1 g. Temperaturen er valgt til
4°, fordi V. her har sin største Tæthed. Baade
ved højere og ved lavere Temperatur er
Rumfanget af 1 g V. større (1 cm3 V. vejer altsaa
1 g ved 4°, ved 100 vejer den 0,9584 og ved 0°
0,99987 g). Ved Frysning udvider Vandet sig c.
10 %, og Isen flyder derfor oven paa Vandet.
Det gælder ikke for de ved høje Tryk stabile
Isformer. Naar V. omdannes til Damp, bliver
Rumfanget omtrent 1700 Gange saa stort; ved
0° vejer 1 l Damp 0,81 g og ved 100° kun 0,59 g.
Endvidere benyttes V.’s Varmefylde som
Enhed. Den Mængde Varme, der er nødvendig for
at opvarme 1 g (eller 1 kg) V. een Grad kaldes
en Kalorie (s. d.). Af Is er Varmefylden 0,50 og
af Vanddamp 0,48. For at omdanne Is til V.
er det nødvendigt at tilføre en Smeltevarme paa
80 Kalorier for hvert g, og for at omdanne V.
til Damp maa tilføres 537 Kalorier; af disse
bruges de 41 som Energi til at frembringe den
store Rumfangsforøgelse. V. danner
Opløsninger (s. d.) med mange Stoffer. Herved bindes
hyppigt Varme, saaledes at man paa den
Maade kan frembringe kunstig Kulde (se
Kuldeblandinger). V. har en meget høj
Dielektricitetskonstant, c. 80, hvilket medfører, at de
fleste Salte, Syrer og Baser er stærkt
dissocierede i vandig Opløsning (se Opløsningers
Teori og Syrer). V. selv er et neutralt Stof,
der dog i ganske ringe Grad er dissocieret i
Brint og Hydroxylioner (1 Gramækvivalent i 10
Mill. l V.), det er følgelig samtidig Syre og Base.
I kemisk Henseende har V. ogsaa en meget
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
