Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Verdenskrigen (1915.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Enighed mellem de to Allierede. Der blev formeret
et Ekspeditionskorps, der begyndte sin
Udskibning i Saloniki den 5. Oktober. —
Dardanellerforetagendet blev helt opgivet. Den vanskelige
Opgave at rømme Gallipoli blev udført med
stor Behændighed og Held. Den 20. Decbr 1915
blev Landgangsstedet ved Suvlabugten
rømmet, og den 8. Januar 1916 Landgangsstedet
ved Seddil Bahr, alt uden nævneværdige Tab.
Italiens Indtræden i
Verdenskrigen.
Den alvorligste Begivenhed for
Centralmagterne i 1915 var Italiens Indtræden i Krigen i
Maj. Der var gjort store Anstrengelser fra
tysk-østrigsk Side for at undgaa at faa Italien
til Fjende, hvilket i hvert Fald for
Østerrig-Ungarn nærmest maatte betegnes som en
Ulykke af katastrofal Betydning. Der var i Aarets
første Maaneder ført livlige Forhandlinger
mellem Wien og Rom under Ledelse af Fyrst
Bülow, som netop i dette Øjemed var sendt til
Rom som tysk Gesandt. I Wien var Berchtold
blevet afløst som Udenrigsminister af den mere
føjelige Baron Burian, og der blev fra
østerrigsk Side gjort Italien betydelige
Indrømmelser, bl. a. var der tilbudt det Trentino og Triest
og den overvejende Indflydelse i Albanien. Men
det var alt sammen forgæves. Ententen kunde
byde mere, og ledet af »den hellige Egoisme«
gik Italien den Vej, dets Interesser bød det.
Den 24. April 1915 forpligtede det sig over for
Ententen til at træde ind i Krigen inden 4
Uger, og den 24. Maj kom Italiens
Krigserklæring til Østerrig-Ungarn. Af politiske Grunde
indtraadte der foreløbig ikke Krigstilstand
mellem Tyskland og Italien, men Tyskland sendte
dog straks det saakaldte Alpekorps til den
italienske Front. Et Lyspunkt for
Østerrig-Ungarn var det, at Italiens Indgriben først skete
paa et Tidspunkt, da Russerne allerede var
trængt ud af Galizien. Heller ikke traf
Fredsbruddet den østerrigske Hærledelse uforberedt.
Ikke desto mindre var Dobbelmonarkiet nu i en
yderst vanskelig Situation: Halvdelen af dets
Hær maatte sendes til Italien. — Den
italienske Hær bestod af 12 Armékorps af
noget forskellig Sammensætning — i alt 25
Infanteridivisioner, 3 Kavaleridivisioner. Ved
Mobilisering opstillede hvert Armékorrs foruden
de 2 Infanteridivisioner tillige en Division
Mobilmilits (Landeværn). Ud over de her nævnte
Enheder var der 8 Alpiniregimenter og 2
Regimenter Bjergartilleri, Tropper, som særlig
var bestemt til Anvendelse, i Alperne. Hærens
Fredsstyrke var c. 300000 Mand; ved
Mobilisering bragtes den on paa c. 1230000 Mand
foruden Territorialmilits. Kong Victor Emanuel I
overtog den øverste Kommando over Hæren
med General Cadorna som Generalstabschef og
egentlig Leder af Operationerne. — Paa
østerrigsk Side, hvor Ærkehertug Eugen
fik Kommandoen paa den italienske Front,
havde man opstillet 5 Armeer ved Isonzo, desuden
en Hærafdeling i Kärnten og i Tyrol en af
Dankl kommanderet Armé, hovedsagelig
bestaaende af Landeværn og Tyrolerskytter. —
Italienerne var Østerrigerne langt overlegne i Tal.
Men Krigen blev i høj Grad præget af de
særlige strategiske og taktiske Betingelser,
hvorunder den førtes, og som var meget uheldige
og vanskelige for Italienerne. Krigsskuepladsen
faldt i 2 Dele: den østlige Front ved Isonzo og
den nordlige ved Alperne. Italienerne maatte
altsaa kæmpe i en Vinkel med dobbelt Front,
hvilket her var en betydelig Ulempe, fordi de
overalt havde meget vanskelige Angrebsvilkaar,
og det hvad enten de vilde angribe ved Isonzo
eller paa Alpefronten. Begge Steder havde
Østerrigerne Støtte i Terrainet, og mægtige
Befæstningsanlæg tjente yderligere til at styrke
Forsvaret. Italienerne havde derfor meget
vanskeligt ved at gøre deres Overlegenhed
gældende. De bedste Angrebsbetingelser fandt de ved
Isonzoflodens nedre Løb, i det smalle Omraade
fra Havet til Görz, denne By indbefattet; men
Terrainet her var stærkt befæstet, særlig det
dominerende Doberdoplateau og Terrainet
foran Görz. N. f. denne By, mellem Görz og
Canale, var Terrainet allerede vanskeligt for
Udfoldelsen af et stort Angreb, og hinsides Canale
ved den øvre Isonzo gik Fronten over i de
juliske Alper. Italienerne angreb under Krigen
mange Gange ved Isonzo, hvorved der opstod
de saakaldte Isonzoslag. 1.—4. Isonzoslag.
Efter forskellige indledende Kampe aabnede
Italienerne det første Angreb den 30. Juni, idet
de med en Armé (3.) angreb Görz, med en
anden (2.) Strækningen Piava—Tolmino længere
mod Nord. Der blev kæmpet i 5 Dage, men
Angrebet blev afslaaet. Den 18. Juli begyndte
Italienerne et nyt Angreb, denne Gang mod
Doberdoplateauet. Dette 2. Isonzoslag varede til
den 27. Juli og endte lige saa resultatløst som
det 1. Italienerne havde lidt meget store Tab
og maatte søge disse erstattet og Ammunitionen
fornyet, før de kunde tænke paa en ny
Offensiv. Det næste Angreb kom derfor først i
Oktober. Ved denne Lejlighed (3. Isonzoslag
18. Oktbr—5. Novbr) angreb Italienerne med i alt
25 Divisioner 3 Steder, nemlig
Doberdoplateauet. Brohovedet ved Görz og Tolminopartiet.
Baade dette Slag og det følgende (4. Isonzoslag,
10.—30. Novbr), der bestod af en Række
Angreb af forholdsvis begrænset Omfang, førte
ikke til væsentlige Resultater for Italienerne.
Den østerrigske Front forblev ubrudt, og ved
Aarets Slutning var den saa nogenlunde der,
hvor den var, da Krigen begyndte. Byen Görz
var blevet bombarderet den 26. Novbr og
næsten helt ødelagt; men Befæstningsanlæggene
foran Byen havde modstaaet alle Angreb. Begge
de kæmpende Parter havde lidt store Tab,
særlig Italienernes var meget betydelige.
Samtidig med Kampene paa Isonzofronten havde
der ogsaa staaet heftige Kamre paa
Tyrolerfronten. Her kæmpede 4. italienske Armé i
Dolomiterne, 1. italienske Armé paa begge Sider
af Gardasøen. Men de italienske Angreb var
ogsaa her resultatløse, den østerrigske Front
var og blev ubrudt.
Det tysk-østerrigsk-bulgarske
Felttog mod Serbien i
Efteraaret 1915.
Bulgariens Tilslutning til Centralmagterne
havde givet det nødvendige Grundlag for en
Aktion mod Serbien. Den 22. Septbr havde Tsar
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
