Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Voksenkollen - Voksfigurer - Vokshat - Vokshud - Vokskabinetter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Kongefamiliens Sted Kongssæteren. Her findes
ogsaa flere Hoteller og Pensionater. Observatoriet
har en Tomt, hvor med Tiden det nye
Observatorium skal bygges. Aasen er et yndet
Udflugtssted saavel Sommer som Vinter for
Hovedstadens Indbyggere, Der er en herlig Udsigt over
hele Oslodalen og Fjorden. Nær Toppen af
Aasen, paa Vestsiden, laa V. Sanatorium,
nedbrændt 1919. En imponerende Træbygning med
herlig Beliggenhed, som i Folkemunde
kaldtes Soria Moria Slot. Vejdirektør O. Krag
har stor Fortjeneste af at have aabnet Folks
Øjne for denne Naturskønhed. Man har
derfor paa et af de højeste og mest befærdede
Steder rejst ham en Statue i Bronze i noget
over naturlig Størrelse, et Arbejde af G.
Lærum. Et Net af Veje og Stier krydser Aasen.
Med Banen er Køretiden op ca. 40 Minutter.
M. H.
Voksfigurer, Vokset blev tidlig betragtet
som en hellig Ting. Det skyldtes ikke
Menneskeværk, men ansaas for en Gudegave. Dets
forskellige Former fra flydende Tilstand til
glasagtig Sprødhed tillod at give det
kunstneriske Former, enten støbte eller tildannede med
Haanden. Saaledes blev det tidlig Grundlaget
for Bronzestøbning og for plastisk
Billedfremstilling. Ægypterne formede Gudebilleder
deraf, som den Døde fik med i Graven, Grækerne
dannede Statuetter af Guddomme, anvendte til
Votivgaver. Smaabilleder af Voks, som
tillagdes mystisk Undermagt, var søgte som
Vennegaver, og Forbruget var saa stort, at der
fandtes Haandværkere, der forfærdigede dem som
Markedsvare.
De patriciske Slægter i Rom havde jus
imaginis, en adelig Forret til at lade forfærdige
Buster, Masker, ja hele Figurer, forestillende
fædrene og mødrene Aner, og opstille dem i
Atrium til deres Minde og Hæder. Ved
Jordefærd saas den Døde paa sin Baare, iført sine
Klæder og med sine Embedstegn, Ansigtet
dækket af en Voksmaske, eller der lagdes i Stedet
en Effigie i hans Lignelse. I Ligtoget fandtes
Skuespillere, klædte i den Dødes og hans
Forfædres Dragter og med deres Masker for
Ansigterne.
Efter den antikke Kulturs Undergang
bjergedes Voksplastikken om Bord paa den kristne
Kirkes Skib og kom Middelalderen igennem til
at fremme de samme Formaal i de religiøse
Ceremonier, i Folketroens og Slægthistoriens
Tjeneste som fra umindelige Tider. I Troslivet
skabtes der for Vokset gennem de viede,
pragtfuldt udstyrede Alterlys, og gennem Votiv- og
Effigiefigurer en Hellighed og en kunstnerisk
Fornemhed, som overgik Oldtidens
Værdsættelse. Alterlysene fik guddommelig Evne til at
sone Levendes og Dødes Synder, og
Voksbilleder af syge Lemmer viedes til Helgener til
Tak for Helbredelse.
Effigieskikken bevaredes uforandret.
Fornemme Dødes Billeder i Voks iførte deres
Pragtklæder lagdes paa Paradesengen efter den
Dødes Rang i indtil 40 Dage, som Genstand for
Slægts og Venners Pietet, og opvartedes af
Tjenerskabet med Spise og Drikke som i levende
Live. Effigierne førtes med i Ligtoget, liggende
oven paa Kisten, der rummede den Døde.
Skikken kan historisk paavises i Frankrig fra 12.
Aarhundrede og ophørte der, for de mandliges
Vedkommende med Condé (1646), 1683 med
Dronning Maria Theresia. I
Westminsters Abbedi bevares Henrik V’s Effigie fra 1422
og efterfølgende Kongers og Dronningers.
Cromwell’s slutter Rækken. Moth’s Ordbog har
Ligstøtte som dansk Ord for Ligeffigierne.
Effigiet udstillet paa Paradesengen blev
bestemmende for Gravmælets Form. Den gotiske
Sengs Form kendes i Kongerne
Christoffer II’s og Valdemar Atterdag’s
Monumenter i Sorø og i Dronning Margrete’s
i Roskilde, Renaissancens Himmelseng i
Christian III’s og Frederik II’s samme Sted.
I Portrætkunsten anvendtes V. i 15. Aarh. til
Miniaturer og fik i 16. til 18. Aarh. en meget
stor Udbredelse, og de mangfoldige smaa, fra
hine Dage levnede, Kunstværker er de bedste,
der er tilbage af polykrom Billedkunst. De store
V. genoplivedes i Ludvig XIV’s Tid af hans
Hofkunstner Antoine Benoist
(1631—1717), hvis Arbejder spredtes til europæiske
Hoffer. Paa Rosenborg kan blandt flere Kong
Frederik III’s og Dronning Sophie
Amalie’s V. paavises som Benoist’s Arbejder. Fra
ham udgik ogsaa Ideen til at samle dem til
offentlig Udstilling i Vokskabinetter (s.
d.). (Litt.: Bernhard Olsen, »Notitser
om Voksplastikken« [Kbhvn 1895]).
(Bernh. O.). J. O.
Vokshat, se Vokssvampe.
Vokshud, den bløde, noget fortykkede Hud,
som dækker Næbroden hos nogle Fuglegrupper,
særlig Dagrovfugle og Papegøjer.
O. H.
Vokskabinetter. Det første V. aabnedes af
Antoine Benoist (1631—1717),
Portrætmaler og Vokspoussør hos Kong Ludvig XIV.
Benoist var stor Leverandør af Portrætter og
legemsstore paaklædte Figurer til det franske
og andre europæiske Hoffer, bl. a. til de
danske Konger Frederik III og Christian V.
Rosenborg-Samlingen ejer flere af hans Arbejder,
stammende fra Kunstkammeret. Han kaldte
sine V. cercles. Hvorledes de var beskafne,
vides ikke, men i det engelske Tidsskrift The
Tattler for 1709 gives et Billede af et waxwork,
saaledes som det fandtes i London.
Fremvisningen foregik paa et Teater med Gobelinstæppe
til Forhæng. Figurerne var anbragt i en
Halvkreds (formodentlig Benoist’s cercle), og midt
i denne stod de fornemste Figurer. Mellem dem
fandtes ogsaa mekaniske. Det var jo
Automaternes gyldne Tid. Der blev musiceret.
Tilskuerpladsen var inddelt i Parketter til forskellige
Priser.
De anatomiske V. var forinden kendte i
Italien, og Benoist efterlignede dem. 1721 fandtes
et saadant i Hamburg og 1723 det samme i
Paris. 1780 aabnede en Tysker, Curtius, Kong
Ludvig XVI’s Hofkunstner, et V. paa
Bulevarderne i Paris, vistnok i transportabelt Lokale.
Med ham kom det dramatisk pirrende: La
caverne des grands voleurs. Hans Niece og Elev
Madame Tussaud fra Bern (1760—1850) blev
Lærerinde i Voksarbejde hos Kongens Søster,
Madame Elisabeth. Til Trods for sin
Hofstilling blev hun i Paris under Terrorismen og
slog Mønt af dens Rædsler. Hun fremstillede
Marat’s Mord og andre Sensationsbegivenheder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
