Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Verdenskrigen (Krigen til Lands. 1914. Vestfronten.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Styrke, der marcherede mod denne. Dette førte
til Slaget ved Guise og St. Quentin (29. Aug.),
idet 5. Armé var standset her for at udføre
Joffre’s Ordre, men da blev angrebet af II. tyske
Armé. Det lykkedes nu vel Franskmændene at
standse denne (jfr. Skitse 4), men længere ude
mod Vest fortsatte v. Kluck sin hurtige
Fremrykning og tvang derved Franskmændene til at
afbryde Kampen med II. tyske Armé og
foretage et ilsomt Tilbagetog. Situationen var i det
hele taget meget mørk for den franske Hær; thi
ganske vist havde dens Centrum (3. og 4. Armé)
været heldig med at modstaa de mod det
fremrykkende tyske Arméer, men Fronten var og
blev skrøbelig med store aabne Rum, navnlig
mellem 5. og 4. franske Armé, og den yderste
venstre Fløj truedes stadig af Kluck’s stærke
og vel førte Armé. — Den franske Overgenerals
Plan var altsaa atter strandet, der maatte
skabes nye Udveje, hvilket betød, at der maatte
gaas endnu længere tilbage. Den 1. Septbr Kl.
2 Eftm. udgav Joffre de hertil nødvendige
Ordrer: 5. Armé skulde gaa hurtig tilbage, de
andre Armeer mere metodisk, benyttende enhver
Chance for at tilføje Fjenden Tab; 5. Armé
skulde gaa tilbage bag Seine (S. f. Nogent), en
Del af 4. Armé under General Foch bag Aube
(S. f. Arcis-sur-Aube), Hovedmassen af 4. Armé
bag Ornain (Ø. f. Vitry), 3. Armé til Egnen N. f.
Bar-le-Duc. Den herved angivne Linie
Nogent—Arcis-sur-Aube—Vitry—Bar-le-Duc angav dog
kun den yderste Grænse for, hvor langt der
maatte gaas tilbage. Om den engelske Hær stod
der intet i Joffre’s Ordre (1. Septbr Eftm.);
Samarbejdet var brudt, og French tænkte paa
at gaa tilbage Vesten om Paris. Ved den
engelske Krigsministers, Lord Kitcheners
Mellemkomst fik Joffre dog Samarbejdet genoprettet
og udvirket, at den engelske Hær skulde trække
sig Ø. om Paris, holde sig bag Marne i nogen
Tid for derefter at gaa tilbage bag Seine
mellem Melun og Juvisy. — Det var nu Joffre’s
Tanke at samle alle Kræfter i Linien
Pont-sur-Yonne—Nogent-sur-Seine—Arcis-sur-Aube—Brienne-le-Château—Joinville. Den Hærstyrke, som
var formeret til venstre for Engelske Armé ved at
føre Tropper fra den franske højre Fløj og fra
dens Centrum ud paa den yderste venstre Fløj
(se ovenfor), og som under Navn af 6. Armé var
stillet under Befaling af General Maunoury,
skulde vige tilbage mod Paris. Endnu var
Betingelserne for en Offensiv ikke til Stede.
De tyske Operationer
25. Aug.—1. Septbr. Den tyske Hærledelse ansaa sig for
Situationens Herre paa Vestfronten. Ikke blot
de vundne Sejre, men ogsaa den Entusiasme,
der prægede Meldingerne fra Armécheferne,
bidrog til at fremkalde dette Indtryk hos
General Moltke. Man overvurderede Sejren og
oversaa Vanskeligheden ved helt at besejre store
Hære, moderne udrustede og
velkommanderede, som de franske Armeer i Virkeligheden var,
uanset de begaaede Fejl. Det optimistiske Syn
paa Forholdene paa Vestfronten og
mistrøstende Efterretninger fra Østfronten i Dagene
omkring den 20. Aug. førte Moltke til den
skæbnesvangre Beslutning at føre Tropper fra Vest til
Øst (den 25. Aug.). Foreløbig drejede det sig
om 2 Armékorps (1 af II. og 1 af III. Armé)
samt 1 Kavaleridivision; men det var Tanken
at lade flere Armékorps følge efter. — Paa
Vestfronten synes den tyske Hærledelse at have
troet, at det kun drejede sig om at forfølge
Sejren. At v. Kluck den 26. Aug. slog
Englænderne ved le Cateau, gjorde den endnu mere
sikker paa den endelige Sejr, og den 27. gav
den Ordre til almindelig
Fremrykning mod Paris: I. Armé skulde rykke
mod Seine neden for Paris, altsaa Vest om
Hovedstaden, II. Armé lige mod Paris, III. mod
Château-Thierry, IV. mod Épernay, V. mod
Linien Chalons—Vitry-le-François, VI. Armé
skulde forsvare Lothringen og, hvis
Franskmændene veg, rykke frem mellem Toul og Épinal,
medens VIL Armé skulde hindre Modstanderen i
at trænge frem mellem Épinal og den
schweiziske Grænse. Disse klare Retningslinier for
Armeernes Fremtrængen svækkedes imidlertid ved
en Tilføjelse, der lød saaledes: »Mødes der
stærk Modstand ved Aisne eller senere ved
Marne, kan dette føre til at ændre
Fremrykningsretningen fra SV. til S.«. Det viste sig nu
snart, at Armécheferne kun var alt for
tilbøjelige til at rette sig efter denne Tilføjelse, og
dette fik saa meget større Betydning, som
Fronten var for udstrakt til, at Arméerne
kunde rykke frem Side om Side; der var store
Aabninger i den tyske Fremrykningsfront, og
Armeerne fik derved og gennem den ovenfor
citerede Tilføjelse til Ordrerne alt for mange
Muligheder for at operere efter Arméchefens
personlige Skøn. Den hele Manøvremasse, som
I.—V. Armé dannede, rykkede derfor paa ingen
Maade, som v. Schlieffen havde tænkt sig, frem
som »en samlet Mur«, men i Brudstykker,
mellem hvilke der var større eller mindre
Mellemrum, og som svajede og svingede fra den
ene Retning til den anden, alt efter som den
paagældende Arméchef mente sig opfordret
dertil efter Øjeblikkets Situation. — Det begyndte
med, at III. Armé for at hjælpe IV. Armé, som
var stødt paa stærk Modstand, den 28. Aug.
bøjede af mod SØ.; dette havde den alvorlige
Følge, at den tyske højre Fløj nu faktisk kun
bestod af 2 Armeer, II. og I., og disse to
opererede paa ingen Maade i god Overensstemmelse
med hinanden. — Den 29. Morgen stødte II.
Armé (Bülow) paa 5. franske Armé; dens
venstre (østlige) Fløj blev indviklet i en uheldig
Fægtning ved Guise, men dens højre Fløj
kæmpede heldigt ved St. Quentin. Den 30. afbrød
Franskmændene Kampen; men II. Armé havde
faaet et Standsningsstød og var fra nu af og
indtil videre en hel Dagsmarche bagud for I.
Armé, der trængte rask frem V. f. Oise og
temmelig let overvandt den svage Modstand,
Franskmændene foreløbig kunde iværksætte paa
den yderste vestlige Fløj. Nu indtraf der
imidlertid Omstændigheder, der afbrød v. Kluck’s
Bevægelse mod SV. og fik ham til at slaa ind
paa helt nye Baner. Han fik Opfordring fra v.
Bülow til at gribe ind mod den vigende 5.
franske Armé, og da v. Kluck ansaa den Fjende,
han selv havde over for sig i sydvestlig Retning,
for ukampdygtig og i hvert Fald betydningsløs,
lod han sig friste til at følge Bülow’s
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
