Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Verdenskrigen (Krigen til Lands. 1914. Vestfronten.) - Verdenskrigen (Østfronten og Orienten. 1914.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Offensiv med de i Flandern samlede franske,
engelske og belgiske Stridskræfter blev der
imidlertid ikke noget af. Det blev Tyskerne, som
tog Offensiven; de erobrede Lille, og de
Allierede maatte derefter holde sig til Forsvar i
Linien Nieppe (4 km V. f. Armentières)
—Messines—Houthem—Gheluvelt—Paschendaele—
Houthulst—Dixmuiden—Yserkanal. — Der laa
vidtgaaende Planer bag den tyske Offensiv: støde
frem mod Calais, ødelægge den belgiske Hær,
skille Englænderne fra Franskmændene.
Angrebsforetagendet mod Calais skulde udføres af
Hertugen af Württembergs Armé (IV.), som nu
ogsaa var overført til denne Del af
Krigsskuepladsen; den skulde navnlig angribe i Linien
Ypres—Cassel, medens samtidig VI. Armé
under Kronprinsen af Bayern skulde drive en Kile
ind mellem Englænderne og Franskmændene
ved at støde frem mod Arras. I alt deltog c.
30 Divisioner i Offensiven. — De Allierede mødte
med en lignende Styrke; men der var langtfra
den samme Enhed i deres Operationer som i
de tyske; de Allierede førtes jo af tre
forskellige Chefer. — Den 18. Oktbr angreb Tyskerne
de belgiske Forposter, der blev trængt tilbage
bag Ypreskanalen; Natten mellem den 21. og
22. Oktbr gik tyske Styrker over Kanalen og
trængte Belgierne tilbage til Jernbanen
Nieuport—Dixmuiden. Den belgiske Hær var
efterhaanden blevet stærkt medtaget, og Situationen
syntes kritisk. Men da aabnede Belgierne
Sluserne ved Nieuport, og snart begyndte Vandet
at stige i det lave Terrain mellem Jernbanen og
Yserkanalens Dæmninger; den 29. og 30. Oktbr
maatte Tyskerne rømme deres Stillinger paa
venstre Yserbred, hvor Skyttegravene fyldtes
med Vand, medens et flere Kilometer bredt
fugtigt Bælte strakte sig bag de tyske Stillinger og
snart blev helt oversvømmet. Yserkampene var
saa at sige blevet slukket med Vand. Den
belgiske Yserfront stod nu sikker nok.
Kampene ved Ypres
(21. Oktbr—15. Novbr). Medens Yserkampene fik denne
Afslutning, blussede nye Kampe op ved Ypres.
Striden drejede sig her om tre Højdepartier
Kemmel, Mont Noir og Castberg, der var besat
af Englænderne. Tyskerne angreb disse
Højdepartier med stor Voldsomhed, og da ogsaa de
Allierede gik over til Angreb, fik Kampen en
yderst indviklet og forbitret Karakter. I
Dagene 1.—6. Novbr saa Situationen meget kritisk
ud for de Allierede, men Englændernes
haardnakkede Forsvar og de franske Generalers
(Foch’s og d’Urbal’s) Aktivitet reddede Sagen for
de Allierede. Kampen her endte ogsaa uafgjort.
Joffre var blevet betænkelig ved den store
Indsats af Tropper, som Kampen krævede; han gav
den 4. Novbr Foch Ordre til at indstille sine
Angreb. Tyskerne fortsatte vel endnu deres
Anstrengelser i nogen Tid; den 10. Novbr aabnede
de et nyt stort Angreb, men da ogsaa dette
strandede, ophørte Slaget midt i Novbr, og
Fronterne fæstnede sig ogsaa her. — Nu var
der Stillingskrig lige fra den schweiziske
Grænse til Havet.
Østfronten og Orienten. 1914.
Mod Øst begyndte Krigen midt i Aug., først i
Serbien, senere i Østpreussen, Polen og
Galizien. Og endelig forplantede Krigen sig i Novbr
til Orienten.
Den tyske og den østerrigske
Operationsplan over for Rusland og
Serbien. Der var i Aarene før Krigen ført
en Del Forhandlinger mellem den tyske og den
østerrigske Generalstabsehef, mellem Moltke og
Conrad v. Hötzendorf, om en fælles
Operationsplan; de blev enige om, at Hovedmassen af den
østerrig-ungarske Hær skulde sættes ind mod
Rusland og rykke frem mod Brest-Litovsk, og
at denne Offensiv skulde støttes af et tysk
Fremstød fra Østpreussen mod Narev. Denne Plan
frembød mange Fordele; de to Hære kunde
forene sig Ø. f. Vandlinien San—Weichsel—Bug
og straks true det russiske Opmarcherums
Centrum, betegnet ved Trekanten Brest-Litovsk,
Lublin, Kovel. Disse Aftaler synes dog ikke at
have været af bindende Natur, og hvorledes det
nu end forholdt sig hermed, saa udeblev det
tyske Fremstød mod Narev, hvilket General
Conrad senere bittert beklagede sig over.
Betingelserne for et harmonisk militært
Samarbejde mellem Tyskland og Østerrig-Ungarn
var i Virkeligheden alt andet end gode; deres
Strategi maatte ifølge Sagens Natur divergere.
Tyskland søgte Afgørelsen i Vest og var derfor
interesseret i kun at sende mindst muligt mod
Rusland. Den østerrigske Generalstab ønskede
ret naturlig lige det modsatte. I Tyskland
ønskede man, at Østerrigerne vilde angribe
Russerne med saa meget som muligt for at fri
Tyskland for et russisk Angreb. Men
Østerrig-Ungarn havde ogsaa for sit Vedkommende en
Modstander foruden Rusland og det en, som
paa ingen Maade kunde ringeagtes, nemlig
Serbien-Montenegro; og den østerrigske
Generalstab har haft let ved at forstaa, at jo mindre
den satte ind mod Serbien, jo mere altsaa mod
Rusland, desto lettere kunde Tyskland tage sig
Sagen mod Øst, desto tungere vilde Byrden af
Krigen paa Øst- og Sydøstfronten komme til at
hvile paa Dobbeltmonarkiets Hære. Denne
indviklede Knude kunde kun være løst ved en
ganske bestemt bindende Aftale før Krigen, men
det var netop en saadan Aftale, som synes at
have manglet. — Den østerrigske Generalstab
havde regnet med to Hovedmuligheder: den
ene, at Krigen begrænsedes til Serbien, den
anden, at Rusland greb ind. I første Tilfælde
skulde næsten Halvdelen af Hæren opmarchere
mod Serbien, i sidste Tilfælde de fire Femtedele
mod Rusland, kun en Femtedel mod Serbien.
Ud fra disse Synspunkter var alle
Forberedelser trufne. Da nu Konflikten med Serbien
tilspidsede sig, anordnede man den 25. Juli delvis
Mobilisering mod Serbien, regnede altsaa med
den første af de to ovenfor anførte
Hovedmuligheder: af 6 østerrigske Armeer
opmarcherede de tre mod Serbien. Da man den 31. Juli
blev revet ud af Vildfarelsen med Hensyn til
Rusland og nu forstod, at dette vilde gribe ind
i Krigen, var Opmarchetransporterne mod
Serbien allerede i fuld Gang, og man mente ikke
at kunne ændre dem uden at skabe Kaos. Den
tyske Kejser forlangte imidlertid bestemt
Hovedmassen af den østerrig-ungarske Hær sendt
mod Rusland, og i denne vanskelige Situation
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
