Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Verdenskrigen (1916.) - Verdenskrigen (1917.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
og den fra Hamadan kommende Styrke led
alvorlige Nederlag og maatte gaa tilbage først
til Hamadan, senere til Bidjar c. 150 km NV. f.
Hamadan.
1917.
Situationen ved Aarets
Begyndelse.
Trods alle de i Aarets Løb opnaaede ydre
Resultater var Centralmagterne ved Udgangen
af 1916 i en alt andet end gunstig Situation. —
Den tyske Hær var i alle Henseender
overanstrengt ved de uhyre Krav, der havde været
stillet til den. En almindelig Afslappelse
begyndte at gøre sig gældende; endnu i
Sommeren 1916 var Hæren opfyldt af Sejrfølelse, men
denne Følelse døde lidt efter lidt hen under
de uhyre Tab, som Hæren led. Den
Opslidningskrig, som Ententen var slaaet ind paa,
begyndte at øve sin Virkning. — Ogsaa i
Tysklands Indre var der meget, som varslede et
begyndende Fald. Blokaden gjorde sin
Indflydelse paa det økonomiske Liv gældende. Hele
Folkets Modstandskraft svækkedes. Det
betragtedes ikke mere som en Selvfølge, at enhver
rask Mand hørte til ved Fronten; Forsøg paa
at unddrage sig de militære Pligter, »die
Drückebergerei«, tog mere og mere Overhaand.
Spekulanter og samvittighedsløse
Forretningsfolk udnyttede Statens Nød i uhørt Omfang.
Den store Fortjeneste, der tilfaldt mange i
Hjemlandet, vakte Misundelse og Misfornøjelse,
særlig hos dem, der kæmpede ved Fronten og
dér vovede Livet for deres Land. De enkelte
Stænders Særinteresser og Partihadet begyndte
at faa Magt og Indflydelse paa Statsstyrelsen.
Der manglede Overledelse, fordi hverken
Kejseren eller nogen anden magtede at styre Riget
under disse vanskelige Forhold. Man kunde
hverken enes om Krigens Maal eller om dens
Midler. Hær- og- Marineledelse forlangte en
mere kraftig og resolut Politik, end
Rigskansleren mente at kunne føre, og det kom i den
Anledning til stærke Rivninger. Hærledelsen
var den stærkeste, og den satte i mange
Tilfælde sin Vilje igennem, og i Juli 1917
opnaaede den endog, at Kejseren afskedigede
Bethmann Hollweg og derved gav Hærledelsen
en afgørende Indflydelse paa Statsstyrelsen.
Dette gav utvivlsomt visse militære Fordele,
men Vrangsiden var, at Hærledelsen umulig
paa een Gang kunde føre Hæren og samtidig
have den nødvendige Indflydelse paa de sociale
og politiske Forholds Udvikling i Hjemlandet.
Fra den Dag, da der opstod aaben Konflikt
mellem det store Hovedkvarter og
Rigsregeringen, begyndte der at brede sig Uro og Tvivl i
de forskellige Samfundsklasser, hvilket
efterhaanden undergravede Folkets Vilje til at føre
Krigen igennem til Sejr. — Imidlertid blev
Rustningerne foreløbig drevet med største Kraft
efter det saakaldte »Hindenburg-Program«, der
bl. a. gik ud paa at indføre Værnepligt for alle
Mænd fra 17—60 Aar og at centralisere hele
Krigsindustrien under det preussiske
Krigsministerium og drive den op til højeste
Ydeevne. Saaledes rustede Tyskland sig til en sidste
Kraftanstrengelse. Men under Overfladen bredte
Uviljen mod Krigen sig.
Vanskeligere endnu var Forholdene i
Østerrig-Ungarn; her var Situationen ret
trøstesløs. Kun den fælles Nød bandt endnu
Monarkiets forskellige Folkeslag sammen
indbyrdes og med det tyske Rige. I Böhmen var
Løsrivelsestanken allerede stærkt fremme. Da
Kejser Frants Josef døde den 21. Novbr 1916,
løsnedes det sidste moralske Baand, der holdt
Monarkiet sammen. Hæren, der sammen med
Kronen havde staaet som det habsburgske
Riges Enhedsmærke, havde da forlængst røbet
sin indre Svaghed. Den unge Kejser Karl
magtede paa ingen Maade den vanskelige Opgave
at skaffe Riget Freden, som alene kunde redde
det fra Undergang; alligevel vilde han selv
regere og greb ind paa mangfoldige Omraader.
Han omgav sig med nye Mænd og stillede sig
selv i Spidsen for Hæren. Ærkehertug
Friedrich havde ganske vist ikke betydet meget ved
Siden af General Conrad, men snart blev ogsaa
denne fjernet fra Overledelsen og sendt til
Tyrolerfronten, og Kejseren havde dermed skilt
sig af med Hærens mest fremragende General.
I General Conrad’s Sted blev General v. Arz
Generalstabschef, men under dennes Ledelse
tabte Stillingen i Betydning; v. Arz blev
nærmest kun den nye Kejsers Raadgiver og
Redskab, ikke nogen ledende Personlighed som
General Conrad v. Hötzendorf.
I denne for Centralmagterne vanskelige
Situation greb Tyskland til et nyt Middel, der
førte Krigen ind paa helt nye Baner og for
en Tid forlagde Begivenhedernes
Tyngdepunkt til Havet. Den 8. Jan.
1917 bestemte Kejseren Iværksættelsen af den
uindskrænkede Undervandsbaadskrig. Den 31.
Januar blev Beslutningen kundgjort i et til
Præsident Wilson rettet Budskab. Den 3. Februar
afbrød De Forenede Stater den diplomatiske
Forbindelse med Tyskland.
Med Hensyn til Krigen til Lands lagde
den tyske Hærledelse det Synspunkt til Grund
for sin Plan, at det nu fremfor alt gjaldt om
at vinde Tid, dels for at
Undervandsbaadskrigen kunde virke, dels for at man kunde føre
»Hindenburg-Programmet« ud i Livet. For at
vinde Tid maatte man først og fremmest værge
sig mod de fransk-engelske Angreb, og for at
lette sig denne Opgave besluttede man at
trække hele Fronten paa begge Sider af Somme
tilbage til den saakaldte »Siegfried-Stilling«
(eller »Hindenburg-Stillingen«), der strakte sig
fra Arras til Vailly-sur-Aisne, Vest om Cambrai,
St. Quentin og La Fère, hvilke Punkter
saaledes alle forblev i tysk Besiddelse. Ved at
gaa tilbage til den nye Stilling opnaaede den
tyske Hærledelse ikke blot at forkorte Fronten,
saaledes at den kunde spare et halvt Dusin
Divisioner, men ogsaa at krydse Modstandernes
Planer ved at rømme en Stilling, som der netop
var truffet store Forberedelser til at angribe.
Ententen stod militært set meget stærkt
ved Udgangen af 1916 — i hvert Fald efter
Tallene at dømme. Den raadede paa dette
Tidspunkt over en Hærmasse alt i alt paa 450
Divisioner, hvilket var c. 100 Divisioner mere
end Centralmagternes samlede Styrke.
Ententens Krigsindustri var snart oppe paa fuld
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
