Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Verdenskrigen (1916.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
I Frankrig blev der truffet en lignende
Foranstaltning, idet der den 12. Decbr blev dannet
en Krigskomité paa 4 Medlemmer (Krigs-,
Marine-, Finans- og Vaabenministeren) under
Præsidentens Forsæde. I Rusland fik Stürmer
Afsked, hvorved det tyskvenlige Parti fik et haardt
Stød og mistede meget af sin Indflydelse; men
dette Omslag kom for sent, og hvad værre var,
det ramte under de foreliggende
Omstændigheder ogsaa selve Kejserhuset og banede Vejen
for Revolution og Anarki.
Det første Udslag af Forandringen i
Ententens Holdning var en mere energisk Optræden
mod Grækenland, hvor Kong Konstantin efter
Rumæniens Nederlag atter indtog en
ententefjendtlig Holdning samtidig med, at der i
Athen og andre græske Byer blev faret haardt
frem mod Venizelisterne. Den 14. Decbr
tilstillede Ententemagterne Kong Konstantin et
Ultimatum og forlangte de begaaede politiske
Forbrydelser straffede og alle græske Tropper og
Krigsmateriel i Thessalien ført tilbage til Morea.
Kong Konstantin maatte give efter; 6
Maaneder senere maatte han nedlægge Kronen. —
Medens Ententen saaledes begyndte at tage sig
sammen til en mere energisk Krigspolitik,
mente den tyske Regering, stærkt tilskyndet af den
østerrig-ungarske, at Tidspunktet var kommet
til at foretage et Fredsforsøg. Den 12. Decbr
1916 rettede Kejser Vilhelm en Opfordring til
De Forenede Stater, Schweiz og Spanien for at
indlede Fredsforhandlinger, og den 18. Decbr
rettede Præsident Wilson en Note til de
Krigsførende for »at erfare deres Hensigter om de
Betingelser, hvorunder Krigen kunde blive
bragt til Afslutning«. Ententemagterne nærede
imidlertid Mistillid til hele Fredsaktionens
Oprigtighed og erklærede først enkeltvis, senere
gennem en Fællesnote, at de vilde fortsætte
Krigen til Sejr. Præsident Wilson fortsatte dog
sine Forsøg paa at fremskaffe
Fredsforhandlinger, men da han senere (i Januar 1917)
udviklede sin Idé om Dannelse af et Folkenes
Forbund og som første Betingelse fordrede, at
»Freden skulde være en Fred uden Sejr«, faldt
hans Forslag til Jorden i begge Lejre.
Krigen i Tyrkiet 1916.
Angreb paa Ægypten. I Aug. 1916
forsøgte Tyrkerne et nyt Angreb paa Ægypten.
En Hær paa 18000 Mand, ført af den tyske
General Kress v. Kressenstein, rykkede ad
Karavanevejen langs Middelhavets Kyst mod El
Kantara ved Suezkanalen. Englænderne havde
imidlertid ikke blot tilstrækkelige Kræfter i
Ægypten til at møde det tyrkiske Angreb, men
drog ogsaa store Fordele af, at der i Juni var
udbrudt Oprør i Hedjas under Ledelse af
Hussein, Emiren af Mekka. General Murray, der
førte Kommandoen over de engelske Tropper
i Ægypten, sendte 2 Infanteridivisioner og 1
bereden Division under General Lawrence mod
Kress v. Kressenstein’s Hærstyrke, og den 3.-4.
Aug. mødtes de to Hære i Nærheden af Katia,
c. 45 km fra Suezkanalen. Englænderne, der
havde besat en stærk Stilling, modstod
Tyrkernes Angreb og gik derefter selv over til Angreb.
Tyrkerne maatte gaa tilbage mod El-Arisch
heftig forfulgt af det engelske Rytteri. Ved
Aarets Udgang havde Englænderne fordrevet
Tyrkerne fra hele Sinaiørkenen og beredte sig
til at rykke ind i Palæstina.
I Mesopotamien, hvor VI. tyrkiske Armé
under Nureddin holdt General Townshend’s
Styrke indesluttet, drejede Kampen sig
foreløbig om denne Styrkes Skæbne. Englænderne
gjorde sig store Anstrengelser for at undsætte
Townshend og havde ved Nytaarstid
organiseret en Undsætningshær paa c. 20000 Mand
under General Aylmer. Den 4. Jan. brød denne
op fra El Garbi ved Tigris mod Kut-el-Amara.
Midtvejs stødte han paa Tyrkerne, der stod i
en stærk Stilling, som Aylmer angreb den 21.
Jan., men Angrebet afsloges med store Tab for
Englænderne. Den 7. Marts foretog Aylmer en
Manøvre, som førte til en ny Kamp den 8.
Marts, atter med uheldigt Udfald for
Englænderne. General Aylmer blev nu afløst af
General Gorringe, og denne fornyede i Begyndelsen
af April Angrebet paa Tyrkerne, tvang dem
noget tilbage, men stødte paa en ny stærk
Stilling, noget nærmere ved Kut-el-Amara. Det
lykkedes ikke General Gorringe at tage denne
Stilling, og den 29. Apr. kapitulerede
Townshend i Kut-el-Amara; efter 143 Dages
Belejring var Levnedsmidlerne sluppet op, og
Besætningen var da svundet ind til 8000 Mand,
der blev Krigsfanger. — Overbefalingen over
de engelske Tropper i Mesopotamien blev nu
overdraget General Lake, der senere (i
Slutningen af August) afløstes af General Maude. Der
blev truffet omfattende Foranstaltninger til
Operationernes Genoptagelse paa et senere
Tidspunkt. Bl. a. byggede man Feltbaner og
forbedrede i det hele taget Transportvæsenet,
ligesom Sanitetsvæsenet, der havde været
mangelfuldt, blev reorganiseret. I Begyndelsen af
Decbr var Englænderne rede til at genoptage
Offensiven, og midt i Maaneden begyndte de et
metodisk Angreb paa Kut-el-Amara, hvor
Tyrkerne havde anlagt udstrakte Befæstningsanlæg.
Endnu ved Aarets Udgang havde Englænderne
dog ikke naaet noget afgørende Resultat.
I Armenien havde Storfyrst Nikolaj
straks i Begyndelsen af Aaret 1916 genoptaget
Offensiven med Erzerum som Maal. Efter at
have slaaet Tyrkerne ved Köpriköj (16.—18.
Jan.) fortsatte Storfyrsten Fremrykningen mod
Erzerum, og den 15. Febr indtog han denne
Fæstning. I Begyndelsen af Marts besatte han
Bitlis og Musch V. f. Vansøen, den 18. April
Trapezunt. Tyrkerne fik imidlertid
Forstærkning, og da deres Hær i Armenien i Juni var
bragt op til en Russerne jævnbyrdig Styrke
(150000—200000 Mand), gik de over til
Offensiven og vandt nogle Fordele. I Slutningen af
Juni foretog Russerne imidlertid en ny kraftig
Offensiv i Retning af Armeniens Hovedstad
Erzingan, som de indtog den 25. Juli, efter at
have slaaet Tyrkerne. Resten af Aaret skete
der ikke store Begivenheder paa den
armeniske Front. Tyrkerne tog dog Musch og Bitlis
tilbage.
I Persien var Russerne mindre heldige.
De forsøgte en Fremrykning fra Egnen om
Urmiasøen mod Mosul og fra Hamadan mod
Bagdad. De stødte imidlertid paa stærk Modstand,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
