Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Västergötland
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
den største Del af V. stammer dels fra selve
Isbedækningen, dels fra det Ishav, der efter
Istiden strakte sig tværs over Mellemsverige
fra Skagerrak til Østersøen og afsatte
betydelige Aflejringer af Ler. I Henseende til
Vandafløbet falder V. i 3 Omraader, nemlig Vätterns
smalle Kystomraade, Slettelandet, der har
Afløb til Vänern og Göta älv, samt det sydlige
Omraade, der afvandes af Vandløb, som
strømmer direkte til Kattegat, og af hvilke nævnes
Storån, Viskan og Ätran. De største Aaer, der
løber til Vänern, er Tidan, Lidan og Nossan.
Göta älvs vigtigste Tilløb er Säveån. Blandt
Søerne nævnes den 57 km2 store Mjörn (59 m
o. H.), Stråken (207 m o. H.), Östen,
Hornborgasjön (30 km2, 120 m o. H.), Lygnern,
Tolken, Öresjöerne samt den 35 km2 store
Åsunden (164 m o. H.). Længst i NØ. ligger de store
Søer Unden (100 km2, 117 m o. H.) og Skagern
(133 km2. 69 m o. H.).
Klimaet bliver strengere og mere
kontinentalt, jo mere man fjerner sig fra Havkysten. I
øvrigt hører V. til Sveriges regnrigeste Egne,
og Borås er den Lokalitet, der har den
største Regnmængde, nemlig 918 mm. I
plantegeografisk Henseende hører V. dels til den sydlige
Naaleskovregion (Egeregionen), dels til
Bøgeregionen (se Sverige, S. 698); men for øvrigt
spiller Skoven ingen større Rolle her, da den
frugtbare Västgötaslette er opdyrket, og store
Strækninger er øde og nøgne Fjelde eller
Lyngheder, der hist og her gaar over til sumpede
Kær. I administrativ Henseende er V. delt
mellem 4 Län: Skaraborgs (8454 km2),
Älvsborgs (8619 km2), Göteborg og Bohus (537 km2)
og Jönköpings Län, hvortil hører Moherred
(964 km2). Til V. hører 14 Købstæder:
Göteborg, Mölndal, Vänersborg, Trollhättan,
Alingsås, Borås, Ulricehamn, Mariestad, Lidköping,
Skara, Skövde, Hjo, Tidaholm og Falköping
samt Flækkerne Töreboda, Grästorp og Vara.
Landskabets Vaaben er en opretstaaende Løve
med to Sølvstjerner foroven.
Historie. V. er et af Sveriges allertidligst
bebyggede Landskaber, der allerede i den
ældre Stenalder var forholdsvis stærkt befolket.
Fra V. udgik Kolonister til Östergötland samt
til Dal og Värmland. I Oldtiden udgjorde V. et
eget Kongerige, men synes dog allerede i 9.
Aarhundrede at have haft Konge fælles med
Svearike. Ved Aar 1000 skal V.’s Jarl Ragnvald
have antaget den kristne Tro, og 1008 blev
Olof Sködkonung døbt i Husaby af en
udanlandsk Missionær, der ifølge Traditionen hed
Sigfrid og blev V.’s første Biskop. Bispesædet
var oprindelig Husaby, men fra 1050 Skara.
V.’s Indre var endnu opfyldt af Ødemarker og
store Skove, og Forbindelsen udadtil gik
nærmest Vester paa, men omtrent 1150, da der
fastsattes bestemte Grænser mellem de 3
nordiske Riger, som mødtes ved Göta älvens
Munding, vendte V.’s Historie sig mere og mere
Vester fra og smelter sammen med det øvrige
Sveriges. 1056 kom Svears og Göters Krone
gennem Stenkil til en vestgötisk Slægt, og 1080
kaldes Inge og Halsten, der af de hedenske
Uppsvear var fordrevne til V., i et Pavebrev
reges visigothorum. Da Stenkil’s Æt var
uddød, valgte Vestgöterne en dansk Prins
Magnus Nielssøn eller Magnus den Stærke (s. d.)
til Konge, da han paa mødrene Side var af
deres Kongeæt. Efter Magnus’ Død 1134 antog
V. Östgöternes Konge Sverker og senere hans
Søn Karl. Først 1160 knyttedes Baandet mellem
Göter og Svear paa ny; men medens dette
hidtil havde været en Slags Personalunion,
lykkedes det nu at faa dannet et virkeligt
Statsforbund. Den i første Halvdel af 13.
Aarhundrede optegnede Landskabslov for V.
(Västgötalagen) giver en god Forestilling om det
gamle V.’s Samfundsforhold. V. bestod da af 35
Herreder, hvoraf 3 i Dal og 1 (Mo) i det
nuværende Småland, og der nævnes Byer
(Landsbyer) samt 3 Stæder, Faluköping, Skara og
Skövde. Fælles for hele V. var Tinget, hvis
Formand var Lagmanden; men desuden var
hvert Herred og hver By en selvstyrende
Enhed med Folkeforsamling og selvvalgt
Overhoved. Den nationale Selvstændighed belyses
blandt andet ved den Forskel, som Loven gør
mellem Västgöter og andre Mænd »i
Kongeriget«, samt ved, at Unionskongen paa sin
Eriksgata maa sværge paa Landets Lov, inden
han modtager Hyldningen. Da V. virkelig
traadte ind i det svenske Rige, bevaredes den
gamle Lovgivning med yderst faa
Forandringer; men efterhaanden virkede den
begyndende Rigslovgivning til at udslette
Selvstændigheden. Det var dog først 1389, da Dronning
Margrete fik Riget, at denne ophørte, idet
Västgöterne frasagde sig deres egen Lov og
antog Magnus Eriksson’s Landslov, ved hvis
Udarbejdelse 40 Aar tidligere deres egen
Lagmand havde medvirket. Herredstinget i
Gudhem afsagde dog endnu 1425 Domme efter
Västgötalagen, og det gamle Landsting, der i
senere Middelalder var afholdt i Januar og i
Juli, omtales endnu 1613. Siden
Kalmar-Unionen har V. uafbrudt hørt til Sverige, naar
bortses fra, at Landskabets 7 sydlige Herreder
1613—19 var under dansk Styre som Pant for
Älvsborg Udløsning, samt det separatistiske
Forsøg 1529 og de mindre betydende
Oprørsforsøg i Vadsbo 1710 og i Veden 1766. I
administrativ Henseende har V. været underkastet
nogle Forandringer. Under Unionstiden bestod
det af forskellige Län, blandt hvilke Älvsborg
og Axevalla var de fornemste. 1540 gjorde
Gustaf Vasa atter V. til et administrativt og
militært Hele, der stod under en Statholder.
Endelig deltes Landskabet 1634 i Skaraborgs Län,
der indtil 1660 havde sit Hovedsæde i Skara,
hvorefter det flyttedes til Marieholm, og
Älvsborgs Län, hvis Administration 1679 flyttedes
fra Göteborg til Vänersborg. Samme Aar blev
nogle Herreder tagne fra Älvsborgs Län og
lagt til det nydannede Göteborgs och Bohus
Län. Nutildags er V. i ingen Henseender en
samlet Enhed.
I sin tidligere Egenskab af Grænselandskab
er V. Gang paa Gang blevet hjemsøgt af Krig.
Dets Sagnhistorie er fuld af Beretninger om
Krige med Norge. I ældre historisk Tid var V.
hyppig Skuepladsen for indre Fejder og
Kampe, saaledes ved Älgaräs 1205, Lena 1208,
Gestilren 1210, Hofva 1275, Gälakvist 1279 og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
