Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - ægyptisk Litteratur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Situation, men i bedste Fald kun tilpasset paa
en«.
Fra Papyrusfundet i Kahun stammer en
Hymne til Kong Senswosret III,
Sesostris (s. d.), hvis 6 strengt opbyggede Sange
priser Kongens Magt og hans Regerings
Velsignelser. I et formfuldendt Ydre skildrer
Hymnen Idealet af en ægyptisk Konge; der er ikke
forsøgt nogen Karakteristik af den Hersker, til
hvis Ære Hymnen er skrevet. Under det nye
Rige, da Faraonerne blev Verdensherskere,
genoptoges denne Digtning efter det gamle
Mønster; højest naar den i Hymnen til
Thotmes III (Erman 319). Fra Slutningen
af det 18. Dynasti mangler Kongehymner; i
Hymnen til Rameses II er den nye
naturalistiske Stil med sine levende og dristige
Billeder trængt igennem; men den friere
Disposition, klarere Komposition og større
Udpensling af Enkeltheder har ikke bragt nogen
Individualisering af Kongens Person. Hurtig
forfaldt Kongehymnernes Kunstdigtning og blev
en stereotyp Opregning af faste Led.
Eposet magtede æ. L. aldrig. Hverken
Digtene om Rameses II’s Deltagelse i Slaget
ved Kadesh (ofte falskt betegnet som
Pentaur’s Digt — P. er Afskriveren, ikke Forf.) eller
endnu mindre Rameses III’s poetiske
Sejrshymne i Medinet Habu kan, som det
saa ofte er gjort, betragtes som Epos, kun som
Kongehymner. En Række
Kærlighedsdigte, ikke mindre end 5 Samlinger, viser
den lyriske Digtning under æ. L.’s II. Periode;
de fine Skildringer af Naturen, den stadige
Variering giver i disse Digte det bedste, som
den gamle Orient har ydet af lyrisk
Kærlighedsdigtning. (W. Max Müller, »Die
Liebespoesie der alten Ägypter« [Leipzig 1899]).
Forskellen mellem den I. og II. Periode i
æ. L. træder skarpt frem i den religiøse
Digtning. I Løbet af det 18. Dynasti sker
Udviklingen fra den gamle Stils endeløse
Opregninger af Navne og Attributter, dens faste Fraser,
som priser hver Gud som den højeste, dens
stadige Henblik paa Myter, dens konstante
Versbegyndelser og Afslutning, ikke sjældent
udviklet til en hel, selvstændig Litani,
forsvinder, og i Stedet træder de friske Skildringer,
rige paa Billeder hentet fra Livet, der er
hjemmehørende i den II. Periodes naturalistiske Stil.
Solhymnerne fra Tell-el-Amarna
til Guden Aton er ikke enestaaende i den
religiøse Digtning fra det nye Rige, til en vis
Grad kan de betegnes som Typer; den
samme Forbindelse med Livet og Naturen
genfindes i Hymner til Amon Thot etc. fra samme
Tid; men det naturalistiske Gennembrud sker
for Alvor i Aton-Hymnerne. (A. Scharff,
»Altägypt. Sonnenlieder« [Berlin 1922]).
Af den æ. L.’s Efterladenskaber i ubunden
Stil er det mest kendte Eventyret om
de to Brødre, den første litterære Tekst
fra det gamle Ægypten, der blev fremdraget
(1852). Ligheden med Fortællingen om Josef
og Potifar’s Hustru (1. Mos. 39) har øget dets
Popularitet. I sin nuværende Skikkelse, fra det
nye Rige, er Kompositionen med sit skiftende
Sceneri ret indviklet; der findes her dels et
Folkeeventyr med det kendte Motiv om den
utro Hustru, der frister den unge uskyldige
Mand og vil styrte ham i Ulykke, da han ikke
efterkommer hendes Ønsker, dels et Sagn om
Guden Osiris; ind i dette er flettet andre
Motiver, som ogsaa kendes i Folkeeventyr uden
for æ. L. Et andet Folkeeventyr (fra II. Periode
kendes af Prosalitteratur næsten kun
Folkeeventyr) er nedskrevet paa Bagsiden af
Papyrus Harris (fra det 19. Dynasti): Prinsen,
hvis Skæbne var forudsagt. Paa
eventyrlig Maade vinder han en mesopotamisk
Prinsesse til Hustru, og ved hendes
Snarraadighed afværges hans Død flere Gange;
Slutningen paa Eventyret er tabt, men den
ubønhørlige Skæbne er sikkert gaaet i Opfyldelse,
og hans trofaste Hund har, som forudbestemt,
været Skyld i hans Død. Nær Folkeeventyrerne
staar Fablerne; til disse maa henregnes
den ogsaa hos os kendte Lemmernes
Strid om Forrangen. Fra Sentiden
haves en Fabel (i en demotisk Papyrus i
Leyden), hvori Dyrene optræder, handlende som
Mennesker; et Motiv, kendt fra Æsop — Løven
og Musen — synes at have sit Forbillede i
Ægypten.
Den løse Komposition træffes hyppigt i
ægyptisk Prosa. Undertiden forbindes en Række løse
Kompositioner ved en Ramme, mere eller
mindre fyldig, der ofte blot tjener som
Indledning. En saadan »Samling i Ramme« er
Bondens Klager. Det yndede Værks
Hovedtema er 9 i højt retorisk Sprog holdte
Henvendelser til en højtstaaende Embedsmand; de
holdes sammen af et Folkeeventyr om en
Bonde, der drog til Bys, men paa Vejen blev
plyndret for sit Æsel og sine Varer; Talerne
lægges Bonden i Munden, og han anraaber
gennem disse om, at der maa vederfares ham
Retfærdighed. De opstyltede Taler indeholder
skarpe Angreb paa Dommerne, utilbøjelige,
som de var, til at dømme til Fordel for en
ringe Mand. En anden Cyklus, hvis
Komposition er meget løs, er de i Papyrus Westcar
(i Berlin) indeholdte Fortællinger fra I. Periode.
At de foregaar ved Kong Kheops’ Hof, er den
spinkle Ramme, som holder
Trolddomsfortællingerne sammen. Mod Slutningen
spiller den historiske Legende ind, et
yndet Motiv i æ. L., som fører til Periferien
af Kunstlitteraturen, hen til Folkeeventyret;
her fortælles, hvorledes Kheops’ Slægt skal
blive stødt fra Tronen. En Beretning som
denne, hvor Landets Historie omdannes til
Eventyr, er karakteristisk for Ægypten. Saaledes
fortæller Ægypterne, at Sakenre kom i Strid
med Hyksoskongen Apopis, fordi denne blev
forstyrret af de larmende Flodheste i Theben, det
var Oprindelsen til Hyksoskrigen og Landets
Befrielse fra Fremmedherredømmet; at
General Thuti indtog Joppe ved en Krigslist, som
minder om den, Odysseus anvendte over for
Troja: skjult i Lerkar bragte han 200 Soldater
ind i Byen; de to demotiske Fortællinger, hvor
Kong Petubastis er Helten, er dannet over de
indre Kampe i Sentidens opløste Periode; om
en af Rameses II’s Sønner, der var Prælat i
Memfis, har der dannet sig en Legendekreds,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
