Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - venskabelige Tal - Venskabsøer - Venstermand - Venstre
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
venskabelige Tal (matematisk). To hele
positive Tal kaldes v. T., naar hvert af dem er
lig Summen af alle det andets Faktorer; som
Eksempel kan nævnes 220 og 284. Allerede
Pythagoræerne beskæftigede sig med saadanne
Tal.
Chr. C.
Venskabsøer, se Tonga-Øer.
Venstermand, uddød dansk, fra de
holstenske Elbmarsk-Enge stammende Adelsslægt, hvis
oprindelige Navn er Wilsterman, og som
førte et af sort og Sølv delt Skjold med fire
sorte Bjælker i 2. Felt og to sorte Ørnelaar
med sammengribende Klør paa Hjelmen.
Slægten kendes omkring Midten af det 14.
Aarhundrede. Folkevisens Morten V. er uhistorisk. En
Henning V. var maaske Fader til de to
Brødre. Landsdommer paa Falster Morten V. til
Stadager (d. omkring 1500) og Landsdommer
i Lolland Johan V. til Fuglsang. Den
førstnævntes Søn, Jørgen V. til Stadager (d.
1551), var Fader til Morten V. til Pederstrup
(1536—1610), der havde betydelige Forleninger,
til Henning V. til Brobygaard (d. 1581), til
Landsdommer i Lolland og Falster Lave V. til
Stadager (d. 1587), som en Tid var Skibschef,
og til Johan V. til Olstrup (d. 1587), der 1567
beskikkedes til Norges Riges Kansler, hvilket
Embede han mistede faa Aar efter, vistnok til
Dels paa Grund af Mangler i sit Regnskab.
Kaptajn for Landfolket Morten V. (1568—1648)
— Søn af den anden af disse Brødre — drev
et ringe Købmandsskab i Kjøge. Med ham
uddøde Slægten.
P. B. G.
Venstre er efter den politiske Sprogbrug,
der kan føres tilbage til den franske
Revolution (i hvis Nationalforsamling de mest radikale
Medlemmer havde Plads til venstre for
Talerstolen), den almindelige Betegnelse for de
demokratiske og »liberale« Retninger i
Modsætning til de aristokratiske og »konservative«
eller »Højre« (s. d.). I Danmark er V. blevet
det faste Partinavn for en politisk Retning, der
lige fra først af har haft sin sikre Rod i den
besiddende Bondestand og senere har kunnet
vinde andre Dele af Folket. Allerede ved
Valgene til den grundlovgivende Rigsforsamling
skilte »Bondevennerne« sig ud fra det
nationalliberale Parti, som de bebrejdede, at 1/4 af
Pladserne i Rigsforsamlingen skulde besættes
ved Kongevalg. Skønt der i denne Tid ogsaa
var adskillige mere uafhængigt staaende
Politikere, der maa betragtes som »Venstremænd« mere
end som »nationalliberale«, var det
Bondevennerne, der mellem 1848 og 1865 udgjorde
den danske Rigsdags egentlige V.-Parti; for
dette var fra først af den fuldt gennemførte
folkelige Valgret et Hovedkrav, men i øvrigt
drev det en ret snæver Klassepolitik med
Gaardmandsklassens økonomiske og sociale
Interesser, ganske særlig Fæstevæsenets Afløsning, i
Forgrunden. Det »bondevenlige« V. kom aldrig
til at raade over et sikkert Flertal i
Folketinget, og det var kun en ganske kort Tid —
fra Decbr 1859 til Febr 1860 — Grundlag for
en Regeringsdannelse (Ministeriet Rotwitt), der
dog næppe kan kaldes et egentligt
»Venstreministerium«. Dets Hovedførere var J. A.
Hansen og A. F. Tscherning, der ofte var uenige,
især om det nationale Spørgsmaal, og hvis
Uenighed skabte en Spaltning inden for de i
Forvejen løst organiserede Partirammer.
Striden om Grundlovens Forandring
1865—66 medførte ny Delinger og Grupperinger paa
Rigsdagen. Et grundtvigsk, saakaldt
»nationalt« V. optraadte nu som særlig Gruppe med
Sophus Høgsbro som Leder. Bondevennernes
Politik fortsattes af et »folkeligt« V. under
Ledelse af J. A. Hansen, hvis Tilslutning til
»Oktoberforeningen« og den reviderede
Grundlov imidlertid fornyede den gamle Modsætning,
hvori han stod til Tscherning. Allerede fra 1868
udjævnedes dog Kløften mellem J. A. Hansen’s
Tilhængere og den særlig af Tscherning
paavirkede, men nu af G. Winther ledede
Folketingsgruppe (ofte kaldet »Bjørnbakkerne« paa
Grund af deres Tilknytning til den uden for
Rigsdagen staaende jyske Agitator Lars
Bjørnbak), og 1870 skete saa det i V.’s Historie
epokegørende, at baade det grundtvigske, J. A.
Hansen’ske og gamle Tscherning’ske V. sluttede
sig sammen i eet Parti: »det forenede
V.«, hvis almene Ideer samlede sig i Kravet
om en politisk og folkelig Udvikling i
»Junigrundlovens Aand«, og hvis praktiske
Hovedkrav over for Kongemagten og Højre blev et
Ministerium i Overensstemmelse med
Folketingets Flertal — som blev vundet af V. allerede
1872 —, det vil sige
Folketingsparlamentarismen.
Omkring en saadan ideelt præget
Forfatningspolitik maatte det i det lange Løb være muligt
at samle andre end Bønder, men over for den
haarde Modstand, som Ministeriet Estrup satte
imod dets Bestræbelser, bevarede Partiet kun
daarlig Sammenholdet, og Førerskabet deltes
under »Forfatningskampen« mellem vidt
forskellige Mænd som C. Berg, — J. A. Hansen’s
Afløser og den mest centrale Førerskikkelse —,
V. Hørup, S. Høgsbro, Holstein-Ledreborg og
Frede Bojsen (»de fem Venstreførere«).
Allerede Striden om den første provisoriske
Finanslov 1877 førte til »det forenede V.«’s
Sprængning, idet det i Marts 1878 deltes i det
moderate V., der fik Bojsen til Leder og Holstein
til Ordfører, og som bevarede Partiets tidligere
Navn, og det radikale V., der selv kaldte
sig Folketingets V., og i hvilket Hørup
snart indtog en fremskudt Stilling ved Siden
af Gruppens egentlige Leder, Berg. Det
radikale V. vandt Fremgang ved Folketingsvalgene
i Jan. 1879 paa de Moderates Bekostning, men
svækkedes et halvt Aar senere ved Dannelsen
af en ny Gruppe, »de Udtraadte«. 1881
medførte ny Kampe med Ministeriet om
Finansloven en Tilnærmelse mellem V.’s enkelte
Grupper, og snart efter en Samvirken om den
saakaldte »Visnepolitik« (Forsøget paa at
fortrænge Højreregeringen ved Nægtelse af Love
og Bevillinger). Fra Begyndelsen af Firserne
styrkedes V. ved i stigende Grad at vinde
Tilhængere ogsaa i Byerne, navnlig Kbhvn, og det
støttedes af det nu saa smaat fremvoksende
Socialdemokrati. — Forbindelsen med det
»litterære V.«, fastslaaet ved Edvard Brandes’ Valg til
Folketinget 1880, blev dog ogsaa en ny Kilde til
Splittelse, og med religiøse Modsætninger som
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
