Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - York (England) - York (U. S. A.) - York, Hertug af - York, Hans David Ludwig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Constantius Chlorus. De to sidste døde i Y.
henholdsvis Aar 211 og 306 og begravedes her.
Konstantin den Store udraabtes til Kejser i Y.
Senere blev Byen under Navnet Eoforwic
(Vikingernes Jorvik) Hovedstad i det
angelsachsiske Kongerige Northumbria. 735 nævnes den
første Ærkebiskop, Egbert, og hans
Efterfølgere kaldes Englands Primas og havde indtil
Slutningen af 15. Aarhundrede Højhedsret over
de skotske Bisper. Fra Egberts Tid havde Y.
europæisk Ry for sin lærde Skole. — Uden for
Y.’s Mure besejredes Angelsachserne under
Osbert og Ella 867 af Danskerne, som erobrede
Byen. 1066 erobredes den af Harald
Haarderaade, 1068 af Vilhelm Erobreren, der dog atter
tabte Byen efter et voldsomt Slag, som kostede
3000 af hans Mænd Livet. Som Hævn lod
Vilhelm hele Landet mellem Y. og Durham lægge
øde. — Senere mistede Y. sin Førsteplads
blandt Englands Byer til det opvoksende
London. Under Edward II og Edward III samledes
Parlamentet gentagne Gange i Y., og Henrik
VIII oprettede Overretten i Y. (Council of the
North). 1644 belejredes og erobredes Y. af
Skotterne og Parlamentshæren, efter at den
kongelige Hær under Pfalzgreve Ruprecht var
bleven slaaet 2. Juli ved Marston Moor V. f.
Byen. — Under Verdenskrigen bombarderedes
Y. af tyske Flyvere 26. Septbr 1916.
M. H-n.
York [jå.ək], Navn paa nogle Byer i U. S. A.,
af hvilke nævnes: 1) Y. i Pennsylvania, ligger
37 km SSØ. f. Harrisburg. (1920) 47512 Indb.
Y. har stor Fabrikation af
Landbrugsredskaber, Vogne, Maskiner og Silkevarer, og er det
kommercielle Centrum for et rigt
Agerbrugsdistrikt. Y. er anlagt 1741 og er en af
Pennsylvaniens ældste Byer. 1777—78 var den en kort
Tid Sæde for Nationalkongressen, medens
Philadelphia var besat af Englænderne. — 2) Y. i
Nebraska, ligger 70 km VNV. f. Lincoln, er
grundlagt 1864 og er et vigtigt
Jernbaneknudepunkt. (1920) 5388 Indb.
(H. P. S.). G. Ht.
York [jå.ək], Hertug af, er en engelsk
Titel, der siden 14. Aarhundrede jævnlig er
bleven tildelt en af Kongens yngre Sønner. 1)
Indenfor de ældre Kongefamilier
blev den ofte benyttet. Den tildeltes første Gang
1385 Edvard III’s fjerde Søn Edmund, som
grundlagde Huset York (»den hvide Rose«) og
døde 1402. Til dette Hus hørte Sønnesønnen
Richard, kaldt Protektoren, som 1455
aabnede Krigen mellem »Roserne« (Kongehusets
to Grene) og faldt 1460, og dennes Søn
Edvard, senere Kong Edvard IV. Henrik VIII
bar Titelen 1494—1502, medens hans ældre
Broder levede, og ligeledes Karl I 1605—12;
endvidere Jakob II som Prins 1643—85.
Prætendenten Jakob (III) tildelte ogsaa sin yngre Søn
Henrik Benedikt Titelen; han var født 1725, blev
1747 Kardinal, kaldtes jævnlig Kardinalen af Y.
og døde 1807 som Stuarternes sidste Ætling.
2) Frederik, Hertug af Y. (1763-1827),
Georg III’s anden Søn, bar Titelen siden 1784.
Han blev 1764 Fyrstbiskop af Osnabrück, indtil
Landet 1802 indlemmedes i Hannover. 1793
førte han den engelske Hær, der sendtes til
Belgien, indtog Valenciennes og belejrede
Dunkerque, men blev slaaet af Houchard og var
nær ved at blive tagen til Fange. 1794 blev
han paa ny slaaet af Pichegru, maatte trække
sig tilbage til Holland og vendte i Decbr selv
hjem til England. Alligevel udnævntes han
1795 til Feltmarskal og blev i Septbr 1799 sat i
Spidsen for en ny Hær, der sendtes til
Holland, men maatte snart slutte en ydmygende
Kapitulation med den franske General Brune
og føre Hæren tilbage til England. 1809 blev
han indviklet i en Skandalesag, fordi hans
Frille havde solgt Officersposter, og maatte
opgive sin Kommando, men fik den paa ny 1811.
Hvor udygtig han end var som Feltherre, viste
han dog som øverste General Omhu for
Troppernes Vel og Indsigt i Ledelsen af Hærens
Forvaltning og indre Forhold. Som fanatisk
Modstander af Katolikkernes Ligestilling vandt
han Toriernes Yndest. Siden 1791 var han gift
med Prinsesse Frederikke af Preussen
(1767—1820), Datter af Frederik Vilhelm II, men
Ægteskabet var barnløst. Da hans Broderdatter
Charlotte døde 1817, blev han den vordende
Tronfølger. (Litt.: Walter Scott,
Memoirs of the Duke of Y. [2 Bd, 1828]).
3) I den nyeste Tid har Titlen været
baaret af Kong Georg V som Prins fra
1892—1901, da han ved sin Fader Edvard VII’s
Tronbestigelse blev Prins af Wales. Titlen tildeltes
1920 Georg V’s anden Søn Albert, f. 14. Decbr
1895, gift 1923 med Lady Elisabeth
Bowes-Lyon, med hvem han har Datteren Elisabeth,
f. 21. Apr. 1926
(E. E.). H. J-n.
York [jårk], Hans David Ludwig,
Greve, preussisk Feltmarskal, f. 26. Septbr 1759
i Potsdam, d. 4. Oktbr 1830 ved Breslau. Han
indtraadte 1772 i Hæren som Junker. 1779
maatte han imidlertid paa Grund af
Insubordination forlade den preussiske Hær og gik i
hollandsk Tjeneste. Her tjente han 1783—84 i
Ostindien i Schweizerregimentet Meuron. 1787
optoges han som Kaptajn atter i den preussiske
Hær, forfremmedes 1792 til Major og
udmærkede sig under Felttoget i Polen. Som
Brigadekommandør dækkede han 1806 Hertugen
af Weimars Overgang over Elben og førte
derefter Arrièregarden for Blücher’s Korps til
Lübeck, hvor han saaredes haardt og blev
Krigsfange. 1807 udnævntes han til
Generalmajor og blev 1810 Generalinspektør for
samtlige lette Tropper, af hvis Uddannelse han
havde stor Fortjeneste. 1811 blev Y.
Generalguvernør over Provinsen Preussen, og under
Napoleon’s Felttog mod Rusland 1812 var han først
Næstkommanderende, snart derefter
Øverstkommanderende over det Hjælpekorps,
Preussen som Napoleon’s Forbundsfælle maatte stille
til dennes Raadighed. Udpræget Preusser, som
han var, søgte han saa vidt muligt at hævde
Korpsets Selvstændighed, og under Tilbagetoget
sluttede han 30. Decbr med den russiske
General Diebitsch Konventionen i Tauroggen, ifølge
hvilken det preussiske Korps skulde betragtes
som neutralt. Derefter førte han sit Korps til
Königsberg og ledede som Generalguvernør
Folkerejsningen mod Napoleon i Provinsen
Preussen. 1813 deltog Y. med Hæder i Slagene
ved Grossgörschen og Bautzen, fik Befalingen
over 1. Armékorps og havde Hovedfortjenesten
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
