Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Vartov - Vartov Kilde - Vartpenge - Varulv - Varuna
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Under de ulykkelige Krigsaar gik Antallet ned til
60, men ved Salg af Jordegods i det følgende
Aarhundrede blev man i Stand til at forøge
Sengenes Antal betydeligt. 1744 var der 166
Senge, 1757 var der 331, 1800 387. V. har nu
450 Pladser, hvoraf 289 belægges af
Magistraten, 182 af Private. Oprettelse af nye Senge
koster nu 3600 Kr. pr. Seng. Hvert Lem faar
foruden Bolig, Varme, Lægehjælp og Medicin 90
Øre af V.’s Formue og 40 Ø. af et Legat om
Ugen. 1/4 af Lemmerne faar desuden
Understøttelse af særlige Legater. V. bestyres under
Magistratens 1. Afdeling af en Inspektør. (Litt.:
H. August, »Om Helligaands- eller
Helliggestes Hospital i Kbhvn., i daglig Tale V.
kaldet« [Kbhvn 1817]; O. Nielsen,
»Kjøbenhavns Historie«).
B. L.
Vartov Kilde, et naturligt Væld ved
Strandvejen tæt S. f. Gammel-Vartov, der besøgtes
som Helligkilde lige til Frederik IV’s Død.
Kildens Betydning som Valfartssted for
Kjøbenhavnerne og Landboerne i Nærheden har vel
været størst før Reformationen, men ogsaa
senere blev den meget besøgt, og
Helligaandshospital i Kbhvn havde sikkert en ikke
ringe Indtægt af Vartov Kildeblok. Det er ikke
umuligt, at Christian IV netop af Hensyn til
denne Indtægt flyttede Hospitalet her ud til
Vartov (s. d.). Kildebesøget var særlig stærkt
i den nærmeste Tid omkring Skt Hans Dag,
Kildetiden, i hvilken det vrimlede af alle Slags
Forlystelser ved Kilden. Disse udartede
efterhaanden, og af forskellige Politisager i
Begyndelsen af 18. Aarhundrede ser man, at Holberg
i »Kilderejsen« ikke har brugt for stærke
Farver. V. K., der ogsaa synes at være kaldet
Skt-Hans-Kilde, maa antages at have ligget paa en
Eng mellem Strandvejen og Sundet, der
udmærkede sig ved flere saadanne naturlige
Væld. Ejendommen, paa hvis Grund Kilden laa,
omtrent lige Ø. for nuværende Vangehusvej,
hed senere Kildendal. Om Forvekslingen af
denne Kilde og Kirsten Pils Kilde s. d. (Litt.:
Villads Christensen i »Historiske
Meddelelser om Kjøbenhavn« VI).
B. L.
Vartpenge, se Ventepenge.
Varulv (sproglig: Mand-Ulv, jfr. engelsk
werwolf, og gammelgermansk wer, »Mand«),
et til en Ulv forvandlet Menneske. Troen paa,
at visse Mennesker vilkaarlig kunde forvandle
sig til Ulve, var ret almindelig i Middelalderen,
og der findes adskillige Beretninger om, at Saar,
som var tilføjede Ulve under deres Angreb paa
Mennesker eller Dyr, senere blev set paa de
Personer, der var kendte som V. Andre
Beretninger, især fra en sildigere Tid, gaar ud
paa, at Forvandlingen til Ulv blot var en Drøm
hos vedkommende; Personer, der i Timevis laa
i dyb Søvn, fortalte efter Opvaagningen om de
Bedrifter, de havde udført, medens de løb rundt
i Ulveskikkelse. Her er altsaa en fuldstændig
Analogi til Porta’s Forsøg med Heksesalverne
(s. d.), og det aandelige Slægtskab mellem V.
og Heksesabbaten ligger lige for; i første
Tilfælde drejer det sig om en Tilfredsstillelse af
Blodtørst, i det andet af seksuel Trang. I Kina
og Bagindien findes lignende Tro paa
Var-Tigere. (Litt.: S. Baring-Gould, The book
of Were-wolves [Lond. 1865]; W. Hertz, »Der
Werwolf. Beitrag z. Sagengesch.« [Stuttgart
1862]. Art. Lycanthropy i Hastings Encycloped.
of Rel. a. Ethics, hvor nærmere; Perty,
»Die mystischen Erscheinungen der
menschlichen Natur« [Leipzig 1872]).
(Alfr. L.). Edv. L.
Varuna, en af de vigtigste Gudeskikkelser i
den ældste indiske Mytologi. Da V. hører til
det ældste Lag af Naturguder, hvis Oprindelse
ligger forud for Rigveda’s Kulturperiode, er hans
oprindelige Karakter vanskelig at fastslaa, og
vidt forskelllige Opfattelser af ham (som
Himmelgud, Maanegud, Solgud, Regngud) har gjort
sig gældende. Selve Navnet V. synes at være
afledt af Roden »var« (ɔ: omgive, indhylle,
hindre, holde tilbage) og er ofte blevet
sammenstillet med græsk Ουρανός (en Etymologi,
som dog bestandig er tvivlsom paa Grund af
flere fonetiske Vanskeligheder); det synes
saaledes at kunne betyde »Himmel« eller
»Atmosfære« (Skydække). I Rigveda anraabes han
dels alene i en Række Hymner, der hører til
Samlingens mest ophøjede Poesi, dels i
Forbindelse med andre Guder, særlig Mitra
(s. d.); han er her Opholderen af
Verdensordenen i Himmelen og paa Jorden (den fysiske
saavel som den moralske): paa hans Befaling
gaar Sol, Maane og Stjerner deres sikre Baner,
han lader Floderne strømme og frugtbargøre
Jorden og samler Skyerne om Bjergenes
Toppe; hans Virksomhed knyttes i det hele mere
til Vandene i Luften end til Oceanet. Ofte
betegnes V. som den højeste Gud, Gudernes og
bele Universets Konge, og særlig fremhæves
hans Alvidenhed: han kender Fuglens Flugt og
Vindenes Gang og ser alt, hvad der er skjult;
ingen Skabning kan blinke med et Øje uden
hans Vidende og Villie, han kender
Menneskenes skjulte Tanker og ved, om de taler
Løgn »eller Sandhed; Synd og Falskhed vækker
hans Vrede og drager hans strenge Straf efter
sig (Sygdomme, især Vattersot, tilskrives ham);
men paa den anden Side beskytter han de
Fromme og tilgiver i sin Mildhed dem, der
angrer. Denne høje Stilling inden for
Gudeskaren synes V. nærmest kun at indtage i de
ældre Bestanddele af Rigveda, især i de Hymner,
som tilskrives den store Sanger Vasishtha,
hvilket meget godt kunde tyde paa et Slags
Reformforsøg i monoteistisk Retning inden for
visse Klasser eller Stammer i Folket; senere
træder V. derimod mere tilbage for andre
populære Gudeskikkelser, som Indra, sammen
med hvem han ogsaa undertiden paakaldes, og
beholder kun sin Karakter som Vandgud eller
Regngud, og i den yngre Mytologi figurerer
han nærmest kun som Gud for Oceanet (en
Slags Neptun). Som Verdensvogter (loka-pala)
er han Hersker over den vestlige Verdensegn.
V. regnes ligesom Mitra til den Klasse Guder,
der kaldes Aditya’er (s. d.), og hvor disse
to findes sammenstillede, synes Forholdet
mellem disse at være som mellem Mørke og Lys
(Aften og Morgen eller Nat og Dag; jfr
Mitra). (Litt.: E. W. Hopkins, The Religions
of India [London 1896]; Edv. Lehmann,
»Die Inder« [i Chantepie de la Saussaye:
»Lehrbuch der Religionsgeschichte«, I]; H.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
