Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Æg (Fugles)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
føres Æ. nu ved Æggelederens Muskelbevægelse
i Spiralretning, til det gennem Kloakken
forlader Fuglens Legeme; undervejs afsættes
Æggehviden, Skalhinden og
Kalkskallen fra forskellige Kirtler i
Æggelederen. Af det inderste tætte Lag Æggehvide
danner sig ved begge Poler en snoet Streng, der
strækker sig ud mod Skalhinden og tjener til
at holde Blommen i Ligevægt. I Æggelederens
forsnævrede midterste Del afsætter sig
Skalhinden, en tynd, men fast Hinde,
uigennemtrængelig for Vand, bestaaende af to Blade,
der lægger sig tæt op til Skallen, kun ved den
stumpe Pol skillende sig i to Blade, der
omslutter et luftholdigt Rum. I Æggelederens
nederste Del afsættes saa omkring Skalhinden
Æ.’s Kalkskal, som hovedsagelig bestaar af
kulsur Kalk med en ringe Mængde iblandede
organiske Dele; dybere eller mere overfladisk i
Kalkskallen afsættes Farvestoffer, og endelig
omsluttes hos de fleste Arter Æ. af en ganske
tynd, strukturløs Overhud med talrige fine
Huller.
Befrugtningen af Æ. sker i
Æggelederens øverste Del; men Befrugtning er ikke
nødvendig, for at Æ. skal forsynes med
Æggehvide og Kalkskal.
Kalkskallen danner det faste Dække,
som beskytter Æ. under Fosterets Udvikling
og sønderbrydes, naar denne er endt, og er
for saa vidt en mindre væsentlig Bestanddel.
Men en Rolle spiller Æ.’s Kalkskaller, idet de
udgør Genstanden for den uhyre udbredte
»Samlen paa Æg«, og om disse Skallers Form,
Farve, Størrelse o. s. v. findes en stor
Litteratur; Læren herom kaldes Oologi. — Skallen
er af højst forskellig Tykkelse ogsaa hos Æ.
af samme Størrelse; den er altid gennemboret
af talrige Porer, og dens Overflade er meget
forskellig; hos Lønhalerne (Crypturidæ)
er Æ. fuldstændig glat og blankt som Porcelæn,
hos de fleste Fugle let kornet paa Overfladen;
hos andre (f. Eks. nogle Ibis-Arter) er
Overfladen ru, medens nogle Arter af Slægten
Porphyrio endog har smaa fremstaaende Korn
rundt om paa Skallen; dennes finere Struktur,
der kun kan ses under Mikroskopet, kan afgive
gode Kendemærker for de forskellige Slægter,
endog Arter. Skallens Farve er som bekendt
højst forskellig; i en stor Samling Æ. vil man
finde en utallig Mængde Farver og
Farvenuancer, dels i hele Skallens Tykkelse, dels kun paa
dens Overflade. Ensfarvede Æ. af hvid,
grønlig eller blaalig Farve lægger omtrent 1/3 af
alle Fuglearter; hos de øvrige finder man paa
Æ. større eller mindre Pletter eller Striber,
oftest af meget uregelmæssig Udbredning, men
som et Hovedtræk tættest, ofte næsten
kransformet ordnede omkring Æ.’s bredeste Del. I
øvrigt kan Pletterne være Punkter, større
Flader, Snørkler, ligne Haar eller Net. Som en
Regel maa det siges, at samme Art lægger Æ.
af tilnærmelsesvis samme Udseende, hvilket
ogsaa gælder beslægtede større Grupper; bekendt
er det saaledes, at alle til
Charadriiformes hørende Grupper (Hjejler, Snæppefugle,
Maager, Alke) lægger Æ., der meget ligner
hverandre. Artsadskillelse af Æ. efter
Størrelse og Farve er ikke altid mulig. Undertiden
findes hos Fugle med plettede Æ. et Æ.
ufarvet eller af lysere Farve end Resten; unge og
meget gamle Fugle lægger mindre stærkt
farvede Æ. end Fugle i deres kraftigste Alder.
Farven afsættes paa Æ. paa dets Vej gennem
Æggelederens nederste Del, og Grunden til, at
Farven afsættes stærkest omkring Æ.’s
bredeste Del, er antagelig den, at denne kommer
først igennem. Om de farveafsondrende
Organer hersker nogen Tvivl, idet nogle mener, at
Farven afsondres af særlige Kirtler, andre, at
den trænger ud direkte gennem Æggelederens
fine Kar. Selve Farvestoffet er nærbeslægtet
med Blodets og Galdens Farvestoffer; i alt
er der fundet 7 forskellige Slags, hvoraf dog
kun 2, det rødbrune Oorhodein og det blaa
eller grønlige Oocyan, er almindelige; ved en
Blanding af disse to Farver opstaar næsten alle
andre. Hvortil overhovedet Farven tjener, er
tvivlsomt; man har villet søge et Fingerpeg i
den Omstændighed, at de fleste Arter, der
ruger i Huller, lægger ufarvede Æ., og har derfor
ment, at Farven var en Slags
Beskyttelseslighed, hvad f. Eks. kunde synes øjensynligt hos
mange Strandfugle. Hos nogle Slægter, f. Eks.
Lappedykkerne, findes der uden paa selve Æ.
et løst Kalklag, der først maa fjernes, før man
kommer til Æ.’s egentlige Farve.
Tallet af Æ., der hører til et Kuld,
veksler meget; nogle lægger kun 1 Æ., f. Eks.
Stormfuglen (Fulmarus glacialis); 2 Æ.
er ret almindeligt, 4—6 Æ. lægger en stor
Mængde Spurvefugle, gennemgaaende
lægger Hønsefuglene mange Æ., Agerhønen
(Perdrix cinerea) til op mod en Snes. De fleste
Arter yngler kun een Gang om Aaret, nogle 2,
enkelte endda hyppigere; forstyrres et Kuld Æ.,
lægges gerne et nyt.
Størrelsen af Æ. er yderst forskellig, fra
Kolibriernes ærtstore Æ. til Æ. af
Æpyornis, der i Længde kan naa 35 cm. I
Almindelighed svarer Fuglens og Æ.’s Størrelse til
hinanden, men ingenlunde altid. Ravn (Corvus
corax) og Lomvie (Uria troile) er omtrent
lige store, men 1 Æ. af den sidste har et
Rumfang som 10 Ravneæg og er næsten saa stort
som Æ. af den saa langt større Havørn
(Halaetus albicilla).
 |
| Ch Den snoede Æggehvidestreng. DM Blommehinden. GD Næringsblommen. Bl Discus proligerus. WD Dannelsesblommen. EW Æggehviden. KS Kalkskallen. S Skalhinden. LR Skalhindens Luftrum. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
