Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Verdenskrigen (Krigens Forhistorie)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Imidlertid var det lykkedes Bismarck at knytte
Italien til sig. Dette Land var kommet i
Modsætningsforhold til Frankrig paa Grund af, at
dette havde okkuperet Tunis, og Bismarck
udnyttede denne Situation til at faa Italien ind
som »der Dritte im Bunde«. Forholdet mellem
de tre Stater var i Begyndelsen ret løst,
navnlig fordi Østerrig-Ungarn ikke vilde forpligte
sig til at hjælpe mod Frankrig, men det
udviklede sig senere til »Triplealliancen«,
idet der 1887 sluttedes en Overenskomst, der
forpligtede de 3 Stater til at hjælpe hinanden,
hvis en af dem blev angrebet af to eller flere
Stormagter, og til velvillig Neutralitet, saafremt
en af de tre Magter blev nødt til at erklære en
uden for Triplealliancen staaende Stat Krig.
Samtidig fik Italien — om end ikke ligefrem,
saa dog indirekte Anvisning paa Albanien, hvis
Østerrig-Ungarn udvidede sine Grænser paa
Bslkan. — Her var Forholdene stadig urolige
og fremkaldte Spænding mellem
Østerrig-Ungarn og Rusland, og i Vinteren 1887—88 traf
begge Magter Krigsforberedelser. Bismarck
synes at have haabet, at Østerrig-Ungarn vilde
begynde Krig, men da dette ikke skete,
erklærede han rent ud, at Tyskland ikke var
interesseret i Balkanspørgsmaalet og »ikke vilde
ofre en pommersk Grenaders Knokler paa
Balkan«.
Kejser Vilhelm II’s Politik. Den
fransk-russiske Alliance.
Modsætning mellem Tyskland og England.
I Marts 1888 døde Kejser Vilhelm I og 3
Maaneder senere Kejser Fredrik, hvorefter
Vilhelm II blev Kejser i Tyskland. I Begyndelsen
syntes den unge Kejser at ville følge Bismarck’s
Politik, men i Marts 1890 lod han Bismarck
falde som Rigskansler og slog ind paa nye
Baner. Med den »tostrengede Politik« var det
nu forbi; demonstrativt fejrede Kejser Vilhelm
1890 Vaabenbroderskabet med den
østerrig-ungarske Hær, og samtidig forhandledes der
om en Fornyelse af Triplealliancen. Paa
iøjnefaldende Maade kastede Kejseren Vrag paa det
Venskab med Rusland, som hans Bedstefader
altid havde søgt at bevare, og som Bismarck
heller aldrig havde undervurderet. Kejser
Vilhelm’s Holdning over for Rusland gav Stødet
til, at Frankrig og Rusland nærmede sig
hinanden mere end nogen Sinde før. Et fransk
Eskadrebesøg dannede Indledningen, og den 27.
Aug. 1891 blev Alliancetraktaten mellem de to
Lande underskrevet; den var dog foreløbig af
rent defensiv Art og skulde navnlig sikre de to
Lande mod at blive slaaet enkeltvis. Hermed
var den europæiske Stormagtspolitik traadt ind
i en ny Face: en Ligevægtspolitik paa
Fastlandet med et Toforbund paa den ene Side
og et Treforbund paa den anden (begge
dog af defensiv Art). England in splendid
isolation. — England stod foreløbig velvillig
over for Treforbundet; indtil henimod
Udgangen af Aarhundredet ansaa man i England
Rusland og Frankrig for det britiske Riges
farligste Fjender (Krigsfaren i 1885 p. Gr. a. det
afghaniske Spørgsmaal, Faschodaaffæren i 1898).
Omslaget kom langsomt og gradvis. Først viste
Modsætningsforholdet mellem England og
Tyskland sig paa det industrielle og kommercielle
Omraade. Tyskland var ved at udvikle sig til et
Industriland, og samtidig voksede dets
Indbyggertal i en ganske overordentlig Grad.
Virkningerne heraf traadte frem paa mange
Maader: det tyske Rige behøvede nu en betydelig
Indførsel af Korn og Raaprodukter til sin
Industri; Skibsfart og Handelsflaade udviklede
sig stærkt, og Tyskland begyndte at se sig om
efter Kolonier. De oversøiske Forbindelser fik
en Betydning for Landet som aldrig før, og nu
rejste der sig omkring Aarhundredskiftet
stærke Krav om at beskytte disse oversøiske
Forbindelser ved en stærk Flaade. Det var saaledes i
en vis Forstand en ny Tids Tanker og Stræben,
Kejser Vilhelm tog op, da han forlod
Bismarck’s forsigtige Politik og slog ind paa en
maritim-kolonial Verdenspolitik i den Hensigt
nu at føre det tyske Rige videre frem, for fuld
Kraft. Udadtil slog Kejseren dette fast i Taler
og i sin personlige Optræden
(Lykønskningstelegram til Præsident Krüger Jan. 1896 i
Anledning af Sejren over Dr. Jameson, Talen i
1896 ved den tyske Rigsdags 25-Aarsdag, i Kiel
15. Decbr 1897, i Stettin 28. Septbr 1898, i
Damaskus 1898, her angaaende Forholdet til
Muhammedanerne, o. s. fr.). Kun alt for meget
talte han om at gøre Tyskland til en Sømagt
og et Verdensrige, og det kunde ikke være
andet end, at de engelske Statsmænds
Opmærksomhed maatte vækkes herved. Saa længe
Dronning Viktoria levede, gjorde Traditionen i den
engelske Politik, Dronningens personlige
Sympatier og Slægtsforholdet mellem de to
Fyrstehuse sig gældende, men da Kong Edvard VII
i Jan. 1901 besteg Englands Trone, var det gode
Forhold mellem de to mægtige Riger snart
forbi.
Kong Edvard’s Ententepolitik.
Kong Edvard delte ikke sin Moders Sympati
for Tyskland; han kendte sin Nevø, Kejser
Vilhelm’s Planer og forstod Faren, der truede
det britiske Rige fra den unge Sømagt paa den
anden Side af Nordsøen. I Modsætning til, hvad
der var almindeligt i England, greb han som
Konge ind i Udenrigspolitikken. En Krigens
Mand var han næppe, men han ansaa det for
nødvendigt at sikre sit Land og satte sig derfor
som Maal at isolere Tyskland ved en Entente
mellem dets naturlige Modstandere. — Nu var
Englands Stilling over for Frankrig og Rusland
imidlertid af en vanskelig Natur. I Frankrig
havde Faschodaaffæren vakt Bitterhed, og
Afslutningen af et engelsk-japansk Forbund i 1902
begunstigede ikke en Tilnærmelse til Rusland.
Hertil kom, at Boerkrigen bandt Kong Edvard’s
Hænder. Men 15. Maj 1902 sluttede denne Krig;
i Juli afløstes Salisbury som engelsk
Premierminister af Balfour, og i Foraaret 1903 tiltraadte
Kong Edvard sin første politiske
Udenlandsrejse, bl. a. til Paris. En ny Kurs var allerede da
indvarslet i den europæiske Politik, idet Italien
havde udsonet sig med Frankrig. Grunden
hertil laa nær. Italien kunde ikke føre Krig mod
England, og naar dette tog Parti mod
Treforbundet, blev Italiens Stilling som Medlem af
dette Forbund usikker. Der blev nu afsluttet
forskellige Overenskomster: 1902 mellem
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
