Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ægteskab (V. Ægteskabets Retsvirkninger) - Ægteskab (Formueforholdet)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
vel som Manden. Mandens Bidrag er jo ofte
hovedsagelig Penge. Naar Hustruen efter Skik
og Brug bestyrer Husholdningen, bestyrer hun
ogsaa Husholdningspengene. Disse saavel som
skyldige Bidrag til hendes særlige Behov skal
han normalt overlade hende i passende
(større) Beløb ad Gangen. Hvad hun faar til sit
særlige Behov, raader hun over som sin
Formue. Mandens Kreditorer kan derfor ikke søge
Fyldestgørelse i, hvad hun har opsparet af
saadanne Midler, men derimod vel i de
Husholdningspenge, som findes i hendes
Besiddelse. Loven er formet saaledes, at den taler om
Bidrag fra Ægtefælle til Ægtefælle, og omfatter
derfor ogsaa de sjældne Tilfælde, hvor det er
Hustruen, som yder Manden Bidrag. Hvis
Ægtefællen forsømmer sin Underholds- eller
Bidragspligt, kan der, allerede medens
Ægtefællerne samlever, af Overøvrigheden
paalægges ham et bestemt Pengebidrag til den anden,
som denne kan søge inddrevet paa sædvanlig
Maade. Reglen har været gældende fra 1908,
men har ikke været anvendt i synderligt
Omfang. Pligten til at yde i passende Beløb ad
Gangen kan iøvrigt ikke søges retligt
fremtvunget.
Reglen om Bidragspligt har sin særlige
Betydning, hvor Ægtefællerne p. Gr. a.
Uoverensstemmelse ikke lever sammen. I over 100 Aar
har der hos os været paalagt Manden
Underholdsbidrag, naar han havde forladt sin
Hustru. Først den svenske »giftermålsbalk« fra
1920 hjemlede dette. Hvis Ægtefællerne er
separerede eller fraskilte, ordner Ægteskabsloven
af 1922 det mulig skyldige Underhold (se
under Skilsmisse). Den Ægtefælle, som
væsentlig bærer Skylden for Samlivets Ophævelse,
har ikke Krav paa Bidrag til sit eget
Underhold (men vel til Børnenes), medmindre
ganske særlige Grunde taler derfor. Samtidig med
Bidraget kan efter Omstændighederne den ene
Ægtefælle faa tilsikret Brugen af Løsøre, som
ved Samlivets Ophør hørte til det fælles
Bohave eller til denne Ægtefælles
Arbejdsredskaber.
Alle Afgørelserne om Bidraget eller Løsøret
kan Overøvrigheden senere ændre, naar
Forholdene væsentlig har forandret sig.
Fastsættelsen af Underholdsbidragene kan gives med
nogen tilbagevirkende Kraft, men dog normalt
ikke for mere end eet Aar forud for
Begæringen. Selv om Ægtefællerne har truffet Aftale
om, hvad der skal ydes, kan Aftalen
tilsidesættes, hvis den skønnes aabenbart ubillig, eller
hvis Forholdene væsentlig har forandret sig.
Ægtefællerne er pligtige at give hinanden de
Oplysninger om deres økonomiske Forhold,
som kræves til Bedømmelse af deres
Underholdspligt. Hvad enten det Offentlige eller en
Ægtefælle vil inddrive et Bidrag, kan alle de
Retsmidler anvendes, som er hjemlet med
Hensyn til forladte Hustruer og de hos disse
værende Børn, særlig Udpantning, Afsoning og
Pligt paalagt Husbonden til at tilbageholde og
udbetale af Arbejdslønnen, se nærmere under
Børn (A, 3 og B, 4). Dog kan Afsoning ikke
anvendes for de Bidrag, som er paalagt
Hustruen til Mandens Underhold.
Formueforholdet.
D. Formuearterne og
Raadigheden.
Formuefællesskabet som Udtryk for en
Ligedeling ved alt Skifte og bestyret alene af
Manden holdt sig lige indtil Nutiden. Kun fik
Hustruen i 1880 Raadighed over sit Selverhverv
under Ægteskabet, hgesom hun i 1899 fik
Med-raadighed over fast Ejendom og Værdipapirer,
som hun havde indført i Ægteskabet f. Eks.
ved Arv. Samtidig ordnedes Reglerne om ved
Ægtepagt at forbeholde sig sin egen Ejendom
som Særeje og giver den anden Gaver til
Særeje; tidligere kendtes dog ogsaa Særeje stiftet
ved en konfirmeret Ægtepagt.
Ægteskabslov 1925 har i alt væsentligt villet
opretholde de nedarvede Regler om
Formuearterne, navnlig om Formuefællesskabet og
Særejet som bestemmende for, hvorledes
Formuen skal deles mellem Ægtefællerne eller
deres Bo i Tilfælde af Separation, Skilsmisse
eller Død. Den har derimod villet gennemføre
nye Regler om Raadighed og Gældsansvar:
Hver Ægtefælle raader over og hæfter med
alt, hvad den ejede ved Vielsen og senere har
erhvervet, hvad enten det bliver Særeje eller
Fælleseje.
De nordiske Udkast til Ægteskabsloven
formede her nye Retsudtryk. De talte om et
»Gifteeje« (svensk »giftorättsgods«), hvorover
der raadedes væsentlig ligesom over Særeje,
men som ved Æ.’s Ophør deltes lige, hvilket det,
at den ene Ægtefælle havde en »Gifteret« i den
andens »Gifteeje«, bl. a. skulde udtrykke.
Denne Konstruktion skulde fjerne det vildledende
i, at ægteskabeligt Fælleseje vel sprogligt
ligner det formueretlige Sameje, men retligt er
noget væsentligt andet. Den islandske og
svenske Lov — ligesom det finske Udkast —
fastholder Gifteejeordningen. Den danske Regering
og Rigsdag foretrak derimod de gamle
Retsudtryk, og det samme har man nu (1927) gjort
i Norge. Med begge Arter Udtryk vil man dog
give nøjagtig de samme Retsregler.
Et Særeje kan stiftes ved Retshandel, enten
ved Aftale mellem Ægtefællerne (Ægtepagt)
eller ved en Gave givet af nogen anden til
Særeje, eller ved en Arv, derunder ogsaa
Arvingens Tvangslod, hvis Arveladeren i sit
Testamente har bestemt, at det skal være Særeje.
Det, som træder i Stedet for Særejet, f. Eks.
Erstatnings- eller Forsikringssummer, bliver
ogsaa Særeje; medens Indtægt af Særeje
bliver Fælleseje. De sidste to Ting kan dog være
bestemt anderledes ved Retshandel. I Forhold
til sit Særeje staar Ægtefællen ganske som en
ugift Person, og navnlig deles det ikke, naar
Æ. ophører.
Al anden Formue bliver Fælleseje. Herom
gælder en Række særlige Regler. Den vigtigste
er, at Fællesejet deles lige mellem
Ægtefællerne ved Bosondring, Separation eller Skilsmisse,
og ved Skifte efter den enes Død deles lige
mellem dennes Bo og den efterlevende. Over
den Del af Fællesboet, som en Ægtefælle ejede
ved Vielsen eller senere har erhvervet, raader
Ægtefællen baade faktisk og ved Retshandler
ligesom over sit Særeje, eller en ugift Person
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
