Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ægteskab (I. Indledning og Historie) - Ægteskab (II. Forlovelse) - Ægteskab (III. Ægteskabsbetingelserne)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Ved Samarbejde mellem de nordiske
Familieretskommissioner (se nordisk
Civillovgivning, S. 1095) er der fremkommet
ensartede Lovudkast, der i alle Hovedtræk blev
vedtagne som Nordens nugældende Ægteskabslove.
II. Forlovelse.
Om den historiske Udvikling, se nærmere
under Forlovelse og Trolovelse. I de
sidste Aarhundreder har Forlovelsen som
saadan saa godt som ikke haft retlig Virkning.
Der laa ikke i den nogen Pligt til at indgaa
Æ., og den ene Parts ensidige Brud paa
Forlovelsen medførte ikke nogen Erstatningspligt.
Dette gjaldt saavel ved den almindelige
Forlovelse, hvor Parterne blot havde
tilkendegivet deres Omgivelser, at de agtede at gifte
sig, som ved det Ægteskabsløfte, den ene havde
givet den anden. Hvis derimod Forlovelsen var
efterfulgt af en Besvangrelse, kunde Manden
under visse nærmere Betingelser dømmes til
at ægte Pigen (Forordningen af 5. Marts 1734).
Enkelte saadanne Domme er indtil de nyeste
Tider blevet afsagte. I lignende Tilfælde kunde
der ogsaa blive Tale om en Erstatning.
Ved Ægteskabsloven af 30. Juni 1922
ophævedes Forordningen af 5. Marts 1734, men
man fastholdt den Regel, at naar en Mand
besvangrer sin Forlovede, og Forlovelsen
derefter ophæves, saaledes at han er den væsentlig
skyldige deri, skal han betale hende en
passende Erstatning for Forstyrrelsen i hendes
Stilling og Forhold. Desuden gives den nye
Regel, at den, som er skyldig i, at en
Forlovelse hæves, altid skal betale den anden
Erstatning for de Tab, der er lidt ved
Forholdsregler, som denne med Føje har truffet med
det forestaaende Ægteskab for Øje (opgivet
Stilling, købt Udstyr). Erstatninger af begge
Arter har været idømt ret hyppigt; Praksis
er muligvis gaaet vel vidt, da Tabet og dets
Omfang ofte maa bestemmes efter et ret frit
Skøn, og da der kan være Fare for, at nogle
Kvinder spekulerer i Bruddet. Engelsk
Retspraksis, der hjemler Erstatning for det blotte
Brud, viser Vanskelighederne. Begrebet
Forlovelse, der hviler paa den konventionelle
Opfattelse, kan desuden aldrig faa retlig
Skarphed. Det samme gælder dette: at være Skyld i
Ophævelsen.
Tilsagn om en Formueydelse som Erstatning
for senere Ophævelse af en Forlovelse
erklærer Loven for uforbindende. Ifølge almindelig
Civilret kan der efter Ophævelsen blive
Spørgsmaal om Retspligt til at tilbagelevere Gaver
mellem de Forlovede, især saadanne, der er
givne til Brug under Æ. — Den svenske Lov har
lignende Regler om Forlovelse. Den norske
Ægteskabslov udtaler sig ikke om
Spørgsmaalene, men ifølge almindelig Civil- og
Erstatningsret gælder paa Hovedpunkter de samme
Regler, særlig om Gavers Tilbagelevering og
om Erstatningspligt for Besvangrelse.
III. Ægteskabsbetingelserne.
Alle Lovgivninger har fra gammel Tid
formuleret en Række Betingelser for, om Æ. turde
indgaas. Det blev dens Sag, som foretog
Vielsen, at paase, at det oplystes, at der ikke
forelaa saadanne Hindringer for denne. Vielsen
vilde være en Ulykke for Parterne, hvis
Hindringen havde den Vægt, at Ægteskabet ikke
kunde blive bestaaende, naar Hindringen først
senere opdagedes, f. Eks. ved alt for nært
Slægtskab eller hvor nogen af dem allerede var
gift. Men ogsaa i andre Tilfælde, og netop fordi
man da ikke vilde omstøde Æ., forelaa der
Interesser, som kunde krænkes ved Vielsen, og
som dels var af personlig Art, dels angik
Forholdet til Samfundet. Saadanne
Ægteskabsbetingelser har været formulerede i Christian
V’s Danske Lov 3. Bog 16. Kapitel og i
Forordningen af 30. April 1824; de nugældende findes
i Ægteskabslov 1922 Kapitel II. Det er
karakteristisk for denne Lov, at den opstiller ret
strenge, delvis nye Betingelser for at indgaa
Æ., medens den gør det noget lettere at
opnaa Separation og Skilsmisse:
Mand under 21 Aar og Kvinde under 18 Aar
maa ikke indgaa Æ. Aldersfristen var tidligere
henholdsvis 20 og 16 Aar. Den strengere Regel
skyldes Hensynet til, om gennemsnitlig den
fornødne aandelige Udvikling er opnaaet, og ikke
blot — saaledes som i de fleste fremmede
Lande — Hensynet til den gennemsnitlige
legemlige Kønsmodenhed. De langt lavere
Frister, navnlig i de sydligere Lande, har
vistnok været begrundet i de sydlige Racers
tidligere Kønsmodenhed, men vel ogsaa i den
gamle kanoniske Rets mærkelig lave Frist: 14
og 12 Aar.
Der kan ligesom tidligere gives Bevilling til
et Æ. før Fristens Udløb, der dog normalt kun
gives for Manden ved det fyldte 19. Aar og
for Kvinden det 16. Aar, og altid er betinget
af særlige Omstændigheder. Fristerne er i
Sverige og paa Island de samme som vore, men
i Norge er Fristen for Manden kun 20 Aar.
Da de nordiske Ægteskabslove gennemgaaende
er af samme Indhold, og da der i det følgende
vil blive gjort opmærksom paa de væsentligste
Forskelligheder, giver Fremstillingen af den
danske Ægteskabsret et omtrentligt Billede
ogsaa af islandsk, norsk og svensk Ret.
Den, som er under 21 Aar og ikke tidligere
har været gift, maa ikke indgaa Æ. uden
Samtykke af den, som udøver
Forældremyndigheden. Dette er ved ægte Børn normalt begge
Forældrene eller den efterlevende af dem;
efter Separation og Skilsmisse den af dem, hvem
Barnet er tillagt; for Børn uden for Æ.
Moderen; og for forældreløse Børn Værgen. Den, som
er gjort umyndig, skal have sin Værges
Samtykke.
Hvor Samtykke nægtes, kan dog
Overøvrigheden give Tilladelsen, hvis der ikke var
»skellig Grund« til Nægtelsen.
Kravet om den høje Ægteskabsalder
rummer ikke blot Hensyn til Parternes eget Vel,
men ogsaa til Afkommets Sundhed og gode
Levevilkaar. Disse Hensyn, som i høj Grad
interesserer ogsaa Samfundets »Racehygiejne«
(se Eugenik), ligger tillige til Grund for
Lovens nye Regler om visse Sygdomme som
Ægteskabshindringer:
Den, som er sindssyg, eller som er
aandssvag i højere Grad, maa ikke indgaa Æ.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
