Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Wilkes, Charles - Wilkes, John - Wilkesbarre - Wilke's Land - Wilkie, David
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Wilkes [wi£ks], Charles, nordamerikansk
Admiral, f. 3. April 1798, d. 8. Febr 1877, blev
Søofficer 1826, ansattes kort efter ved
Søkortarkivet og afsejlede 1838 med en Flotille paa 6
Skibe for at undersøge det sydlige Ishav; han
opdagede ved denne Lejlighed det saakaldte
W.’s Land; foretog Undersøgelser i det
australske Archipelag o. m. a. St. og vendte hjem 1842.
Under Borgerkrigen var han 1861 Chef for
Damperen »St. Jacinto«, med hvilken han
standsede den engelske Postdamper »Trent«,
fra hvilken han bortførte to af Sydstaternes
Agenter. Affæren gjorde W.’s Navn meget
populært, men gav senere Anledning til langvarige
diplomatiske Forhandlinger. 1862
kommanderede W. Flotillen paa James River og
bombarderede Byen City Point; efter dette blev han
Commodore og Chef for en Eskadre i
Vestindien. 1864 trak han sig tilbage fra aktiv
Tjeneste; 1866 blev han karakteriseret
Kontreadmiral. W. har forfattet en Beskrivelse af sin
Opdagelsesrejse (1845—51) foruden en Del
hydrografiske o. l. Værker.
(C. L. W.). C. B-h.
Wilkes [wi£ks], John, engelsk Politiker,
f. 17. Oktbr 1727 i London, d. 26. Decbr 1797.
Han var Søn af en rig Brændevinsbrænder,
studerede 1744—48 i Leyden, blev rigt gift, men
senere skilt, og satte en stor Del af sin Formue
til. 1757 valgtes W. til Underhuset og støttede
her W. Pitt. I et særligt Tidsskrift North
Briton rettede han 1762 de bitreste Angreb paa
den ny Førsteminister Bute, paa
Fredsslutningen og paa Skotternes Indflydelse, og
medvirkede derved til Bute’s Afgang. Men ikke
tilfreds hermed gjorde han i Novbr 1763 i et
Tillægsnummer (Nr. 45) et særlig hvast Udfald
imod det ny Ministerium Grenville’s Trontale,
hvilket optoges som et ligefremt Angreb paa
Kongen. Han blev nu ifølge Kabinetsordre sat i
Tower, men løslodes af Domstolen og tiltvang
sig endog Skadeserstatning; han sikrede derved
fremtidig Overholdelse af Habeas-Corpus-Akten,
særlig over for Parlamentets Medlemmer. Dog
hermed var Sagen langtfra sluttet. Da W.
optrykte det ovennævnte Nummer særskilt, lod
Underhusets Flertal det opbrænde som et
Skamskrift, og der rejstes Anklage imod ham for
Gudsbespottelse paa Grund af et parodisk Digt,
han lod trykke, hvorhos han blev udstødt af
Underhuset. W. flygtede 1764 til Paris og
erklæredes derfor stik imod Lov og Ret for
fredløs. 1768 kom han tilbage, valgtes igen til
Underhuset, men idømtes 22 Maaneders Fængsel,
en Bøde af 1000 £ St. og 7 Aars Tab af
Borgerret. Dette hindrede dog ikke hans Vælgere i
Middlesex i at genvælge ham 3 Gange,
medens Underhuset erklærede Valgene ugyldige,
ja til sidst gav hans Modkandidat Sæde i hans
Sted. Til Kampen mod Kongen og Hoffet føjedes
altsaa en Kamp mellem Vælgerne og
Underhuset. I Fængselet modtog W. Besøg af
Whiggernes bedste Mænd; der foretoges store
Pengeindsamlinger til ham; London illumineredes, da
hans Fængselstid var udløben, og Kampen
førtes under Raabet »W. og Friheden«. Ogsaa
lykkedes det ham trods alle juridiske Kunstgreb at
faa en Skadeserstatning af 4000 £ St. for den
tidligere ulovlige Kendelse. 1770 valgtes han til
Alderman og værgede som saadan de
Bogtrykkere, der lod Underhusets Forhandlinger
referere, imod Fængsling, og gennemtvang
saaledes fuld Offentlighed for Husets Møder. 1774
blev W. endog Londons Lordmayor og fik nu
Lov til uhindret at indtage sit Sæde i
Underhuset (indtil 1790); han talte her aabent
Nordamerikanernes Sag og fik endelig, Maj 1782,
den Oprejsning, at Underhuset udslettede af sin
Protokol den tidligere Beslutning om hans
Udstødelse. 1783 støttede han den yngre Pitt
ligesom tidligere hans Fader. Faa engelske
Statsmænd har øvet den Indflydelse paa det
offentlige Livs Udvikling som W. Fra 1779 havde han
det indbringende Embede som Londons
Kæmner, men var dog insolvent ved sin Død. W.’s
Taler udgaves 1787; hans Brevveksling 1805 i 5
Bd, foruden Brevene til hans Datter (1774—96)
i 4 Bd 1804. (Litt.: Watson, J. W. and W.
Cobbett [Lond. 1870]; Rae, W., Sheridan and
Fox, the opposition under George III [1874];
Fitzgerald, Life and times of J. W. [Lond.
1888]).
(E. E.). H. J-n.
Wilkesbarre [’vi£ksbäri], Wilkes Barre,
By i U. S. A., Pennsylvania, 131 km NØ. f.
Harrisburg paa den venstre Bred af den nordlige
Gren af Susquehanna River. (1920) 73833
Indbyggere. W. er en smuk og velbygget By, der
ligger i den frugtbare og maleriske
Wyoming Valley og i en Egn, der er rig paa
Kul og Anthracit. Foruden Kuludførsel har W.
betydelige Kabel- og Maskinfabrikker. I Juli
1778 blev den daværende lille By W. afbrændt
af Englænderne i Forening med
Seneca-Indianerne (se Wyoming Valley).
(H. P. S.). G. Ht.
Wilke’s Land [’wi£ks-’€änd], se
Sydpolsekspeditioner, S. 861.
Wilkie [’wi£ki], David, Sir, skotsk Maler,
f. 18. Novbr 1785 i Cults (Fiieshire), d. om
Bord paa en engelsk Fregat (og nedsænket i
Havet) nær ved Malta 1. Juni 1841. De ydre
Hovedtræk i W.’s Levned er følgende: Han
studerede paa Trustees-Academy i Edinburgh,
malede 1804 det udmærkede Pitlessie Fair
(med Folkelivssceneriet fra Markedet nær ved
Fædrehjemmet), kom 1805 til London, gik to
Aar paa Akademiet her og blev almindelig
beundret for »Landsbypolitikere« (1806), der
fulgtes næste Aar af »Blind Spillemand« (Londons
Nationalgalleri) og derefter af en Mængde
andre Genrestykker, særlig fra engelsk og skotsk
Folkeliv, gerne krydrede med Humor,
hyggelige, hjemlige. 1809 blev han engelsk
Akademimedlem, derefter Kings Limner in Scotland;
1830 Hofmaler og 1836 ophøjet i adelig Stand.
W. rejste meget, sit sidste Leveaar til Orienten
(i Konstantinopel malede han Sultanen).
Opholdet 1825—28 i Italien og Spanien fik særlig
Betydning for hans Kunst; han blev her stærkt
paavirket af Velasquez og anlagde en bredere
Malemaade. Skellet mellem før og nu i hans
Produktion blev gerne saa skarpt, at der i
denne kan tales om to Manerer: den W., der
har den største kunsthistoriske Betydning, er
især den europæisk fejrede »gamle« W. fra
Tiden før 1825 i Slægt med Hogarth og i
Gældsforhold til gammelhollandsk Kunst. W.’s
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
