Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XXV: Werth—Øyslebø / 692 (1915-1930) Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ægos Potamos - Ægotheles - Ægplanten - Ægsporer - Ægsporesvampe - Ægstreng - Ægt - Ægt - ægte Alkanna - Ægtebrev - Ægtebørn - Ægtefællers Arveret - Ægtefællers Formueforhold - Ægtegrønt - Ægtegult - Ægtepagt - Ægteskab (juridisk) (Oversigt) - Ægteskab (I. Indledning og Historie)

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Ægos Potamos [’æ.-], d. s. s.
Aigos-potamoi.

Ægotheles [-’te.-], se Uglesvaler.

Ægplanten, se Solanum.

Ægsporer, se Spore.

Ægsporesvampe (Oomycetes), se
Svampe (bot.), S. 631.

Ægstreng, se Æg (bot.).

Ægt kaldes det døde Væv, som ved heftige
(mortificerende, nekrotiserende)
Betændelsesprocesser afgrænses, løsnes og udskilles af det
omgivende levende Væv som et samlet Stykke
enten i mere eller mindre henfaldende
Tilstand (Gangræn) eller som en tør, læderagtig
»Brandskorpe« (Mumifikation). Se
Brandbyld og Seletryk.
(G. S.). F. N.

Ægt, se Inne og Kongerejser.

ægte Alkanna, se Alkanna.

Ægtebrev, se Geburtsbrev.

Ægtebørn, se Børn.

Ægtefællers Arveret, se Ægteskab,
under VII.

Ægtefællers Formueforhold, se
Ægteskab.

Ægtegrønt, se Malakitgrønt.

Ægtegult, se Solidgult.

Ægtepagt, se Ægteskab, S. 701.

Ægteskab (jur.).

Oversigt over Indholdet.
		Side
I. Indledning og Historie		692
II. Forlovelse		693
III. Ægteskabsbetingelserne		693
IV. Lysning, Ægteskabsbetingelsernes Prøvelse og Vielse		694
V. Ægteskabets Retsvirkninger		696
	A. Historisk Udvikling	696
	B. De nye Ægteskabslove	697
	C. Underhold	697
	D-H. Formueforholdet	698
	D. Formuearterne og Raadigheden	698
	E. Hæftelsen	700
	F. Aftaler mellem Ægtefæller	700
	G. Bosondring	702
	H. Lovens Gyldighed for ældre Ægteskaber	702
VI. Ægteskabets Opløsning		702
VII. Ægtefællers Arveret og uskiftet Bo		703
	A. Forholdet til Livsarvingerne	703
	B. Førstafdøde havde ingen Livsarvinger	704
	C. Alm. Regler og fremmed Ret	705

I. Indledning og Historie.
Æ. er Familielivets vigtigste Retsforhold.
Det er et ældgammelt Livsforhold saavel i
civiliserede som i uciviliserede Samfund, og
det udkræver Rettens Indgriben i vidt
Omfang, se Bryllup og Forlovelse.
Forholdet mellem Ægtefæller og mellem
Forældre og Børn udgør ligesom de faste
Celler, hvoraf Samfundslivet opbygges. Dets
nugældende retlige Ordning i Norden bestemmes
af Ægteskabslovene (svensk 1920, norsk 1918 og
1927, dansk 1922 og 1925, islandsk 1921 og
1923). Disse Love indeholder ingen Definition
af Æ. som retligt Begreb. De henholder sig
— ligesom fremmed Ret (f. Eks. fransk, tysk
og schweizisk) — til det gennem Tiderne
udviklede Begreb om Æ. som en social,
religiøs-ethisk Ordning. Æ. kan i alt Fald for nordisk
Nutidsopfattelse vistnok karakteriseres
saaledes: den mellem en Mand og en Kvinde paa
Kønsforskellen grundede og ved gensidigt Løfte
stiftede Forbindelse, der tilsigter at være
livsvarig, fuldstændig og udelukkende, og som
Retssamfundet har anerkendt ved at modtage
Overenskomsten under visse Former.

Hvor Brudefolkene er voksne og sjælssunde,
kan Æ. indgaas, og det sker da ved et Løfte
mellem to lige og frit stillede. I ældre Tid var
Bruden ikke frit stillet. Hun skulde altid have
sin Faders eller en anden nær Slægtnings
(»Giftemandens«) Samtykke. Gamle
Stiftelsesformer, se under Bryllup, peger paa et
Brudekøb, hvor Manden købte Bruden hos
»Giftemanden«. Denne var saaledes den ene
Hovedpart i Handelen; men ældgamle nordiske
Retsforestillinger krævede dog tillige Brudens
Samtykke. Stiftelsesformen ved Køb og endnu
mere Stiftelse ved Rov, som visse gamle
Bryllupsskikke synes at minde om, staar i
naturlig Forbindelse med Hustruens
Underordnelsesforhold til Ægtemanden, der har holdt sig lige
op til vore Dage, omend i stadig mere
afsvækket Form.

At Æ. varede Livet ud, har vel til alle Tider
været Skik. Dog var det i ældre Tid, f. Eks. i
jødisk og romersk Ret, ret frit opløseligt,
enten ved Parternes Overenskomst, eller ved at
Ægtemanden sendte Hustruen hjem (forstødte
hende). Den katolske Kirke har altid hævdet
Æ.’s Uopløselighed (det er et Sakrament), men
nyere Tids Lovgivning, ogsaa i de fleste
katolske Lande, giver i stadig stigende Grad Adgang
til Skilsmisse (s. d.). En ensidig »Forstødelse«
af Ægtefællen er dog intetsteds anerkendt. Det
samme gælder rent privat Overenskomst om
Skilsmisse. I Udtrykket: at Æ. er udelukkende,
ligger dels, at løsere Forbindelser ved Siden
af Æ. anses for retsstridige (og strafbare),
dels, at Flerkoneriet — bortset fra de
muhammedanske Lande — er forbudt i alle
civiliserede Stater.

Fra langt tilbage i Tiden har Samfundet
bestræbt sig for at faa det lagt klart for
Omgivelserne, om to Personer virkelig er begyndt
at leve sammen som Ægtefolk, se Bryllup.
I gammel nordisk Ret var Stiftelsesformen af
rent privat Karakter. Foruden de hævdvundne
Bryllupsskikke kendtes det dog ogsaa saavel
i romersk Ret som hos os, at Ægteskab
stiftedes ved en Art Hævd, efter Jyske Lov
saaledes naar Kvinden i 3 Aar havde levet i
Mandens Hjem under en Hustrus ydre Vilkaar.
Kirken gennemtvang, omend først efter
Aarhundreders Kamp, at Æ. for at være gyldigt
skulde have en kirkelig Indvielse. Hos os
gennemførtes dette først i det 16.—17.
Aarhundrede. De oprindelige, ikke-kirkelige
Stiftelsesmaader (Fæstning, Trolovelse) sank ned til
en Slags Indledning til eller Begyndelse paa
Æ. og sammenblandedes efterhaanden med den
blotte Forlovelse.

Efter Reformationens Indførelse samledes en
Række Regler om Ægteskabsretten i
Kirkeordinansen af 19. Juni 1582 og senere i
Christian V’s danske og norske Lov, jfr. for
Sverige Kyrkolagen af 1686 og 1734-års-lag, se
Sverige, Retsvæsen. Nyere Regler om Æ.’s
Indgaaelse fandtes i Forordningen af 30. April
1824, medens Reglerne om Separation (s. d.)
og Skilsmisse (s. d.) væsentligt beroede paa
Praksis.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>