Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ægypten
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Æ. har — om end Formerne har vekslet —
til alle Tider været et Monarki. I Teorien var
Kongen, Farao (s. d.), Statens Centrum og
samlende Led. Han var Overhovedet for Kultus,
Ret og Militær. Det ægyptiske Kongedømmes
Oprindelse og ældste Udvikling afspejler sig i
Kongens Titulaturer, som religiøse, der
betegner Farao som »Horus«, »Solens Søn«, »Horus
som Seth’s Overvinder« (»Guldhorus«), eller
andre, der bevarer Mindet om den oprindelige
Dualisme i Æ., naar Farao hedder, ikke Konge
over Kemet (ɔ: Ægypten), men »Konge af
Syd og Nord«, og han fører Titlen »Herre over
(Sydens) Gribbe- og (Nordens) Slange-Diadem«.
Som i de fleste primitive Statssamfund
betragtedes Kongen i Æ. som en Gud. Som »den store
Gud« (i det 4. Dynasti) og »den gode Gud«
havde Kongen Krav paa guddommelig Kultus,
hvilken han regelmæssig opnaaede efter Døden.
Under det 18. Dynasti indførte Amenhotep III
Dyrkelsen af den levende Konges Genius (ka),
hvad der blev genoptaget af Rameses II,
men snart forsvandt. Politiske Forhold
medførte, at Kongen blev nær knyttet til Solguden
i dennes forskellige Former som Horus, Ra og
Amon-Ra. Ved Kroningsceremonierne — eller
maaske allerede ved de Ceremonier, der
ledsagede hans Investitur til Tronfølger — fandt
Kongens Deificering Sted. I Teorien fastholdtes
Farao’s Guddommelighed til alle Tider, men
fra det 18. Dynasti har den udspillet sin Rolle
som historisk virkende Faktor. I Kraft af sin
guddommelige Herkomst er Farao
Mellemmanden mellem Guder og Mennesker, derfor er han
i Virkeligheden Æ.’s eneste Ypperstepræst, og
kun han kan bringe Ofre til Guderne. De
ægyptiske Præster handler derfor kun som Kongens
Stedfortrædere, og ethvert Tempeloffer til
Guderne blev bragt i hans Navn. I de store
Tempelrelieffer, lige ned til den græsk-romerske
Tid, er det Herskeren selv, der frembærer
Ofret. Et indviklet Ceremoniel omgav Kongen
og afsondrede hans Person fra Folket, men bag
de stive Former var Livet ved Hoffet, hvor
Stormændenes Børn blev opdraget sammen med
de kongelige Prinser, ligefremt og
menneskeligt.
Successionsordningen er kun lidet kendt.
Grundlaget var Arveret; berettiget til Tronen
synes den ældste Søn, der var født af
»Dronningen«, den store kongelige »Gemalinde«, der
var af kongelig Afstamning. Reglerne for
Tronfølgen har sikkert undergaaet store Ændringer
gennem den ægyptiske Historie, men dette
Spørgsmaal er endnu ikke klart belyst.
I Teorien skete alt i den ægyptiske Stat ved
Farao’s Haand. Han ledede Byggeforetagender,
regulerede Kanaler, fældede Domme, afgav
Betænkning om Forvaltningsforhold og sørgede
for enhver af sine Undersaatter. Men i Praksis
har Arbejdet og Afgørelsen ligget hos den
store Stab af Embedsmænd — »Skrivere« —, som
stod til Farao’s Raadighed. De vigtigste Sager
blev afgjort af en Raadsforsamling af de
højeste Embedsmænd, i hvilken Farao selv
præsiderede. Den øverste Embedsmand var Vesiren
(Zat), en Art Premierminister, han besad
baade udøvende og dømmende Magt, i Teksterne
træder hans dømmende Virksomhed stærkt frem.
Under det 18. Dynasti deltes Æ. i to
Administrationsomraader, hvert med sin Vesir. Vesiren
for Norden stod i Spidsen for Deltaet og var
i Rang under den øvreægyptiske Vesir, der af
gammel Tradition tillige var Byguvernør i
Hovedstaden. Efter Vesiren fulgte i Rang
Rigsskatmesteren, der forestod Skatkammeret, »det
hvide Hus«. Efter dem fulgte Medlemmerne af
Statsraadet, og efter disse den uendelige Hær
af administrative Embedsmænd. Æ.’s
administrative Inddeling i Norner (hesepetu),
i senere Tid hyppigt anført som 42, er
overtaget af Memfitertiden fra ældre Tid.
Nornerne er en Rest af Æ.’s oprindelige stærke
Deling i Smaasamfund; om de hidrører fra
Stammestater eller Kultussamfund, er usikkert.
Gennem stadige Omdannelser bevaredes de indtil
den arabiske Tid. Ganske tidligt stagnerede den
ægyptiske Administration i Bureaukratisme,
talrige Rapporter og Skrivelser fyldte Arkiver,
men af dette betydningsfulde historiske
Materiale er intet bevaret.
Politisk og kulturhistorisk betragtet er der
intet Skel mellem det 5. og 6. Dynasti, der
kom til Magten c. 2665 og bevarede denne
gennem det følgende 1 1/2 Aarh. Dets Forhold til
det 5. Dynasti er ukendt, men Magtens
Overgang til den nye Slægt synes at være foregaaet
paa fredelig Maade; i sine Byggeforetagender
slutter det 6. Dynasti sig nær op til det 5. Det
valgte sine Begravelsespladser ved Sakkara,
og Wenis’ Skik at pryde Gravkammeret i
Pyramiden med Indskrifter af magisk Indhold
(Pyramideteksterne) optoges af den efterfølg
gende Kongeslægt. Rigets ydre Glans fortsattes
under Kongerne Titi, Weserkare, Pepi I,
Merenre og Pepi II. Om Æ.’s Forhold til
Udlandet giver biografiske Indskrifter i
Stormændenes Grave Oplysninger: Wenis tjente under
Kongerne Titi og Pepi I og stod højt i Gunst
hos den sidste. For at gøre Ende paa
Beduinernes hærgende Indfald foretog man et stort
Felttog mod dem. I Spidsen for Ekspeditionen
sattes Wenis. Hæren blev samlet fra hele Æ.,
og nubiske Lejetropper stødte til den. Den
store Sejr, som Wenis vandt over Beduinerne, var
ikke afgørende. 5 Gange endnu rykkede han
mod dem, sidste Gang drog han af Sted pr.
Skib og førte Kampen op i Bjergene, hvor
Beduinerne havde deres faste Tilholdssted.
Indskriftens Beretning om det sidste Tog viser
Træk, der kunde tyde paa, at Æ. stod i
venskabelig Forbindelse med de sydpalæstinensiske
Smaafyrster. Om Forbindelsen med Syden,
Nubien og Sudan fortæller en anden Stormand,
Herkhuf; han levede under Merenre og Pepi
II. Flere Gange foretog han Ekspeditioner til
Landet Jam (et Negerland oplyser Wenis i sin
Indskrift). Fra en af disse medbragte han en
Dværg til Kong Pepi. En Indskrift ved 1.
Katarakt ledsages af en billedlig Fremstilling, som
viser Kong Merenre modtagende Hyldning af
forskellige Lande S. f. Æ. To Indskrifter i
Grave i Elefantine beretter om Hjembringelsen
af Lig af Ægyptere, der var døde under
Ophold i Udlandet. Alt Vidnesbyrd om en
særdeles livlig Forbindelse mellem Æ. og dets
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
