Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Vilhelm I, Konge af Preussen og tysk Kejser
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
var han afgjort imod al Eftergivenhed over for
Østerrig. Da V. ogsaa under den orientalske
Krig aabent tilkendegav sin Uvillie imod
Junkerpartiet og dets Forkærlighed for Rusland,
glemte man Mistanken fra 1848 og satte store
Forhaabninger til ham, dengang han i Oktbr 1857
foreløbig overtog Statsstyrelsen for sin sindssyge
Broder og 3 Maaneder efter giftede sin Søn med
den engelske Dronning Victoria’s ældste Datter.
Dog beholdt han det tidligere Ministerium
Manteuffel, indtil han Oktbr 1858 blev virkelig
Regent, og dermed »den ny Æra« indtraadte med
et Ministerium af Gammelliberale, som vilde
gøre Forfatningen til Virkelighed og bryde
Junkerpartiets Magt. Under den italienske Krig
1859 indtog han en truende Holdning over for
Frankrig og satte Hæren paa Krigsfod; men
han vilde ikke gøre sig til Redskab for Østerrig
og sikre dets Magt i Italien, og han afslog dets
Tilbud om at være Chef for alle tyske
Forbundstropper, medmindre han fik virkelig
Raadighed over dem. Derimod afviste han i Juni 1860
Kejser Napoleon III’s lokkende Tilbud ved
Sammenkomsten i Baden-Baden og viste sig som
en loyal Forbundsfælle af de andre tyske
Konger, idet han ikke vilde ofre de tyske
Rhin-Lande til Frankrig, selv om Preussen fik
Vederlag nok i andre tyske Lande.
2. Jan. 1861 blev V. Konge ved Broderens
Død, og 18. Oktbr lod han sig krone i
Königsberg med stor Pomp, idet han stærkt hævdede
sit »Kongedømme af Guds Naade«, men
samtidig »Landets besvorne Institutioner«, 4
Maaneder forinden (14. Juni) foretog Studenten O.
Becker i Baden-Baden sit Mordforsøg mod
ham. Modsætningen mellem hans Regering og
Landdagens Underhus var dog allerede udbrudt,
idet han haardnakket holdt fast ved den
Hærordning, som han havde udarbejdet sammen
med Krigsminister Roon og andre Generaler,
og som han erklærede for sit eget Værk og
nødvendig for Preussens Magtstilling. Den var
under Rustningerne 1859 sat i Kraft med
Landdagens Billigelse, dog kun som midlertidig
Forholdsregel, men han vilde ikke bagefter slippe
den og nægtede enhver Indrømmelse til det
nydannede Fremskridtsparti, f. Eks.
Tjenestetidens Forkortelse, som Gengæld for de
forhøjede Udgifter. Striden førte i Marts 1862 til
de gammelliberale Ministres Fjernelse, og i
Septbr samme Aar, da han egentlig var til
Sinds at nedlægge Kronen, satte han Bismarck
i Spidsen for Regeringen og gjorde derved
Bruddet fuldstændigt. Ved dette Valg endnu mere
end ved Roon’s til Krigsminister viste han, at han
ejede den for en Konge uvurderlige Egenskab
at kunne vælge sine Hjælpere; thi her havde
han fundet den Mand, der kunde løfte
Preussen til dets højeste Magt, og i Erkendelse af
sin egen Begrænsning fulgte han gennem mere
end 25 Aar sin »Tjener« Bismarck, og han bøjede
sig for dennes aandelige Overlegenhed ogsaa i
de Tilfælde, hvor det holdt haardt for ham,
fordi han selv var af en anden Opfattelse. Dette
sidste viste sig allerede i Aug. 1863, da han
afslog Indbydelsen til Fyrstemødet i Frankfurt
og derved gjorde dette betydningsløst, og endnu
mere under Krigen mod Danmark, som han
førte uden at agte paa Underhusets Modstand
eller paa Forbundsdagens Krav. Personlig var
han fast overtydet om Hertugen af
Augustenborg’s Arveret til Hertugdømmerne, men han
vilde dog ikke opgive Paastanden paa, at disse
i militær Henseende burde underordnes
Preussen, og kom derved snart i spændt Forhold
saavel til Hertugen som til de tyske Mellemstater
og til sin Forbundsfælle under Krigen, den
østerrigske Kejser. Foreløbig drev Uvejret over,
idet Aftalen i Gastein sluttedes i Aug. 1865,
hvorved han vandt Lauenburg til sin Krone.
Men Spændingen voksede snart igen og trak
hen imod den Krig, som Bismarck med
velberaad Hud vilde fremkalde, medens Kongen
kun modstræbende lod sig drive dertil. Da den
udbrød, fulgte han som Krigsherre sin Hær,
medens Moltke, hans tredie store Hjælper, havde
Ledelsen, og han viste sig frygtløs over for
Faren. Derimod anede han ikke, at Sejren ved
Königgrätz ikke blot var et vundet Slag, men
et vundet Felttog, som Moltke sagde. Lige saa
lidt fattede han Bismarck’s store Kløgt og
Forudseenhed i Fastsættelsen af Fredsvilkaarene,
og Bismarck maatte paakalde Kronprinsens
Indflydelse og true med sin egen Afgang for at
afnøde Kongens Samtykke til en Fred, som i
dennes Øjne var »forsmædelig«, skønt den gav
Preussen en Magtudvidelse større, end nogen
anden Stat i en enkelt Krig havde vundet.
Denne Krig skaffede V. hans tidligere
Folkeyndest tilbage, endog i forstærket Grad; thi
man erkendte Hærordningens Fortrin af de
store Resultater, der var vundne, og Landdagen
gav ikke alene de fornødne Efterbevillinger,
men understøttede ogsaa villig Regeringens ny
tyske Politik. Ved den nordtyske
Forbundsforfatning blev V. 1. Juli 1867 Præsident for
Forbundet. Kort forinden besøgte han den franske
Kejser ved Verdensudstillingen i Paris, men
afslog ny Tilbud om politisk Forbund. Senere
knyttede han sig nærmere til Rusland, og i
December 1869 udvekslede han med Kejser
Alexander II høje Ordener til Minde om »den store
og mærkelige Tid« (1813—15), da de to Lande
havde kæmpet sammen mod Frankrig. Et halvt
Aar senere fremkaldte han uafvidende det Brud
med Frankrig, som han havde ønsket at hindre.
Da Spanien i Juli 1870 havde valgt Prins
Leopold af Hohenzollern til Konge, forlangte den
franske Sendemand Benedetti, medens V. var
paa Badekur i Ems, at han som Kongehusets
Hoved skulde forbyde Prinsen at modtage
Valget. Dette afslog han vel, men udvirkede ved
sit Raad, at Prinsen frivillig gav Afkald paa
Kronen. Dog nu krævede den franske Regering,
som var bleven overmodig ved sit første Held,
at Kongen skulde love heller ikke i Fremtiden
at tillade Planens Genoptagelse, men dette
afviste han bestemt (13. Juli), idet han dog
henviste Benedetti til Regeringen i Berlin for at
fortsætte Forhandlingerne. Dette Skridt optoges
af den franske Regering som en
Fornærmelse (se Emsdepechen), og den
fransk-tyske Krig blev Følgen. For at opflamme
Folkets Kamplyst genoprettede han »Jernkorset«
fra Frihedskrigens Tid, og selv overtog han
ligesom 1866 formelt Hærens øverste Ledelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
