Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Verdenskrigen (Krigens Forhistorie)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Frankrig og Italien om Forholdene i Afrika, 1904
mellem Frankrig og England om Forholdene i
Ægypten og i Marokko. — Hele denne
epokegørende Svingning i Englands Politik foregik
ikke uden at fremkalde stærke Brydninger og
en vis Usikkerhed i Forholdet mellem de
europæiske Stormagter. Frankrig kom i en skæv
Stilling over for Rusland, der stod skarpt over
for England p. Gr. a. Krigen med Japan,
Doggerbankaffæren (se Doggerbank) m. m.
England kom til at staa saa skarpt over for
Tyskland, at det ved Juletid 1904 gav
Anledning til Rygter om Krig mellem de to Lande.
Men i dette Virvar var der to Kendsgerninger,
som viste, hvilken Vej Udviklingen vilde gaa.
Den ene var, at Alliancen mellem Rusland og
Frankrig holdt — vistnok fordi Tsarriget
maatte have sin Ryg dækket mod Tyskland,
naar det var i Krig med Japan. Den anden
Kendsgerning var, at England i Decbr 1904
kundgjorde en ny Plan for den engelske
Flaades Fordeling i Fredstid, saaledes at der blev
skabt en stærk »Hjemmeflaade«, medens
Flaadestyrken i Middelhavet mindskedes — alt i alt
en Sikkerhedsforanstaltning, der øjensynlig var
rettet mod Tyskland og samtidig illustrerede
Englands gode Forhold til Frankrig og Italien.
— I Aarene 1905—07 var den europæiske
Storpolitik vedblivende præget af Usikkerhed og
Uklarhed. Tyskland var kommet i en stærk
Stilling som Følge af den østasiatiske Krig, der
havde svækket Rusland. Kejser Vilhelm
udnyttede denne Situation til at paavirke Kejser
Nikolaj og fik under Mødet ved Björkö den 24.
Juli 1905 denne til at gaa ind paa et defensivt
Forbund mellem Tyskland og Rusland. Den
russiske Udenrigsminister nægtede imidlertid at
godkende Aftalerne paa Björkömødet, og den
vankelmodige Tsar bøjede sig for sin Ministers
Mening. — Udviklingen gik nu, efter at der
den 5. Septbr 1905 var sluttet Fred i
Portsmouth mellem Rusland og Japan, atter i en for
Tyskland ugunstig Retning. Der var i Foraaret
1905 indtraadt en af de senere saa hyppige
Marokkokriser; Kejser Vilhelm havde under en
Middelhavsrejse hyldet Sultanen af Marokko
som fri og selvstændig Monark, hvilket
fremkaldte stor Ophidselse i Frankrig. Dette veg
dog tilbage for Krig, navnlig p. Gr. a. Ruslands
Svaghedstilstand og under Hensyn til den ringe
landmilitære Hjælp, der kunde ventes fra
England. Krisen endte med en
Stormagtskonference, der aabnedes i Algeciras 8. Jan. 1906 og
sluttede ret fredelig 7. April. Frankrig havde
opnaaet visse Fordele, men ellers gav
Konferencen ikke store iøjnefaldende Resultater. Det
var dog blevet aabenbart, at Udsigterne for en
fransk-engelsk-russisk Blok var voksende, og
Italien havde vist sig som et mindre paalideligt
Medlem af Triplealliancen, som dog stadig
bestod formelt. — I Foraaret 1907 tiltraadte Kong
Edvard en ny storpolitisk Rejse til Frankrig,
Spanien og Italien. 31. Aug. 1907 afsluttedes en
engelsk-russisk Overenskomst angaaende
Forholdene i Persien, Afghanistan og Tibet. 9. Juni
1908 mødtes Kong Edvard med Tsaren i Reval.
Paa dette Møde var den russiske
Udenrigsminister (Isvolsky) til Stede, og her naaede Kong
Edvard sit Maal: den fransk-engelsk-russiske
Entente var fra nu af en Kendsgerning. I
Sammenligning hermed var det af underordnet
Betydning, at Kejser Vilhelm mødtes med Tsaren
i Swinemünde 3. Aug. 1907, og at Tyskland
førte diplomatiske Forhandlinger med de andre
Østersøstater om at gøre Østersøen til et mare
clausum; det engelske Diplomati greb ind, og
der kom intet ud af Forhandlingerne andet
end det rent negative, at Danmark, Rusland,
Sverige og Tyskland forpligtede sig til at
opretholde status quo i Østersøspørgsmaalet. Lige
saa betydningsløs blev en »Fredskonference«,
som paa Kejser Nikolaj’s Indbydelse traadte
sammen i Haag i 1907; den bidrog kun til at
skærpe Forholdet mellem England og Tyskland
p. Gr. a. Afrustningsspørgsmaalet, som den
liberale engelske Premierminister
Campbell-Bannerman fik sat paa Dagsordenen.
Balkankrisen 1908—09. Kong
Edvard’s Død. Naar det var lykkedes Kong
Edvard at faa Rusland smedet ind i sin
Entente Ring, maa Grunden søges i
Begivenhederne paa Balkan. Oktbr 1906 var
Udenrigsministerposten i Østerrig-Ungarn blevet besat med
v. Aehrenthal. Denne kloge og energiske Mand
havde sat sig som Maal at føre
Østerrig-Ungarn frem til en Magt af 1. Rang og vilde nu
begynde med at indlemme Bosnien og
Herzegovina i Dobbeltmonarkiet. Men samtidig havde
England, Rusland og Frankrig besluttet at tage
Ledelsen af Balkansagen i deres Haand — det
var Revalmødets første Resultat. I Marokko
opstod der Revolution, og alle disse Forhold
fremkaldte en almindelig Uro i Europas
diplomatiske Verden. 5. Oktbr 1908 proklamerede
Kejser Frants Josef Bosniens og Herzegovinas
Indlemmelse i det habsburgske Rige, og samme
Dag lod Fyrst Ferdinand af Bulgarien sig
udraabe til Tsar og erklærede sig uafhængig af
Tyrkiet. Her var Ungtyrkerne kommet til
Magten, og de besvarede Uafhængighedserklæringen
med at udstede Mobiliseringsordre. Ogsaa
Serbien traf Krigsforberedelser og protesterede
kraftig mod Anneksionen af Bosnien og
Herzegovina. Rusland og Italien støttede Serbien, og
i Begyndelsen af 1909 var Situationen i høj
Grad kritisk. Baade Rusland og
Østerrig-Ungarn traf Krigsforberedelser. Men Kejser
Vilhelm støttede, trods sin Rigskansler Fyrst
Bülow’s Raad, sin Allierede og lod Tsaren vide,
at Tyskland vilde staa ved Østerrig-Ungarns
Side, hvis det kom til Krig. Den russiske
Regering veg da tilbage. Rusland var svækket ved
Krigen mod Japan, og dets Hær var ikke i
Orden. Dermed var Sagen afgjort for Serbiens
Vedkommende; det lille Land maatte bøje sig
for den store Nabo. Med Tyrkiet havde v.
Aehrenthal allerede tidligere affundet sig; det fik
Novi-Bazar, 2 1/2 Mill. tyrkiske Pund og en
gunstig Handelstraktat. — Det bosniske
Spørgsmaal var altsaa afgjort. Østerrig-Ungarn havde
sejret, støttet — som Kejser Vilhelm udtalte
det — af Tyskland »in schimmender Wehr«.
Rusland havde lidt et alvorligt diplomatisk
Nederlag, der egentlig ramte hele Ententen, og i
den nærmeste Tid efter den store Krise syntes
den almindelige Skuffelse i Rusland, Frankrig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
