Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Yuan-shi-kai
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Forbindelse baade med Europæerne og
Centralregeringen i Peking. Med stor Kraft og Omsigt
genoptog han nu Reformpolitikken, der bl. a.
skulde danne Overgangen til et parlamentarisk
Styre. Jernbane-, Vej- og Telegrafanlæg
fremmedes, og paa enhver Maade søgte han at lære
sine Landsmænd, at Europas Teknik
nødvendigvis maatte tilegnes, inden man kunde vove for
Alvor at sætte Europa Stolen for Døren. Først
og fremmest forstod han ogsaa at skabe sig en
Hær, den første europæisk uddannede og
uniformerede, Kina nogen Sinde havde set, og
allerede 1905 kunde han lade afholde store
Efteraarsmanøvrer. Nøje knyttet til Y.’s
Virksomhed i Tsjili foregik ogsaa
Pekingregeringens Fremskridtsarbejde. Baade
Enkekejserinden og Prins Tsjing, den mægtigste og
kraftigste af Mantshuprinserne, fulgte i vid
Udstrækning Y.’s Planer (se Kina, »Historie«,
S. 884). Efter Enkekejserindens Død Oktbr 1908
kom de reaktionære Mantshuprinser paa ny til
Magten, idet Pu-Ji, en 2-aarig Søn af
Kuang-Hsu’s Broder, »Soneprinsen«, Tsjun, udraabtes
til Kejser med Regeringsnavnet Hsuantung
(1908—12), og den udpegede Regent, Prins
Tsjun, overtog Statens Styre. En af dennes
første Regeringshandlinger var at hævne
Broderen, Kejser Kuang-Hsu’s Nederlag i 1898;
allerede i Jan. 1909 fik Y. Afsked fra sit
Embede »paa Grund af Svagelighed«, men hans
Hoved sad dog for fast, til at man turde tage
det. Den almindelige Mening baade blandt
Europæerne og Kineserne selv var, at alle
Reformer nu vilde ophøre. Dette blev ogsaa
Tilfældet, men da Revolutionen som Følge af
Reformernes Standsning udbrød to Aar efter, tyede
Mantshuregeringen atter til Y.; 14. Oktbr 1911
udnævntes han til Vicekonge i Hupé og Huan,
men først da han fik uindskrænket Fuldmagt
som øverste Troppechef og af Rigsudvalget
var valgt til Førsteminister (8. Novbr s. A.),
kom han til Peking med sin Livgarde og tog
haandfast Styret som Kinas mægtigste Mand.
Y. dannede et nyt Ministerium med
Tang-sjao-ji som Førsteminister, indledede Forhandlinger
med Oprørerne og tvang Prins Tsjun til at
aflægge Ed paa den nye Forfatning. 10. Decbr
nedlagde Prins Tsjun sit Embede, og 29. s. M.
sluttede Y. en Overenskomst med den af
Sun-jat-sen dannede Revolutionsregering i Nanking,
gaaende ud paa, at den provisoriske
Nationalforsamling skulde afgøre
Forfatningsspørgsmaalet. Forsamlingen bestemte sig for Republik og
valgte 15. Febr 1912 Y. til Præsident, efter at
Enkekejserinde Lung-ju 12. s. M. havde
udstedt Mantshudynastiets Abdikationsedikt. Y.
tog Oprørsgeneralen Li-juan-hung til
Vicepræsident, aflagde 10. Marts Ed paa Forfatningen
og aabnede 29. April den nationale raadgivende
Forsamling i Peking.
Med kraftig Haand stræbte Y. at bringe
ordnede Forhold til Veje, i stadig Kamp
med den truende Finansnød og Syd-Kinas
revolutionære, rigssplittende Tendenser samt
Tibets og Mongoliets Uafhængighedslysten Januar
1913 foregik Valgene til Kinas første
Parlament, hvis Aabning fandt Sted April s. A.,
samtidig med at endelig Aftale opnaaedes om
et stort Laan hos 5 af Stormagterne. Sydkinas
Revolutionsparti Kuo-ming-tang rejste nu den
saakaldte »anden Revolution«, men denne
kuedes i Løbet af et Par Maaneder. 6. Oktbr 1913
valgtes Y. til Præsident for Tidsrummet
1913—18 (Li-juan-hung blev Vicepræsident);
Republikken anerkendtes derpaa officielt af alle
fremmede Magters Gesandter i Peking, og Y.’s
Herredømme syntes fæstnet trods Japans
stadige Forsøg paa at vække Uro og splitte Kina
i Syd og Nord. Y. var ubestridt Kinas »stærke
Mand«, ikke alene en kraftig Selvherskernatur,
men ogsaa en maalbevidst Statsmand, et
fremragende Administrationstalent, en smidig
Diplomat og Menneskekender.
Efter alt at dømme kunde Y. uden
Vanskelighed have naaet sit Maal, Grundlæggelsen af
et nyt Dynasti, hvis ikke Verdenskrigens Uro
havde hindret ham. April 1914 gennemførte han
en ny Forfatning, der gav ham al
administrativ Myndighed. Ved vekselvis Anvendelse af
Magt og Guld samlede han hele Riget og
bragte Modstanderne til Tavshed. Skulde
Spørgsmaalet om Kinas fremtidige Styre løses i den
gamle, klassiske Filosofis Aand, burde Y. være
blevet Kejser. Et Samfund Tsjou-an-hui
stiftedes August 1915 for at virke for
Monarkiet, og fra alle Egne af Riget kom eller
fremkaldtes Udtalelser i samme Retning. Efter en
vis ceremoniel Modstand gav Y. efter og lod
Monarkiets Genindførelse proklamere 12. Decbr
1915. Kejserkroningen fastsattes til 9. Febr
1916. Men Y. regnede ikke tilstrækkeligt med
Japans Modstand mod et stærkt, samlet Kina
ledet af en kraftig og dygtig Hersker.
Allerede Oktbr 1915 advarede Japan ham mod de
Farer for indre Uro, Regeringsændringen
kunde medføre, og lammede af Krigen med
Tyskland maatte England og Rusland nødtvungne
gaa med til denne brutale og skæbnesvangre
Indgriben i Kinas indre Udvikling. Decbr 1915
udbrød med japansk Støtte Oprør i Jynnan, og
22. Jan. 1916 erklæredes Monarkiets
Genoprettelse udsat paa ubestemt Tid. Y. havde nu »tabt
Ansigtet« og gjort sin Stilling umulig. April
maatte han overdrage al administrativ
Myndighed til Ministeriet, der lovede at
genindføre parlamentarisk Styre.
Kuo-ming-tang erklærede Vicepræsidenten
Li-juan-hung for Præsident og oprettede en
Særregering i Kanton. Kina var atter som saa ofte før
delt i Nord og Syd. Y. blev kort efter syg og
døde, efter nogles Sigende forgivet. Han
efterfulgtes af Li-juan-hung som Præsident, men
denne besad ikke hans Herskerevner, og Kina
har siden været Borgerkrigenes forjættede
Land. — (Litt.: Bland and
Backhouse, China and the Empress Dowager [1910];
Ku-Hung-Ming. »Chinas Verteidigung
gegen Europäische Ideen« [1911]; O. Franke,
»Ostasiatische Neubildungen« [1911]; de
Fontenay, »Østasiens Historie efter 1600« [Folk.
Hist. Bd VII, 1912]; Heinrich Hermann,
»Chinesische Geschichte« [1912]; Wilh.
Schüler, »Abriss der neueren Geschichte Chinas«
[1912]; Bland, Recent Events and Present
Policies in China [Londen 1912]; J.
Henningsen, »Kina under Forvandlingens Tegn« [1913];
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
