Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ægteskab (Formueforholdet)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
over sin Formue; men uden Hensyn til,
hvorledes Raadigheden har været fordelt, falder
Halvdelen af Fællesboet i Arv ved den ene
Ægtefælles Død. Den Del af Fællesboet,
hvorover en Ægtefælle raader, kaldes dens Bodel.
Raadigheden i levende Live har dog vigtige
Indskrænkninger: Æ.’s omfattende
Fællesinteresser og den udstrakte faktiske Samraaden, som
Æ. saa naturligt fører med sig, finder vigtige
Støttepunkter i Loven. Denne udtaler
programmæssigt, at en Ægtefælle er pligtig at udøve
sin Raadighed over sin Del af Fællesboet (hans
Bodel), saaledes at den ikke utilbørligt
udsættes for at forringes til Skade for den anden
Ægtefælle. Selv om han groft forsømmer
denne Pligt, kan der dog ikke gøres noget imod
ham, før der skal skiftes. Men paa Skiftet kan
den anden Ægtefælle (eller dennes efterladte
Arvinger), hvis den første ved Misbrug i
væsentlig Grad har forringet sin Bodel, fordre en
Deling gennemført, som saa vidt muligt lader
ham bære Forringelsen. Paa lignende Maade
kan en Ægtefælle forlange Forholdet
genoprettet, hvis den anden Part har ført Midler af
Bodelen uden for Fællesejet, f. Eks. købt sig
en Livsforsikring eller opført en Bygning paa
en Grund, der er hans Særeje, for Penge
hørende til hans Bodel, eller endelig paa
tilsvarende Maade, hvor Særejet er gjort til
Fælleseje. Det kan bl. a. være for at faa et saadant
Vederlag, at en Ægtefælle søger Bosondring
(se under V G).
Paa særlig Maade er endvidere Interessen i
Bopælen og Bohavet beskyttet. En Ægtefælle
skal have den anden Ægtefælles Samtykke til
at overdrage eller pantsætte den faste
Ejendom, som hører til hans Bodel, og som enten
tjener til Familiens Bolig eller er Sædet for en
Erhvervsvirksomhed, som er den anden
Ægtefælles eller hvori denne deltager. Ejendommen
maa heller ikke bortlejes saaledes, at den
nævnte Brug hindres. Hvis Køberen eller
Panthaveren ikke var i god Tro, kan Overdragelsen
omstødes ved Dom. Fristen for Sagsanlægget er
dog ikke ud over 1 Aar. Navnlig ved
Pantsætning, og her især hvor Panthaveren er en
Kredit- eller Hypotekforening, vil Spørgsmaalet
om, hvad der udkræves til god Tro, kunne
volde Retslivet Vanskeligheder. Den Panthaver,
som her stoler paa, hvad Tinglysningen viser,
vil dog vistnok normalt være paa den sikre
Side. I Norge er Reglen omtrent den samme;
i Sverige omfatter den alle faste Ejendomme.
Lignende Regler gælder Løsøret, der hører
til det fælles Indbo eller til den anden
Ægtefælles fornødne Arbejdsredskaber, eller som
tjener til Børnenes personlige Brug. Om
Køberen eller Panthaveren her er i god Tro,
maa bedømmes skønsmæssigt. Reglen har vel
nok størst Betydning over for Pantelaanere.
Baade ved Bopæl og Bohave kan den anden
Ægtefælles Nægtelse af sit Samtykke
tilsidesættes af Overøvrigheden, hvis denne ikke
skønner, at der har været »skellig Grund« til
Nægtelsen. Hverken Boligen eller Bohavet er
ved disse Regler paa nogen Maade beskyttet
mod Kreditorernes Forfølgning.
Det er ofte vanskeligt at afgøre, om noget
af det, som et Par Ægtefæller tilsammen ejer,
hører til den enes eller den andens Bodel eller
er den enes eller den andens Særeje. Dette
gælder navnligt almindeligt Løsøre, Penge eller
Ihændehaverobligationer. Ved Navnepapirer,
Skibe eller faste Ejendomme vil derimod
Paategning eller Registrering (Tinglysning) vise
Vej. Loven anbefaler Parterne at oprette en
Fortegnelse over, hvad hver af dem ejer eller
raader over, men overlader det til Domstolene
at bedømme Fortegnelsens Beviskraft, f. Eks.
efter som den er oprettet før eller efter det
Tidspunkt, da Parterne blev interesseret i at
bringe Værdier i Ly for den enes Kreditorer.
Norsk og svensk Ret tillægger Fortegnelsen en
mere bestemt Beviskraft. De giver desuden
Særregler om, at en Ægtefælles Kreditorer ved
Eksekution eller under Konkurs kan holde sig
til Værdier, som er i Ægtefællernes
Sambesiddelse, medmindre det bevises, at det er den
Ægtefælle, som ikke er Debitor, der raader
over Værdien. Saadanne Regler findes ikke i
den danske Ret; her maa Fogden eller
Skifteretten bruge sit Skøn. Bevisvanskeligheder for,
hvem der er den raadende, kan medføre, at
hvor en Ægtefælle vil sælge, hvad han hævder
at raade over, vil Køberen undertiden fordre,
at ogsaa den anden Ægtefælle vedstaar Salget.
De nævnte Bevisvanskeligheder kunde ogsaa
opstaa i tidligere Tid, men er jo blevet
forøgede ved Ægteskabslovens store Udvidelse af
Hustruens Raadighed.
Det er muligt, at Forholdene praktisk set
havde ligget klarere, hvis Loven helt havde
ophævet Formuefælliget og havde indført
fuldstændigt Særeje. Ogsaa paa denne Maade
vilde der vel nok være opnaaet det
Fremskridt, som med størst Styrke krævedes
gennemført: at Hustruen efter Loven skulde raade
over alt, hvad hun selv erhvervede, derunder
fremtidig Arv og Gave; men man vilde
samtidig have afskaffet vor ældgamle og gode
Ordning, hvorefter begge Ægtefæller, naar andet
ikke er aftalt, deler lige under Skifte. Som
Gennemsnitsregel er dette det eneste retfærdige
for alle Hustruer, hvor den Formue, der
kommer til Deling, væsentlig beror paa Opsparing,
og hvor Hustruens Deltagelse i Familiens
Arbejde og Sparsommelighed i Husførelsen
gennemsnitlig betegner en lige saa stor Indsats
som Mandens. Denne Ligedeling er dog bedst
begrundet ved Skifte efter Død. Ved Skifte
efter Skilsmisse, navnlig hvor Æ. har varet kort,
kan det undertiden være naturligere, ligesom
ved Æ.’s Omstødelse, at lade hver Ægtefælle
tage tilbage, hvad han har indført. Noget i
denne Retning gennemføres ofte ved en
forligsmæssig Overenskomst mellem Parterne; og
naar Domstolene idømmer en Ægtefælle
Erstatning, fordi han groft har krænket den
anden, kan der herved opnaas noget lignende.
Efter de nye norske Ægteskabslove kan
Domstolene eller Administrationen for Skiftet baade
ved Separation og ved Skilsmisse efter
Omstændighederne bestemme, at hver skal udtage,
hvad han har indført. — Hvor Ægtefæller lever
i fuld Fordragelighed, er det ofte saaledes, at
Manden faktisk bestyrer ogsaa Hustruens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
